Mette Frederiksen har præsenteret sine nye ministre. Hvad blev der egentlig af de gamle?

Danmark har fået ny regering og nye ministre. Men hvordan står det til med det ministerhold, som Mette Frederiksen præsenterede i 2019? Få det fulde overblik her

Se, hvad der blev af Mette Frederiksens ministerhold. De røde er trådt tilbage som ministre, de gule har skiftet ministerie.
Se, hvad der blev af Mette Frederiksens ministerhold. De røde er trådt tilbage som ministre, de gule har skiftet ministerie. Foto: Folketinget.

Det er ikke gået stille for sig i dansk politik, siden Mette Frederiksen præsenterede sit Socialdemokratiske ministerhold i 2019.

Blot halvdelen af de tyve ministre er blevet i det ministerie, som de blev tildelt for tre år siden. Vi giver dig overblikket. 

De er røget

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Benny Engelbrecht (f. 1970) blev transportminister i 2019, men måtte trække sig i 2022, da han blev væltet efter at have tilbageholdt tal om CO2-udledning ved en række byggeprojekter. Har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2007 og været skatteminister i en kort periode fra 2014-2015.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Joy Mogensen (f. 1980) var socialdemokratisk borgmester i Roskilde fra 2011-2019, men blev efter folketingsvalget 2019 kultur- og kirkeminister. Joy Mogensen trak sig fra posten i august 2021, fordi hun, med egne ord, var løbet tør for overskud.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nick Hækkerup (f. 1968) blev justitsminister efter at være blevet valgt til Folketinget i 2019, men trak sig fra ministerposten og sit politiske virke i maj 2022 for at blive direktør for Bryggeriforeningen. Har tidligere været forsvarsminister, handels- og europaminister samt sundhedsminister. Har også været næstformand for Socialdemokratiet fra 2005-2012.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mogens Jensen (f. 1963) blev efter valget i 2019 minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Efter sagen om manglende lovhjemmel til regeringens påbud om at aflive alle danske mink måtte Mogens Jensen trække sig i november 2020. Han har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2005 og været Handels- og udviklingsminister fra 2014-2015.

De byttede plads

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Astrid Krag (f. 1982) blev social- og indenrigsminister i 2019, men blev siden minister for det nyoprettede Social- og Ældreministerium ved en ministerrokade i januar 2021, hvor Kaare Dybvad Bek overtog indenrigsområdet. Hun har været medlem af Folketinget siden 2007, først for SF og siden 2014 for Socialdemokratiet. Har tidligere været sundhedsminister. 

Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Kaare Dybvad Bek (f. 1984) blev udpeget som boligminister efter valget i 2019. Han overtog desuden Indenrigsministeriet i januar 2021, men endte senere som udlændinge- og integrationsminister efter en ministerrokade i maj 2022.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trine Bramsen (f. 1981) blev i 2019 udnævnt til forsvarsminister, men blev i februar 2022 minister for det nyoprettede transport- og ligestillingsministerie ved en ministerrokade efter Benny Engelbrechts tilbagetræden. Morten Bødskov overtog i samme omgang Forsvarsministeriet. Har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2011.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Rasmus Prehn (f. 1973) blev udviklingsminister i 2019, men overtog i november 2020 som minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri efter Mogens Jensens afgang. Folketingsmedlem for Socialdemokratiet siden 2005.

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Mattias Tesfaye (f. 1981) blev udnævnt til udlændinge- og integrationsminister efter valget i 2019, men har siden maj 2022 bestredet justitsminister-posten, som han overtog ved Nick Hækkerups exit. Har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ane Halsboe-Jørgensen (f. 1983) blev efter valget i 2019 udnævnt til uddannelses- og forskningsminister, men overtog posten som kultur- og kirkeminister fra Joy Mogensen i august 2021. Hun har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2011.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Morten Bødskov (f. 1970) blev udpeget som skatteminister i 2019, men overtog i februar 2022 Forsvarsministeriet fra Trine Bramsen. Har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015 og har tidligere fungeret som justitsminister fra 2011-2013

De blev hængende

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen (f. 1977) overtog Statsministeriet efter Lars Løkke Rasmussen (V) i 2019 og kommer til at blive siddende som statsminister i næste valgperiode. Hun har siddet i Folketinget siden 2001 og været Socialdemokratiets formand siden 2015. Hun har derudover været været beskæftigelsesminister og justitsminister.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nicolai Wammen (f.1971.) blev finansminister i 2019. Første gang valgt til Folketinget i 2011 og er tidligere Europaminister og forsvarsminister samt borgmester i Aarhus Kommune.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Jeppe Kofod (f. 1974) overtog udenrigsministeriet i 2019. Tidligere socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og  folketingsmedlem fra 1998-2014. Stillede op ved folketingsvalget i 2022, men blev ikke valgt ind.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Peter Hummelgaard (f. 1983) blev udnævnt som beskæftigelsesminister efter valget i 2019. Senere blev han også minister for ligestilling efter Mogen Jensen, men den titel har han siden givet videre til Trine Bramsen. Peter Hummelgaard har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015 og er tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Dan Jørgensen (f. 1975) blev klima-, energi- og forsyningsminister i 2019 efter at have været minister for fødevarer i Helle Thorning-Schmidts regering. Sad i Europa-Parlamentet fra 2004 til 2013 og blev valgt ind i Folketinget i 2015.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Magnus Heunicke (f. 1975) overtog det nyoprettede Sundheds- og ældreministerie i 2019.  Har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet 2005 og har tidligere været transportminister. 

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Pernille Rosenkrantz-Theil (f. 1977) blev børne- og undervisningsminister i 2019. Hun har siddet i Folketinget siden 2001, de første seks år for Enhedslisten og siden 2008 for Socialdemokratiet.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Lea Wermelin (f. 1985) overtog Miljøministeriet i 2019. Hun har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Simon Kollerup (f. 1986) blev erhvervsminister i 2019. Han har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2011.