En gruppe unge dyster om at få bolden i mål i en sportshal. De unge, der har forældre med universitetsuddannelser, aldrig har følt sig fattige og kan få hjælp til lektierne, træder mange skridt frem og får med lethed bolden i mål. Unge fra belastede hjem efterlades længst tilbage på banen, hvorfra de ikke kan score mål.
Sådan er scenen sat i en ny videofilm på Socialdemokratiets Facebook-side. Statsminister Mette Frederiksen (S) afslutter dysten ved at træde frem og konstatere, at ikke alle børn har mulighed for at få bolden helt i mål.
”Når børns fremtid stadig kan være bestemt af deres baggrund, så er vi andre ikke lykkedes med at skabe et samfund med reelt lige muligheder for børn og unge. Jeg har truffet et valg. Jeg er altid på børnenes side,” lyder det fra statsministeren.
Helt centralt i Mette Frederiksens bestræbelser på at blive ”børnenes statsminister” står de knap 14.000 børn, der i dag er anbragt uden for hjemmet. Det svarer til godt en procent af alle børn og unge i alderen 0 til 17 år – en andel, der i øvrigt har været stabil i 100 år. Statsministeren vil sikre, at flere bliver anbragt tidligere og om nødvendigt med tvang, og at flere bliver bortadopteret.
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 44 procent af de tidligere anbragte som 30-årige hverken er i job eller uddannelse mod 16 procent af deres jævnaldrende. En anden undersøgelse har vist, at en femtedel af de anbragte børn oplever længere perioder uden skolegang.
Regeringen vil i januar præsentere en række initiativer, der skal forbedre de anbragte børns livschancer. Tanken er ikke ny. Skiftende socialministre har de seneste årtier haft fokus på anbringelsesområdet, og i 2011 trådte barnets reform i kraft.
Alligevel bliver anbringelser og forebyggende foranstaltninger for udsatte børn, der tilsammen koster samfundet omkring 14 milliarder kroner hvert år, ved med at være en af de største socialpolitiske knaster. Og området står med store udfordringer:
En tredjedel af alle anbringelser i familiepleje bryder sammen. Der er eksempler på børn og unge, som oplever syv forskellige anbringelser.
Det er kommunernes opgave at anbringe børn. Men sagsbehandlingen er ifølge flere jurister fejlbehæftet i en sådan grad, at det er et spørgsmål, om kommunerne er i stand til at løfte opgaven.
I en sørgelig sag fra den ellers så ressourcestærke Frederiksberg Kommune vakte det opsigt, at en pige uretmæssigt blev fjernet fra sin mor. Samtidig viste en konsulentrapport fejl i to tredjedel af børnesagerne, og en række sager skal nu gennemgås på ny.
Det er ifølge flere eksperter ikke Christiansborg-politikernes lovgivning på området, der er problemet, men derimod kommunernes vidt forskellige måde at forvalte børnesager på. Der er for eksempel stor forskel på, hvor mange børn kommunerne anbringer og på kvaliteten af sagsbehandlingen.
Kristeligt Dagblad har tidligere påvist, hvordan antallet af tvangsfjernelser er fordoblet siden 2007. Det sker, selvom samarbejdet mellem forældre, kommune og plejefamilier, ifølge eksperter er den vigtigste forudsætning for en god anbringelse. Samtidig viser en opgørelse fra Ankestyrelsen, at halvdelen af de forældre, der klager over en akut tvangsfjernelse, får medhold i deres klage.
Dertil kommer det retssikkerhedspolitiske aspekt. Kan vi som borgere have sikkerhed for, at staten altid er i stand til at afgøre, hvad der er til barnets bedste? Og tjener det barnets tarv at bryde kontakten med far og mor i forbindelse med eksempelvis en tvangsadoption, når al forskning viser, at det er de biologiske forældre, som anbragte børn bevarer kontakten til i voksenlivet?
Professor i socialret Kirsten Ketscher har konkluderet, at tvangsadoption kan kollidere med internationale konventioner om retten til familieliv. Senest har en dom ved Menneskerettighedsdomstolen i september 2019 fastslået, at en norsk bortadoption har krænket en mors ret til familieliv.
Uanset hvor sympatisk Mette Frederiksens ønske om at stille alle børn lige på boldbanen er, så er der ikke nogen sikkerhed for, at flere anbringelser i sig selv er midlet, der kan løfte flere børn væk fra samfundets bund. Men sikkert er det, at hele anbringelsesområdet har brug for en kraftig kvalitetssikring.