Mette Frederiksens vandring ud af de røde paroler

Den socialdemokratiske beskæftigelsesminister forsvarer en vækstplan, der rammer de svage og tilgodeser erhvervslivet. Trods sin forandring er Mette Frederiksen stadig en klassisk arbejderforkæmper, lyder bedømmelsen

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

En kold novemberdag i 2001 står 23-årige Mette Frederiksen foran Netto i Måløv vest for København og lader folk, der er på vej gennem den bidende kulde, mærke hendes varme sociale hjerte banke for arbejdernes sag. Hendes stærke engagement og retoriske evner skal bringe hende i Folketinget for første gang.

Det lykkedes overbevisende, og siden har hun gjort en dyd ud af at møde sine vælgere på gaden i Ballerup hver lørdag formiddag.

Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen efter denne uge stadig kan se sine vælgere i øjnene efter at have måttet forsvare regeringens nye vækstplan, der skal sikre arbejdspladser ved at lempe selskabsskatten på bekostning af arbejdsløse og studerende. En plan, der gør ondt i den socialdemokratiske sjæl og har skabt den måske største uro i partiet, siden det kom til magten forrige år. Det handler om socialdemokratiske kerneværdier, som hun er kendt og anerkendt for at stå ved og kæmpe for.

Mandag aften på tv måtte beskæftigelsesministeren stå i kulden igen, denne gang foran sit hus i Ballerup og forklare regeringens politik og stå på mål for beskyldninger om at gøre livet hårdere for samfundets svage og lettere for de rige.

Mette Frederiksen er blevet en stærk markør for regeringens midtersøgende økonomiske politik, hvilket har ført til store protester internt i de to røde regeringspartier, SF og S.

Hendes centrale rolle i denne tid skyldes, ud over ministerjobbet, at Mette Frederiksen befinder sig tæt på partitoppen og har sæde i det magtfulde økonomiudvalg. Samtidig betragtes hun som en ægte socialdemokrat, der respekterer sine vælgere, og hun har længe været i betragtning som en oplagt arvtager efter Helle Thorning-Schmidt.

At komme dertil har krævet en politisk bevægelse for Mette Frederiksen. Gennem tiden og ikke mindst som minister har idealisten Mette Frederiksen dog måttet erkende kompromisets magt på Christiansborg.

Det er heller ikke første gang, at hun har måttet bøje sig for partiets midtersøgende linje og gå på kompromis med egne holdninger blandt andet på udlændingeområdet. Hvis man vil til tops i politik, må man sluge nogle kameler, lyder parolen på Christiansborgs gange.

Det har hun gjort og flyttet sig fra rollen som den socialt indignerede skrigeskinke med socialpolitiske paroler til en respekteret og anerkendt politiker også blandt politiske fjender, der er imponerede over hendes retoriske evner. Borgerlige politikere anser hende for en af de dygtigste politikere i regeringen. Som minister har hun stået i spidsen for afgørende aftaler som dagpengereform, beskæftigelsesindsats, reform af førtidspension og fleksjob samt andre mindre sager, der alt sammen har skabt respekt omkring hende.

LÆS OGSÅ: Den nye politiske virkelighed

Regeringens politik og den dalende vælgertilslutning til Socialdemokraterne har dog bragt Mette Frederiksen i en dårligere position som partiets kronprinsesse. Det vurderer professor emeritus i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet Tim Knudsen.

Mette Frederiksen er klemt som kandidat til at efterfølge Thorning-Schmidt, der næppe som formand kan overleve et nyt valg med tilbagegang. Hun har fået en meget vanskelig post i forhold til sit image som socialt indigneret, men har egentlig holdt en ret god balancegang ved at pege på positive elementer ved forskellige ændringer og stramninger over for arbejdsløse, siger politologen.

Hans vurdering af Mette Frederiksen er, at hun altid har været realpolitiker, og at det kun er et spørgsmål om, hvor langt hun kan være det uden at virke helt holdningsløs. Og i øjeblikket er hun altså i risikozonen, men det er også hele hendes parti og SF for den sags skyld, understreger Tim Knudsen.

Arbejderen har altid været helt central i Mette Frederiksens politiske projekt, og det har ikke ændret sig trods hendes politiske rejse, understreger lektor Johannes Andersen, der forsker i politik og administration ved Aalborg Universitet, og som havde hende som studerende i faget samfundsfag.

Det er synet på arbejderens rettigheder og pligt, der har ændret sig til at handle mere om pligter end rettigheder. Den bevægelse har måske været svær for Mette Frederiksen. Hun kæmper for at få folk ind på arbejdsmarkedet, og i den kamp har hun også indset, at man må trimme velfærdsstaten og indtage konkurrencestatens logik. Det er et paradigmeskifte, hun har accepteret som minister, og som hun er parat til at insistere på, siger han.

SFs folketingsmedlem Özlem Cekic, der i denne uge kritiserede regeringens plan, mener, at man stadig kan mærke Mette Frederiksens sociale hjerte banke, men at hun åbenlyst arbejder under svære vilkår.

Mette Frederiksen er ifølge centrale personer i Social-demokraternes folketingsgruppe ikke til at komme udenom i partiets fremtid, hvor hun vil høre til den absolutte inderkreds i partitoppen.

I fagbevægelsen er respekten for Mette Frederiksen også bevaret, herunder i LO, hvor hun var ungdomskonsulent en overgang.

Jeg kan sagtens genkende den Mette Frederiksen, som jeg har kendt i mange år, og som ligger i hendes tilgang til tingene. Hun er i den grad et engageret menneske, og når hun først er overbevist om noget, bider hun sig fast på det og argumenterer for det, så det er logisk for alle. Hun er en stor gevinst for regeringen og for arbejdsmarkedets parter, som hun er god til at lytte til, siger LO-formand Harald Børsting.

Han mener, at der er opstået en stereotyp opfattelse af, hvad Socialdemokraterne er, og anerkender ikke kritikken af Mette Frederiksens ifølge ham meget løsningsorienterede måde at sikre arbejdspladser på.