Prøv avisen

Mette F. rejser til Israel for at mindes og møde danske jøder

Statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i forbindelse med regeringsseminar på Marienborg. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Auschwitz blev en udryddelseslejr, der i dag står som symbol på nazismens rædsler. Befrielsen er 75 år siden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i markeringen af 75-året for befrielsen af koncentrationslejren Auschwitz i det tyskbesatte Polen. Markeringen finder sted i Jerusalem onsdag til og med fredag.

Under sin rejse til Jerusalem skal Mette Frederiksen også mødes med Israels præsident, Reuven Rivlin, og nogle af de overlevende danske jøder, der bor i Israel i dag.

- De nazistiske udryddelseslejre repræsenterer et særligt tragisk og umenneskeligt vidnesbyrd om, hvor brutalt og livstruende det var at være af jødisk oprindelse, siger hun i en pressemeddelelse.

Auschwitz endte som en udryddelseslejr, der i dag står som et af de tydeligste symboler på de nazistiske jødeudryddelser.

Lejren blev i 1940 anlagt i det tyskbesatte Polen cirka 60 kilometer vest for Krakow.

- Befrielsen af Auschwitz står centralt i erindringen. Vi og kommende generationer må blive ved med at lytte, lære og mindes, så de historiske grusomheder ikke gentager sig, siger hun.

Danmark spillede en særlig rolle for at redde de danske jøder under Anden Verdenskrig.

Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 iværksatte den tyske besættelsesmagt i Danmark en aktion mod de danske jøder.

Formålet var at arrestere og deportere de danske jøder til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt.

I en storstilet redningsaktion hjalp civile danskere 7000 jøder over Øresund til sikkerhed i det neutrale Sverige. 95 procent af de danske jøder nåede frem.

Begivenheden havde stor indflydelse på omverdenens opfattelse af Danmark, og den har siden dengang betydet meget for det dansk-israelske forhold.

For to år siden var præsident Rivlin på besøg i Danmark for at markere redningen.

- Forholdet mellem Israel og Danmark hviler på en solid historisk bund, siger Mette Frederiksen om hans besøg i Danmark.

Hun ser frem til at mødes med Rivlin i Israel.

/ritzau/