Dette er en politisk analyse. 

Mette Frederiksen er åben for en bred regering. Men at skabe en er som at løse cirklens kvadratur

Debatten om en bred regering over midten er igen på dagsordenen efter statsminister Mette Frederiksens (S) støtte til ideen. Men skal det lykkes, skal man tage ved lære af Tyskland

Mette Frederiksens idé om en bred regering hen over den politiske midte blev staks afvist af lederne for de to borgerlige partier. De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, sagde hurtigt ”tak, men nej tak” til tilbuddet. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen var mere kontant i afvisningen. Han kaldte forslaget utroværdigt.
Mette Frederiksens idé om en bred regering hen over den politiske midte blev staks afvist af lederne for de to borgerlige partier. De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, sagde hurtigt ”tak, men nej tak” til tilbuddet. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen var mere kontant i afvisningen. Han kaldte forslaget utroværdigt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

På Grundlovsdag den 5. juni nævnte statsminister Mette Frederiksen (S), at hun nu forholder sig åben over for etablering af en regering hen over den politiske midte efter et folketingsvalg. Tidligere har det ellers mest været Lars Løkke Rasmussen, tidligere Venstre-statsminister og i dag formand for Moderaterne, som har talt for en bred regering med partier i såvel rød som blå blok. Nu går Mette Frederiksen tilsyneladende Lars Løkke i bedene.

Mette Frederiksens idé om en bred regering hen over den politiske midte blev staks afvist af lederne for de to borgerlige partier, som de fleste nok har forestillet sig skulle indgå heri sammen med Socialdemokratiet og De Radikale. De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, sagde hurtigt ”tak, men nej tak” til tilbuddet. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen var mere kontant i afvisningen. Han kaldte forslaget utroværdigt. Ingen af de to kunne se sig selv som ministre i en regering under Mette Frederiksen.

Det er muligt, at Mette Frederiksens forslag om en bred regering er taktisk. At hun blot vil vise De Radikale, at hun da gerne vil have borgerlige partier med i en regering, som De Radikale ønsker det, men at de borgerlige partier ikke selv vil. Signalet fra Mette Frederiksens side er dog under alle omstændigheder nyt. Men det er langt fra første gang, at ønsket om en bred regering over midten er fremsat.

I årtier var en sådan regering drømmeregeringen i store dele af erhvervslivet og i dele af fagbevægelsen som for eksempel Dansk Metal. Fordelen for virksomhederne ville være, at en sådan regering kunne sikre forudsigelige og stabile rammevilkår i lang tid ud i fremtiden. Som modsætning til evigt skiftende rammevilkår hver gang, at regeringsmagten skifter farve.

Regeringer hen over den politiske midte er imidlertid en klar undtagelse i dansk politik. I hvert fald hvis man herved forstår en regering, som både indbefatter Socialdemokratiet og et eller to borgerlige partier udover eventuelt De Radikale.

Forstået på den måde var samlingsregeringen under Besættelsen et eksempel på en sådan regering. Baggrunden for den var imidlertid helt ekstraordinær. Straks besættelsestiden var ovre, var dansk politik tilbage til at skifte mellem socialdemokratisk og borgerligt ledede regeringer.

Hvis en reel dansk regering hen over den politiske midte skal blive til noget i Danmark, skal man derfor indføre en tysk model for regeringsdannelse. 

Peter Nedergaard

Professor i statskundskab

Man kan diskutere, om trekant- og flertalsregeringen mellem Socialdemokratiet, De Radikale og Retsforbundet med H.C. Hansen i spidsen i 1957-1960 var en regering over midten. Det forudsætter, at Retsforbundet betragtes som et borgerligt parti. For dette parti blev følgevirkningen af regeringsdeltagelsen i øvrigt, at det røg ud af Folketinget.

Socialdemokratiet dannede også en bred regering med Venstre i godt et år i 1978-79. Regeringen var ingen flertalsregering, men den havde den brede karakter, som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har efterlyst.

Baggrunden for regeringen mellem Socialdemokratiet og Venstre var datidens kaos i både økonomi og politik. Danmark var i krise med massearbejdsløshed og stort underskud på betalingsbalancen. Politisk var Folketinget stærkt opsplittet.

Ideen til et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre havde statsminister Anker Jørgensen muligvis fået fra Tyskland, hvor det socialdemokratiske SPD netop var i regering med Venstres tyske søsterparti, FDP. Akkurat som det er tilfældet i dag, hvor SPD siden slutningen af 2021 har ledet en regering med deltagelse af FDP og De Grønne.

Arbejder-bonde-regeringen 1978-79 – som den blev kaldt – faldt imidlertid sammen på grund af intern uenighed om ikke mindst den økonomiske politik.

I 1993 dannede socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen en regering bestående af Socialdemokratiet, De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Allerede ved folketingsvalget i 1994 røg Kristeligt Folkeparti imidlertid ud af Folketinget – akkurat som Retsforbundet havde gjort det i 1960. Men CD fortsatte i Nyrup-regeringen frem til 1996. Siden da har Danmark ikke haft en regering hen over den politiske midte i dansk politik. Man kan oven i købet diskutere, om Nyrup-regeringerne havde denne karakter, for hverken De Konservative eller Venstre deltog.

Når det er sværere at danne denne type regeringer i Danmark end i Tyskland, skyldes det især to ting. For det første har der siden etableringen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949 været en stærk norm om, at regeringer i dette land skulle være flertalsregeringer. I den forbindelse har partierne strukket sig meget langt. Nogle gange er SPD for eksempel gået i et stor koalitionsregering med de konservative partier CDU og CSU, hvilket lignede politisk selvmord for SPD.

For det andet er processen med regeringsdannelsen i Tyskland helt anderledes grundig end i Danmark. Man forhandler i månedsvis for at nå til enighed om et meget detaljeret og fireårigt regeringsprogram, som kan fylde mange hundrede tætskrevne sider.

Hvis en reel dansk regering hen over den politiske midte skal blive til noget i Danmark, skal man derfor indføre en tysk model for regeringsdannelse. Dels skal alle ville den brede regering rent principielt. Dels skal man anvende måneder på regeringsforhandlingerne.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.