Hvad var folketingsvalgets tale?
Her godt og vel tre uger efter valget er det stadig ikke helt enkelt at fortolke. Men det har Socialdemokratiets formand og Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen nu gjort i den aftale, hun natten til onsdag fik med De Radikale, SF og Enhedslisten om målsætningerne for en ny socialdemokratisk regering. Dens sammensætning offentliggøres i dag.
Hvis politikken gennemføres, som den er skitseret i det 18 sider lange forståelsespapir, bliver der tale om en klar kursændring i forhold til de seneste knapt 20 år i dansk politik.
I den økonomiske politik er det slut med skrappe økonomiske reformer, der øger arbejdsudbuddet og mindsker indkomsterne for mennesker uden for arbejdsmarkedet. På miljø- og klimaområdet lægges op til investeringer i en helt anden målestok end tidligere for at nå det vidtgående mål om i 2030 at reducere udledningen af de såkaldte klimagasser med 70 procent i forhold til niveauet i 1990. Desuden åbnes der for gashåndtaget for udgifter i den offentlige sektor. Slut med omprioriteringsbidrag og ind med minimumsnormeringer i offentlige institutioner. Hvis det bliver til noget.
Tilbage står spørgsmålet: Var det det, vælgerne sagde den 5. juni? Sådan er partierne, der udgør et flertal i Folketinget, i hvert fald blevet enige om at fortolke det. Hvorimod de ikke blev enige om, hvordan det hele skal finansieres. Noget skal betales via højere skatter, men hvordan det skal hænge sammen, er ikke klart. Her venter de store slagsmål de kommende år, hvor Mette Frederiksen i en lang række tilfælde bliver nødt til at hente assistance hos de borgerlige partier. Om ikke andet fordi Socialdemokratiet vil være bundet af tidligere brede forlig og aftaler.
Præcis her finder man nok også forklaringen på, at De Radikale undervejs i forhandlingerne ikke stod fast på deres krav om en økonomisk stram politik. Partiet har tidligt erkendt, at det ikke kunne gentage strategien fra det berømte sorte tårn i 2011, da det lykkedes at presse både en borgerlig, økonomisk politik og en lempelig udlændingepolitik igennem i forhandlingerne med Helle Thorning-Schmidt (S) om SRSF-regeringen.
Denne gang har De Radikale koncentreret sig om udlændingepolitikken, og her har partiet fået temmelig markante indrømmelser. Særligt i betragtning af, at Mette Frederiksen i valgkampen lovede at ville fortsætte den stramme og bredt aftalte flygtninge- og indvandrerpolitik.
Enkelte lempelser var ventet – for eksempel at børnene på udrejsecenter Sjælsmark skulle have bedre forhold, og at de lave ydelser til flygtninge og indvandrere ville blive justeret, når en kommission har set nærmere på hele ydelsessystemet om et års tid. Måske var det også forventeligt, at planerne om et nyt udrejsecenter for afviste asylansøger på øen Lindholm ville blive skrottet, og at Danmark igen skulle modtage kvoteflygtninge.
Mere overraskende er det, at regeringen vil arbejde for, at flygtninge, som er i arbejde, allerede efter to år kan få lov at blive i landet, hvis de fortsat har arbejde. Forståelsespapiret nævner ikke grænsekontrol med et ord, og al fokus er nu på, at udlændinge skal integreres i det danske samfund. Den afgående regerings paradigmeskifte i udlændingepolitikken, hvor hjemsendelse var ledestjernen, er svært at skimte, selvom Socialdemokratiet fastholder, at skiftet lever i bedste velgående.
Næppe overraskende tordner Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mod forståelsespapiret, som han i sit ugebrev kalder en ”trist, ny retning for Danmark.” At det er hans eget parløb med Socialdemokratiet i et par år og drøm om at overtage midterpositionen i dansk politik, der har gjort det muligt for Mette Frederiksen at overtage DF’s vælgere samt Statsministeriet, skriver han til gengæld ikke noget om.
Det bagvedliggende spørgsmål er imidlertid igen, hvad vælgerne egentlig sagde den 5. juni. Stemte flertallet i virkeligheden for, at den stramme udlændingepolitik skulle bevares eller løsnes? Politisk kommentator ved Altinget.dk, Erik Holstein, skrev for nylig i en klumme, at en række meningsmålinger på det seneste har vist bred folkelig opbakning til den stramme udlændingepolitik – hvis de da ikke ligefrem ønsker den endnu strammere. Der er blandt andet flertal for de lave ydelser, permanent grænsekontrol og for at fastholde familier i udrejsecentrene.
Det kan alt sammen være rigtigt, men alligevel kan der under overfladen være sket et holdningsskift i dele af befolkningen, hvor flere støder sig på kagefejring af udlændingestramninger, ikke kan se behovet for yderligere stramninger ud over de 140, der allerede er gennemført ifølge Kristian Thulesen Dahl. Eller som bare finder, at i takt med den lavere tilstrømning af asylansøgere, er andre emner blevet vigtigere, eksempelvis klimaet.
I så fald har Mette Frederiksen ikke nødvendigvis tabt det store ved at give så klare indrømmelser til De Radikale på udlændingeområdet. Så vil hun kunne tåle den forventelige kritik fra Dansk Folkeparti og andre borgerlige partier. Lykkes det med tiden at gøre flere flygtninge selvforsørgende og bedre integrerede og måske nedbringe det milliardbeløb, som ikke-vestlig indvandring hvert år koster det danske samfund, vil den nye regering have et godt argument i næste valgkamp.
Der er dog også den mulighed, at det går galt. At der kommer en ny økonomisk krise, og at flygtninge og indvandrere traditionen tro bliver de første til at miste jobbet. At der kommer en ny bølge af flygtninge og emigranter, og at højere ydelser får flere til at søge mod Danmark. Sker det, ser det svært ud for Socialdemokratiet ved næste valg.
I den forstand har Mette Frederiksen begivet sig ud i et stort værdipolitisk eksperiment.
Indtil da kalder de mere presserende opgaver med at få aftaler om kommunernes økonomi og en ny finanslov på plads. For begge dele gælder, at den nye regering står over for store udfordringer.
Alle de uløste spørgsmål fra regeringsforhandlingerne vil tårne sig op på en ny finansministers bord fra dag et. Regeringen vil nok gøre sig store anstrengelser for, at den første finanslov bliver båret igennem med de tre støttepartier, men det bliver ikke lettere end regeringsforhandlingerne i sig selv.
Derfra vil regeringen til gengæld få brug for et bredere samarbejde på mange områder, og det kan blive nemmere, end det umiddelbart lyder. De borgerlige partier står stærkt splittede, og Mette Frederiksen kan bruge adskillige flertalskombinationer, der omfatter et eller flere borgerlige partier.