Mette Frederiksens politik og person har altid været omstridt

I valgkampen blev statsminister Mette Frederiksens (S) magtudøvelse et centralt tema. Da hun indledte sin politiske karriere på sit Socialdemokratiets venstrefløj, var hun ombejlet, ligesom da hun som formand flyttede sit parti til højre

Socialdemokratiet fik et nyt socialt indigneret medlem af Folketinget i 2001, da Mette Frederiksen blev valgt. Her ses hun på sin første dag i Folketinget.
Socialdemokratiet fik et nyt socialt indigneret medlem af Folketinget i 2001, da Mette Frederiksen blev valgt. Her ses hun på sin første dag i Folketinget. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

"De svage svigtes i vores velfærdssamfund".

Det var hvad 3. g-eleven på Aalborghus Gymnasium Mette Frederiksen sagde til sin formand og statsminister, da Poul Nyrup Rasmussen (S) besøgte Aalborg i 1996, efter at han havde indgået en aftale med De Konservative om at forkorte dagpengeperioden.

I dag, 26 år senere, søger hun genvalg som Danmarks statsminister efter en valgkamp, der blandt andet har handlet om et ja eller nej til hendes lederskab.

Strategier er skiftet i løbet af de 26 år, holdninger har ændret sig, og mundvigene har periodevist hævet og sænket sig på hendes smil. Men der er en gennemgående tråd i Mette Frederiksens fortælling om sit politiske virke: kampen for at forsvare de svageste i samfundet.

Lige præcis hvem af de svageste, der har været i centrum for Frederiksens opmærksomhed, har ændret sig. I 2002 var det nyvalgte folketingsmedlem optaget af vilkårene blandt de prostituerede, og hun lancerede på forsiden af dagbladet Politiken et forslag om at forbyde købesex.

"Det er min principielle holdning, at man ikke skal kunne købe sig til et andet menneske," sagde daværende ligestillingsordfører Frederiksen. Men det var åbenbart ikke ny S-politik, meddelte partiets retsordfører Sandy Brinck efterfølgende.

Kampen om købesex har Frederiksen aldrig vundet, men hun fik hurtigt markeret sig som en politiker med et stort socialt engagement, vurderer Thomas Larsen, politisk kommentator på Radio 4 og forfatter til en portrætbog om Mette Frederiksen, der udkom i 2019:

"Man kan kalde hende en venstresnoet, ung socialdemokrat, der var meget idealistisk, og som på det tidspunkt måske ikke havde det helt store blik for nødvendighedens politik og betydningen af at indgå kompromiser," siger han i dag.

"Det handlede om at få en hånd under de svageste grupper i samfundet og indrette socialpolitikken på de mest nødlidende i samfundet såsom de prostituerede," siger han.

Hendes "store sociale hjerte" bankede ikke kun for de svageste grupper i Danmark, men også for verdens fattigste, fortæller Thomas Larsen. Især Afrika optog Mette Frederiksen, der har en kandidatgrad i Afrikastudier og meldte sig ind i det sydafrikanske parti African National Congress, længe inden hun blev socialdemokrat. Som ung betragtede hun den hvide mand som skyldig i Afrikas fald, men efter gentagne besøg på kontinentet i slutningen af 1990'erne, måtte hun lave en af de første moderationer af sine markante venstrefløjsholdninger:

"Så kom jeg til et samfund, som var pilråddent med en korrupt regering og et korrupt politi, der konstant krævede bestikkelse. Nepotisme, incest, overgreb, vold mod kvinder og børn, flerkoneri, voldtægt af børn. Langsomt åbnede der sig en fortælling om et samfund, hvor de, jeg rejste ud for at hjælpe og anså for at være ofre, pludselig var gerningsmænd," sagde hun i portrætbogen "Mette F.", der udkom i 2016.

Syvmileskridt mod højre

Venstrefløjs-Frederiksen har efterhånden fået afslebet de indignerede kanter. Da hun i sommeren 2019 for første gang skulle overbevise danskerne om, at hun skulle være landets næste statsminister, rettede hun opmærksomheden mod den nedslidte bryggeriarbejder Arne Juhl, der lagde navn til den ordning om tidlige tilbagetrækning, Frederiksens regering fik vedtaget i 2020. Men engagementet for en pensionsmoden bryggeriarbejder er først kommet til senere, mener Thomas Larsen:

"Oprindeligt var hun engageret i den meget klassiske socialpolitik, der handler om at give bedre hjælp til dem, der har allermindst i samfundet, og som er allermest udsatte."

Den mest markante ændring er hendes ændrede blik på udlændingepolitikken, hvor hun har flyttet sig selv og sit parti mod højre.

Da hun i begyndelsen af 2001 stillede op som debuterende folketingskandidat i Ballerup-kredsen, mente hun, at der ikke var nogen grund til at diskutere, om Danmark skulle være et multietnisk samfund, når det allerede var blevet det.

Netop som hun var blevet valgt, kastede hun sig ud i en offentlig værdikamp mod Karen Jespersen, der indtil valget havde været indenrigsminister for Socialdemokratiet. Frederiksen mente, at den stramme udlændingekurs ville blokere for at løse integrationsproblemerne, og det var omsonst at iklæde sig Dansk Folkepartis udlændingepolitik:

"Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde det slagsmål," sagde Frederiksen til B.T.

Kigger man på Socialdemokratiet i dag, er vurderingen snarere, at partiet i en årrække stod stille i for herefter at tage adskillige skridt til højre i udlændingepolitikken.

Da de 14 partiledere mødtes til valgkampens første partilederdebat på dagen, hvor valget blev udskrevet, skulle politikerne holde et skilt op, der indikerede om de var enige eller uenige i: "Er det en god idé at oprette et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda?"

Det spørgsmål var ikke bare taget ud af den blå luft. Snarere den røde luft, for allerede i 2018 bekendtgjorde Socialdemokratiet, at man ville arbejde for at oprette et modtagecenter uden for Europa, og sidste år kunne daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) indlede forhandlinger om et asylsamarbejde med Rwanda. Nu var det altså med udgangspunkt i Socialdemokratiets forslag, at man diskuterede udlændingepolitik.

"Det imponerende ved den meget markante drejning af Socialdemokratiets udlændingepolitik er, at den er gået igennem med så få protester, som vi har været vidner til. Mange af de venstreorienterede i Socialdemokratiet godtog skiftet, fordi det lige netop var Mette Frederiksen, der gennemtvang det. Hvis det havde været en højreorienteret socialdemokrat, der havde foreslået det, kunne det være, at der havde været meget stærkere modstand," vurderer Thomas Larsen.

Ministertid gav højresving

Baggrunden for hendes højredrejning skal dels findes i hendes tid som medlem af Helle Thorning Schmidt-regeringen fra 2011 til 2015. Først som beskæftigelsesminister fik hun et meget direkte indblik i, hvor mange folk med indvandrerbaggrund, der ikke var en del af arbejdsmarkedet, og som blev en belastning for velfærdssamfundet frem for at blive en del af det. Da hun derefter blev justitsminister, fik hun briefinger fra efterretningstjenesterne og politiet, der gav hende et blik for kriminalitet begået af folk med indvandrerbaggrund og truslerne fra islamismen.

"Det har været med til at give hende nogle nye erkendelser og et ønske om at dreje udlændingepolitikken," siger Thomas Larsen.

Samtidigt mener han også, at flygtninge- og migranttilstrømning til Europa i midten af 2010'erne gav Frederiksen et perspektiv på, at antal betyder noget, og at det ikke går, hvis der bliver slået hul på Europas grænser.

"Mette Frederiksens drejning i udlændingepolitikken er ikke bare et spørgsmål om spin, taktik og strategi. Partiet har selvfølgelig skelet til, at Dansk Folkeparti i en lang årrække stjal vælgere fra Socialdemokratiet på grund af det her felt, men bag det her ligger en erkendelse hos Mette Frederiksen af, at det er nødvendigt at føre en stram udlændingepolitik. Det er et udtryk for en blanding af taktik og ægte overbevisning," siger Thomas Larsen

Kilder: "Mette F." af Bent Winther og Peter Burhøi, interview i "Det sidste måltid" på Radio 4 samt "Det første år" af Anne Sofie Kragh.