I informationssamfundets ungdom gjorde man et stort nummer ud af at skelne mellem information og kommunikation. Det første er en envejs, det andet flervejs.
Virksomheder, organisationer og myndigheder skulle i 1980’erne ikke bare informere verden om egne fortræffeligheder – de skulle lytte, samtale og forstå. Blive klogere. Informationschefer blev til kommunikationschefer.
I dansk politik bevæger pendulet sig for tiden den modsatte vej. Statsminister Mette Frederiksen (S) er under coronakrisen blevet hele Danmarks informationschef. Omringet af eksperter fra politi og sundhedsvæsen indkalder hun igen og igen til pressemøder, hvor det altoverskyggende formål er at informere befolkningen om, hvordan den skal forholde sig til tests, forsamlingsforbud eller vacciner. Eller igen som i aftes at informere om nye stramninger.
Derimod er det øjensynligt ikke passende at diskutere for eksempel Statsministeriets rolle i den ulovlige ordre om at aflive alle mink i Danmark. Det spørgsmål forsøgte BT’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, ellers at rejse på et pressemøde den 7. december, men Mette Frederiksen havde ikke andet svar, end at pressemødet handlede om noget andet (nye stramninger), som vedrørte halvdelen af befolkningen.
Netop dét pressemøde har den seneste uge været omdrejningspunkt for en voldsom mediekritik af statsministerens og regeringens måde at kommunikere på.
Dagen forinden havde Mette Frederiksen annonceret pressemødet i et opslag på sin private Facebook-side. Det skete i et kort video-indslag fra Marienborg, hvor hun indledte med at tale om klejner og julehygge. Indslaget var produceret af embedsmænd i Statsministeriet, og flere juridiske eksperter som professor Steen Bønsing og professor emeritus Tim Knudsen problematiserede over for Weekendavisen, at regeringens embedsmænd blev brugt til at producere indslaget til statsministerens private Facebookside. ”Et klokkeklart misbrug af embedsværket”, kaldte Sten Bønsing det.
I går spurgte Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt i Folketingets spørgetid Mette Frederiksen, om hun var enig i det. Det var hun ikke og henviste til, at et notat om ministres brug af sociale medier fra 2015 fastslår, at embedsmænd gerne må bidrage med udkast til indlæg til ministrenes profiler på sociale medier. Det blev skrevet under den forrige regering, og notatet blev sendt til Folketinget allerede i 2017.
Underforstået: Det er faktisk ikke nyt, at statsministre og andre ministre får hjælp til at skrive indlæg, hvad enten de bruges som kronikker eller opslag på sociale medier.
Faktisk er det slet ikke nyt, at regeringer forsøger at styre informationsstrømmen. Den udvikling accelererede allerede under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og er fortsat under statsministre fra både Socialdemokratiet og Venstre. Regeringerne har fået stadig flere pressemedarbejdere, og medierne må oftere lade sig nøje med skriftlige svar fra ministre uden mulighed for opfølgende spørgsmål. Det vil denne avis’ læsere formentlig også have bemærket.
Mediernes kritik af Mette Frederiksens kommunikation har været massiv den seneste uge. Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik skrev i en leder, at den har ”trumpistiske tendenser”, selvom hun kommunikerer mere ”forfinet og mindre aggressivt end Trump, men håndværket er det samme”.
”På Facebook og Instagram kommunikerer hun og hendes ministre simpelt og uimodsagt til deres vælgere. Og her signaleres, at de, der ikke er enige med regeringen, faktisk er modstandere af det nationale projekt, der er godt for alle. Det er populisme i trumpske dimensioner,” skrev Martin Krasnik blandt andet.
En anden journalist, Bo Elkjær fra Information, prøvede som journalist på Ekstra Bladet fra 2003 til 2007 at få et interview med den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om Irak-krigen. Det lykkedes først, efter at sagen havde været omkring Ombudsmandens bord. Bo Elkjær kalder derfor i et indlæg i fagbladet Journalisten Krasniks kritik for historieløs og ”ramt forbi skiven”. Mette Frederiksens pressehåndtering minder ikke om Donald Trumps men mere om Anders Fogh Rasmussens, og han gik endda længere, end Mette Frederiksen har gjort, mener Bo Elkjær.
En politisk kommentator, Noa Redington, tidligere spindoktor for daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), var mere afdæmpet end Krasnik i en klumme i dagbladet Politiken forleden. Hans pointe var, at statsministeren og de øvrige ministre har fået et ekstremt fokus på at kommunikere og på at fremstå i et positivt lys på de sociale medier. De reducerer al politik til at handle om kommunikation. De sover med mobiltelefonen under hovedpuden og er på alle platforme.
”Den ene dag med en bajer i hånden. Den næste til topmøde. En endeløs strøm. Virkeligheden er bare mere kompliceret. Særligt for Danmarks statsminister,” skrev han.
Mange politikere synes umiddelbart at mene, at det er nemmere at fremstå i et positivt lys, når de selv har magten over kommukationen fra start til slut – som man har på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter. Mette Frederiksen har flere gange fremhævet, at regeringen også har stillet flittigt op til pressemøder, hvor alle medier har adgang og kan stille spørgsmål. Som nu igen i aftes.
Men altså stadig med maksimalt to spørgsmål til hvert medie. Kommunikationen må trods alt have sine grænser.
Dagen før et nyt coronapressemøde bød statsminister Mette Frederiksen (S) indenfor på Marienborg og talte om julepynt, klejner, sne og den forestående jul. Hendes egentlige budskab i det knapt tre minutter lange filmklip var dog, at der ville blive nye stramninger i indsatsen mod corona, og de ville blive præsenteret på den følgende dags pressemøde. Klippet var produceret for offentlige midler, og det faldt oppositionen for brystet, at Mette Frederiksen lagde det ud på sin personlige Facebook-side, som hun udtrykkeligt ikke fører som statsminister, men som privatperson og politiker.
Statsministeren forsvarede på pressemødet sin flittige brug af sociale medier med, at både regeringen og myndighederne forsøger at være tilgængelige på så mange platforme som overhovedet muligt. Der er nu langt mellem de større interviews i for eksempel dagbladene. Brancheorganisationen Danske Medier har for nylig opgjort, at elektroniske og skrevne medier samt deres nyhedssider stadig er den helt dominerende kilde til nyheder for befolkningen. Kun tre procent angiver for eksempel Facebook som deres vigtigste nyhedskilde i undersøgelsen, der er foretaget af Kantar Gallup.
Mette Frederiksen (S) indbød sine følgere til at stille spørgsmål i en såkaldt live-streaming fra Statsministeriet, hvor især minksagen var i fokus. Hun har flere gange argumenteret med, at almindelige borgere kan stille lige så gode og vigtige spørgsmål som de professionelle journalister, og det blev i praksis afprøvet her. Der blev stillet kritiske spørgsmål som åbningsspørgsmålet om, hvorfor man skulle aflive sunde og raske mink uden for smitteområderne? Senere blev hun spurgt, om regeringen overvurderede cluster-5, og hvad det er, ”vi borgere ikke ved, siden regeringen panikkede og trykkede på den røde knap”?
Præcis som ved regeringens pressemøder og i de skriftlige svar, ministre ofte sender til medier, fik spørgerne dog ikke mulighed for at følge op på statsministerens svar. Ved corona-pressemøderne får hver journalist typisk to spørgsmål, og argumentet for det er blandt andet, at det giver flere medier mulighed for at spørge.
Syv kommuner i Nordjylland blev lukket ned, og statsministeren kaldte det i opslag på Facebook og Instagram for en ”skæbnestund” for de 280.000 borgere i kommunerne.
”Danmark kommer til at trække store veksler på jeres opbakning, tålmodighed og samfundssind. Hvis du har lyst til at vise Nordjylland, at hele Danmark bakker dem op, så kan du like eller dele opslaget her,” skrev Mette Frederiksen. Opfordringen til at ”like” fulgte 38.000 på Facebook, mens 6500 delte det, som hun bad om.
Lidt usædvanligt fik det dog også 1500 ”vrede” reaktioner, og i medierne blev det til en selvstændig og kritisk historie, at Mette Frederiksen på den måde søgte popularitet på den hårde beslutning, hun selv havde været med til at træffe. Et eksempel på, at sociale medier ikke altid er så enkle at styre sin kommunikation med, som politikere måske forestiller sig.
Forsøget på at fremstå evigt positiv, glad og smilende i total kontrol over enhver situation kan give bagslag. Som kommentatoren Noa Redington skrev i dagbladet Politiken den 13. december, er det i længden en dårlig strategi ikke at ville svare på de svære spørgsmål.