Mette Frederiksen har styrket Statsministeriet, men har hun også styrket demokratiet?

Mette Frederiksens (S) drøm om flere politiske muskler i Statsministeriet accelererer. Ønsket er naturligt - men problemet er bare, at hun samtidig udhuler fagministrenes og Folketinget, påpeger professor emeritus Tim Knudsen

”Det er en demokratisering af den almindelige politiske proces. Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering, og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvist vores demokrati. Og det må man aldrig nogensinde gøre,” siger hun til Ugebrevet Mandag Morgen om den nye udvidelse.
”Det er en demokratisering af den almindelige politiske proces. Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering, og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvist vores demokrati. Og det må man aldrig nogensinde gøre,” siger hun til Ugebrevet Mandag Morgen om den nye udvidelse. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

For det politiske Danmark kommer Mette Frederiksens (S) seneste træk næppe som en decideret overraskelse.

Hun har haft et årelangt ønske om at centralisere og styrke de politiske muskler i Statsministeriet, og ved regeringsskiftet i sommeren 2019 kom muligheden.

”Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det,” havde Mette Frederiksen udtalt kort forinden i journalisten Thomas Larsens portrætbog af hende.

For bordenden satte hun sig. En af hendes nu tidligere særlige rådgivere, Martin Rossen, blev stabschef og fik en plads i de helt centrale regeringsudvalg, økonomi- og koordinationsudvalget.

Fredag morgen kom næste skridt så. Statsministeriet hyrer mellem 15 og 20 nye embedsmænd og når op over 100 ansatte. Ministeriet har aldrig været større siden oprettelsen i 1914. Martin Justesen, en anden af Mette Frederiksens særlige rådgivere, bliver ny stabschef efter Martin Rossen.

Økonomi- og Koordinationsudvalgene udvides, og Mette Frederiksen åbner døren for, at flere særlige rådgivere kan sidde med om bordet, når de centrale ministre mødes. Udvalgene lyder usexede, men er blandt de fora, hvor de absolut vigtigste beslutninger i dansk politik tages.

Spørgsmålet er nu, om et styrket statsministerium også er et styrket demokrati?

Det mener Frederiksen selv.

”Det er en demokratisering af den almindelige politiske proces. Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering, og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvist vores demokrati. Og det må man aldrig nogensinde gøre,” siger hun til Ugebrevet Mandag Morgen om den nye udvidelse.

Logikken er som følger: Hvis et magtfuldt embedsværk får ministrene til at danse efter deres pibe, ikke omvendt, bliver for lidt af regeringens politik gennemført. Og hvis Mette Frederiksen og hendes nærmeste ikke får mere kontrol med fagministrene og deres planer, bliver regeringens overordnede politiske mål ikke realiseret. Det svækker ikke kun tilliden til S-regeringen, men til demokratiet som sådan.

Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab på Københavns Universitet, der i årevis har forsket i dansk demokratihistorie, er uenig. Faktisk er det ”noget pladder”, mener han.

”Det er et fremskridt, at stabschefen ikke længere formelt set er medlem af økonomi- og koordinationsudvalgene. Man har ikke som i Martin Rossens givet en person magt i regeringsudvalgene, som vedkommende ikke kan drages til ansvar for efterfølgende,” siger Tim Knudsen.

Alligevel er han skeptisk. Udvidelsen af Statsministeriet følger en årtier lang tendens med mindre magt til fagministrene.

Før sev magten til Finansministeriet. Nu siver den til Statsministeriet.

”Finansministeriet og Statsministeriet er en duopol i toppen af systemet med enorm magt. Det betyder, at fagministre i højere grad bindes op på regeringsprogrammer og beslutninger, de ikke har indflydelse på.

Det er ganske naturligt, at en statsminister vil have mere magt til at gennemføre sin politik. Men Mette Frederiksens misforståelse, påpeger Tim Knudsen, er, at demokratiets legitimitet langtfra kun består i en magtfuld regering. Det består også i et magtfuldt Folketing – deraf det parlamentariske demokrati.

Formelt set er fagministrene de øverst ansvarlige, og hele juraen er bygget op sådan, at miljøministeren står på mål for miljølovgivning, kulturministeren for kulturlovgivning – og så fremdeles.

Tim Knudsen frygter nu, at de to centrale regeringsudvalg med fem ministre i hver – i tillæg til Statsministeriets større magt – udhuler ministerstyret yderligere.

”Det her er endnu en svækkelse af fagministrene – ikke en styrkelse af demokratiet. Parlamentarismen, Folketingets mulighed for at kontrollere regeringen, forbedres ikke med et større statsministerium,” siger Tim Knudsen.