For danske partiledere er det en absolut nødvendighed at være særdeles aktive på Facebook. Opslag på dette sociale medie er blevet en vigtig måde at kommunikere direkte og effektivt med politisk interesserede, og partiledernes opslag kommenteres og deles som regel i stort antal. De danner også ofte grundlag for kommentarer og historier i andre medier, således at de både virker direkte på mulige vælgere og indirekte ved at sætte gang i yderligere omtale andetsteds.
Uden at sammenligningen skal trækkes for langt, er opslag på de sociale medier blevet en erstatning for den intensive vælgerkontakt, som politikere tidligere havde via partipressen, de hundredtusinder af partiorganiserede og de hyppige møder i partiforeninger og forsamlingshuse. Facebook er i et vist omfang blevet et virtuelt forsamlingshus, hvor der oven i købet ikke skal afsættes tid til transport.
På Facebook har politikerne i modsætning til i de etablerede medier mulighed for helt selv at sætte rammen for en politisk diskussion eller for, hvordan de selv vil fremtræde. På deres egen Facebookside er der ingen andre, som de skal forhandle emner, spørgsmål og vinkling med. Politikerne er deres egne herrer. Det er en udfordring, for det kræver, at politikerne er helt bevidste om deres virkemidler, om hvordan de ønsker at fremtræde og spille deres rolle.
Men hvordan klarer de forskellige politikere sig så på Facebook? Det vil jeg forsøge at beskrive i denne klumme, som baserer sig på følgende partilederes opslag på Facebook de seneste to måneder: Pernille Vermund, Kristian Thulesen Dahl, Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen.
Det er tydeligt, at disse partiledere har lært lektien om, at politiske opslag indimellem også skal iblandes mere personlige opslag.
Når politikere lægger opslag op på Facebook om mere personlige emner, signalerer de, at de skam ikke er fanget af deres roller som politikere. At de er i stand til at distancere sig fra disse og indtræde i roller som almindelige mennesker med almindelige problemer og gøremål, som alle kan identificere sig med.
Det ironiske er imidlertid, at politikernes opslag præget af distance til de politiske roller, dybest set også tjener et politisk formål og derfor viser, at politikerne er fanget i rollen 24 timer i døgnet. Det betyder ikke, at politikernes personlige opslag er udtryk for en eller anden fordækt kynisk kalkule, som politikerne foretager. Det er ganske enkelt udtryk for et politisk vilkår i medialiseringens tidsalder.
Pernille Vermund var tidligt en af Facebook-opslagenes mestre. Hun skabte i virkeligheden en del af sin politiske platform via Facebook. Vermund har de seneste måneder haft klart flest politiske opslag, hvor hun blandt andet også går i kødet på politiske modstandere, hvad Mette Frederiksen for eksempel aldrig gør i sine opslag. Indimellem har Pernille Vermund opslag om at tage en øl efter endt arbejdsdag og om et måltid, hvori der indgår et stort stykke ribeye-kød og kun lidt salat. Disse identifikationspunkter rammer sandsynligvis interesserede læsere ret præcist.
Kristian Thulesen Dahl kom forholdsvis sent på Facebook, men han er i dag fast leverandør. Opslag med præsentation af Dansk Folkepartis synspunkter er klart i overtal, men der er enkelte opslag, som i hvert fald på overfladen har en mere personlig karakter. Via køb af kaffe på en tankstation på vejen fra bopælen i Thyregod til Christiansborg får han fortalt, hvordan han anvender transporttiden, og får nævnt rodfæstetheden i den jyske hjemstavn. Vi får også en løbende beretning om Thulesen Dahls renovering af baggangen i boligen i murermestervillaen, hvor han har fundet en gammel udgave af den københavnske Berlingske fra 1947 og erstattet den med Morgenavisen Jyllands-Posten.
Pia Olsen Dyhr fra SF har også flest rent politiske opslag. Selv i disse tilfælde viser SF-lederen sig imidlertid ofte stående i en hjemlig sweater, midt i naturen eller lignende. Der er imidlertid også opslag om, at en bonusdatter flytter hjemmefra og af Pia Olsen Dyhr selv på hendes første skoledag i forbindelse med et opslag om, hvordan unge har det under coronakrisen.
De nævnte partiledere falmer imidlertid i sammenligning med, hvordan Mette Frederiksen anvender Facebook. Det skyldes naturligvis, at hun har et større apparat til sin rådighed. Men derudover ligger der efter alt at dømme også en klarere taktisk og strategisk tænkning bag statsministerens Facebook-anvendelse, som går længere tilbage, og som ikke koster andet end beslutningskraft.
Mette Frederiksen balancerer til stadighed i sine opslag på en line, hvor hun gør det personlige politisk og det politiske personligt. Også når hendes opslag indeholder en distance i forhold til hendes politiske rolle, understøtter de tydeligt denne.
Mette Frederiksens opslag tager tit udgangspunkt i vejret, men i disse situationer ender det med politiske over- og undertoner. Tag for eksempel dette opslag fra den 17. februar i år: ”Der er intet så stille som sne. Vejret er smukt. Men landet er stille. Den nødvendige og delvise nedlukning af Danmark er hård, og vi håber alle, at vi snart kan udfase restriktionerne lidt mere.”
I Facebook-opslagene fremhæver Mette Frederiksen sine rødder. Hun takker sin far – en svoren socialdemokrat, får vi at vide – på fødselsdagen. Samme reference til rødderne får den efterhånden berømte makrelmad: ”Og til dem der om lidt kritiserer mig for at spise makrel i tomat. Jeg har spist det siden, jeg fik det med i madpakke.”
Mette Frederiksen selv kritiserer ikke. Hun fremdrager. I samme slipstrøm kommer også takken til de mange forskellige samfundsgrupper som fragtmænd, butiksansatte, sundhedspersonale og politiet samt fremhævelsen af, at hun har country-dronningen i ørerne, når hun kører i ministerbil.
I Mette Frederiksens opslag på Facebook går folkelig hverdagsagtighed og rollen som landets mest magtfulde politiker op i en højere enhed. Hun har sat standarden for andre danske politikeres optræden på Facebook fremover.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.