Mette Frederiksen står tilbage med alle esserne på hånden

Efter weekendens kongres står Socialdemokratiet samlet og klar til at ydmyge regeringen. På et program der i alt væsentligt peger tilbage til dengang, alting var tryggere og mere overskueligt

På Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter holdt partiformand Mette Frederiksen søndag formiddag tale.
På Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter holdt partiformand Mette Frederiksen søndag formiddag tale. . Foto: Henning Bagger.

Man kan hævde, at regeringen og dens støttepartier gjorde det ekstra nemt for Socialdemokratiet i weekenden.

Regeringen ved at have fremlagt en 2025-plan med mildt sagt ufolkelige stramninger af velfærdspolitikken, endda på vej ind i et økonomisk opsving. Og støttepartierne ved at have stillet ultimative krav for og imod skattelettelser, som truer regeringen på livet.

Alligevel var det på forhånd ikke indlysende, at kongressen i Aalborg skulle blive en ren søndagsudflugt for partiformand Mette Frederiksen. Tilnærmelserne til Dansk Folkeparti og forslaget om at stoppe for FN’s kvoteflygtninge ligner noget, der både i 1990’erne og 2000’erne ville have pustet liv i nye fløjkrige.

Vel protesterede flere delegerede mod, at Socialdemokratiet afviser kvoteflygtninge, og vel blev der fra talerstolen sagt klart fra over for et egentligt regeringssamarbejde mellem S og DF.

Mette Frederiksen var bare ikke i nærheden af at miste grebet om kongressen. Bedst blev det illustreret i den 25 minutter lange og følelsesladede tale, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt lørdag eftermiddag.

Manden bag ordene om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene, gav sin fulde tilslutning til et samarbejde med netop Dansk Folkeparti, så længe det handler om velfærd og om at stoppe de skattelettelser, de øvrige borgerlige partier vil gennemføre.

Heller ikke repræsentanter fra den gamle Auken-fløj skulle have noget klinket. Københavns overborgmester, Frank Jensen, brugte for eksempel sin taletid til at fremhæve, hvor fantastisk det går i hans by med at skaffe almennyttige boliger, som studerende og almindelige lønmodtagere kan betale.

En anden nestor, tidligere formand og minister Mogens Lykketoft, er netop vendt hjem fra New York, hvor han i et år har været formand for FN´s generalforsamling.

På kongressen tordnede han for større støtte til en international indsats for klimaet og verdens flygtninge. Gav helhjertet støtte til sit gamle parti og meddelte, at han ikke genopstiller ved næste valg.

At kongressen formåede at holde sammen, kan til dels forklares ved, at et folketingsvalg kan være nært forestående. Den slags øger som regel partisammenholdet.

Nok så afgørende var, at Mette Frederiksen sagde det, de delegerede gerne ville høre. Hendes opgør med det såkaldte ”New public management” blev modtaget med jubel.

Hendes lille revolution i den offentlige sektor er reelt et opgør med den politik, hendes forgænger, Helle Thorning-Schmidt, stod for. Det skal være slut med at måle og veje de offentligt ansatte, og Finansministeriets økonomer skal have fingrene væk fra styringen af opgaver i det offentlige.

Hendes største udfordring bliver at finde pengene til de gode intentioner. Især kommer partiet under pres for at finde penge til at afskaffe kontanthjælpsloftet, og Mette Frederiksen var i går tæt på at love, at det ville ske, hvis hun får magten.

Kritisk vurderet peger de socialdemokratiske programerklæringer mest tilbage i tiden. Til dengang da det danske samfund var trygt og overskueligt. Partiets navneændring fra Socialdemokraterne tilbage til det oprindelige Socialdemokratiet og hyldesttalerne til partiets koryfæer gennem tiderne fulgte samme spor.

Slut med reformamok, ja, med økonomiske reformer i det hele taget. Der er ikke brug for at forlænge arbejdstiden yderligere, selvom vi lever længere. Der er ikke brug for at skære i uddannelsesstøtten, selvom udgifterne er eksploderet. Og der er slet ikke brug for skattelettelser, hverken til højt- eller lavtlønnede for at gøre det mere attraktivt at arbejde.

Den slags budskaber udstyrer Socialdemokratiet med et es over for Dansk Folkeparti og over for venstrefløjspartierne ved et folketingsvalg. I forhandlingerne på Christiansborg sætter Socialdemokratiet regeringen under pres, fordi det udstiller, at der på ingen måde er politisk flertal for de reformer, regeringen slås for.

Hvis der snart bliver valg, og hvis Socialdemokratiet genvinder regeringsmagten, står partiet også med langt bedre muligheder for at regere, end Lars Løkke Rasmussen (V) for tiden har.

Selvom en ny regering også vil være bundet af budgetlovens stramme økonomiske krav, vil man – hvis mandaterne fordeler sig nogenlunde, som meningsmålingerne viser – kunne drive velfærds- og skattepolitik med venstrefløjen og Dansk Folkeparti. Man vil kunne enes om miljøpolitik med De Radikale og venstrefløjen og en stram udlændinge- og retspolitik med Venstre og Dansk Folkeparti. Og endelig vil man kunne gennemføre EU- og udenrigspolitik med de gamle EU-venlige partier.

I dobbelt betydning står Mette Frederiksen tilbage med alle esserne på hånden efter kongressen i Aalborg.