Prøv avisen

Mette Frederiksen slår fast: Grønland er ikke til salg

Statsminister Mette Frederiksen (S) er på besøg i netop Grønland søndag og mandag. 2.-3. september lægger USA-præsident Donald Trump vejen forbi Danmark, hvor han blandt andet skal tale om Arktis med Mette Frederiksen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

USA kigger på muligheden for at købe Grønland. Det kommer ikke til at ske, understreger statsministeren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) håber ikke, at meldingerne fra USA om at købe Grønland er ment alvorligt.

Og i øvrigt er Grønland slet ikke til salg. Det slår statsministeren fast, efter at det er blevet bekræftet, at den amerikanske præsident, Donald Trump, kigger på et muligt køb af Grønland.

Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.AG.

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, siger Mette Frederiksen til avisen.

Mette Frederiksen er på besøg i netop Grønland søndag og mandag.

Larry Kudlow, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, har søndag bekræftet, at Trump-administrationen er i gang med at "kigge på" et muligt køb af Grønland.

- Danmark ejer Grønland. Danmark er en allieret. Grønland er et strategisk sted. De har en masse værdifulde mineraler.

- Præsidenten, som ved noget om at købe ejendomme, vil gerne kigge på det, siger Kudlow til Fox-værten Dana Perino under en udsendelse.

2.-3. september lægger USA-præsident Donald Trump vejen forbi Danmark, hvor han blandt andet skal tale om Arktis med Mette Frederiksen.

Under sit besøg skal han også mødes med formanden for det Grønlandske selvstyre.

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, afviste fredag, at Grønland er eller kan komme til at være til salg.

Der er i det hele taget tale om "absurd diskussion", mener Mette Frederiksen. Hun fortæller til DR, at Kim Kielsen har gjort det klart, at Grønland ikke er til salg.

- Og så stopper snakken med det. Til gengæld er der rigtig meget andet, vi gerne vil snakke med den amerikanske præsident om, siger Mette Frederiksen til DR.

I selvstyreloven fra 2009 bliver det fastslået, at grønlænderne er deres eget folk. Derfor kan Danmark heller ikke sælge Grønland, selv hvis det skulle komme på tale.

/ritzau/