Mette Frederiksen om mulig ny abortgrænse: “Jeg er hardcore tilhænger af rettigheder til piger og kvinder”

Statsministeren er ikke i tvivl om, hvorvidt abortgrænsen skal hæves. Men hun vil ikke lægge sig fast på et præcist tal

Statsminister Mette Frederiksen taler under Folketingets åbning på Christiansborg i København, tirsdag den 3. oktober 2023. Folketingets åbning er begyndelsen på et nyt folketingsår..
Statsminister Mette Frederiksen taler under Folketingets åbning på Christiansborg i København, tirsdag den 3. oktober 2023. Folketingets åbning er begyndelsen på et nyt folketingsår.. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

For statsminister Mette Frederiksen (S) er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt abortgrænsen skal hæves. For det mener hun “bestemt”, at den skal. 

Det siger hun til B.T. i forbindelse med åbningen af Folketinget.

Altså er spørgsmålet snarere, hvor meget den nuværende grænse på 12. graviditetsuge skal hæves. Men det har hun endnu ikke et svar på.

“Jeg er hardcore tilhænger af rettigheder til piger og kvinder, når det kommer til abort, men jeg vil også gerne have, at det er noget, vi kan samarbejde om i Folketinget,” siger Mette Frederiksen til B.T.

Men da Kristeligt Dagblad talte med Socialdemokratiets Rasmus Stoklund, og i øvrigt resten af Folketingets partier, kort før folketingsvalget den 1. november sidste år, sagde han på vegne af partiet "uenig" til udsagnet:

Den nuværende abortgrænse for fri abort på 12 uger bør forlænges til et senere tidspunkt i graviditeten.

Da det nuværende regeringsparti Venstre blev spurgt, svarede partiets sundhedsordfører, og nu sundhedsminister, Sophie Løhde, "helt uenig" til udsagnet. Hun uddybede sit svar:

"Venstre har ingen planer om at ændre på den nuværende abortgrænse."

Allerede før Det Etiske Råd kom med sine anbefalinger til en potentiel ny abortgrænse i sidste uge, hvor et flertal anbefalede at hæve grænsen, slog et andet regeringsparti fast, at grænsen bør hæves.

Moderaterne mener, ligesom 9 ud af 17 medlemmer i Det Etiske Råd, at abortgrænsen bør hæves til 18. uge. Partiets social- og ligestillingsordfører Rosa Eriksen skrev til Ritzau tirsdag i sidste uge, at anbefalingen “flugter med Moderaternes politik”.

I dag vil Venstre ikke udelukke, at grænsen skal hæves. Ligesom Socialdemokratiet mener sundhedsordfører Christoffer Aagaard Melson (V), at spørgsmålet skal drøftes i Folketinget, før der træffes en endelig beslutning om, hvor en ny abortgrænsen skal ligge. Det sagde han til Ritzau i sidste uge. 

Fire af Det Etiske Råds medlemmer mener, at abortgrænsen, som har været den samme siden 1973, bør hæves til 15. graviditetsuge. De resterende fire medlemmer mener, at den bør fastholdes på 12. graviditetsuge.