"Jeg siger ikke, det er nemt. Det er politik aldrig."
Mette Frederiksen, 2019
Onsdag den 5. juni 2019. Sjældent har der været et folketingsvalg, hvor det fra første færd har stået så klart, at magten ville skifte side. Statsministerposten har i samtlige meningsmålinger, exit polls og optællinger tilhørt den 41-årige kvinde, som hen mod midnat ankommer i bil til Christansborg, går direkte ind gennem kødranden af mediefolk til Fællessalen og holder en sjældent afdæmpet sejrs-tale.
Hun har mange at takke. De unge, som gjorde dette til danmarkshistoriens første klimavalg. De pædagoger og forældre, som gjorde det til børnenes valg. Venstres uberegnelige, dristige høvding, Lars Løkke Rasmussen, som hun højst usædvanligt beder sine sejrende socialdemokrater klappe anerkendende hele vejen ud af Statsministeriet. Og ikke mindst alle de udlændingepolitiske strammer-vælgere, der ved sidste valg farvede det politiske danmarkskort lige så gult som den jakke, hun har valgt at tage på denne valgaften. Gule vælgere, som er vendt tilbage til rød blok efter 10-15 år hos Dansk Folkeparti ovre på den blå side, som det udtrykkes i mediernes dybt ulogiske farve-terminologi.
”I har været væk fra os. Nu er I tilbage. Tak for det,” siger Mette Frederiksen, som i sin tale holder sig stærkt tilbage med at love mere, end at hun vil gøre sig umage.
”Retningen den er klar: Et bedre og endnu mere retfærdigt Danmark,” lyder den håbefulde, uklare erklæring.
Mette Frederiksen er på sin vej til sine 48 socialdemokratiske mandater nået hele Danmark rundt i sit partis røde valgbus. Hun har fået madforgiftning til fællesspisning i Frederikshavn, fået et drop i hånden på Herlev Sygehus, præsenteret naturudspil ved Silkeborgsøerne, handicapudspil på Faxe Vandrerhjem og fået vand i gummistøvlerne ved Skagen Strand.
Hun har klima-demonstreret med den 16-årige svenske klima-superstjerne Greta Thunberg på Christiansborg Slotsplads, givet sit musikalske bud på ”lyden af Socialdemokratiet” – det viste sig at være Kim Larsen – i radioen og udkæmpet en række skarpe tv-dueller med sin yndlings-rival fra Venstre. Lars Løkke har anklaget hende for med sin røde fordelingspolitik at ville gøre Danmark fattigere og betegnet løfterne om tidligere pensionering til de nedslidte som ”bluff”. Men han har også anerkendt hende for at være drevet af ægte engagement og indignation.
”Det er ikke teater, når du møder folk, som er i klemme,” sagde Løkke på direkte tv nogle dage før valget. Et skudsmål, ingen socialdemokratisk valgstrateg kunne have ønsket sig bedre.
Er du interesseret i Kristeligt Dagblads politiske dækning? Så tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev her.
"Det er en kold tid, som vi lever i."
Anker Jørgensen, 1977
Lørdag den 19. november 1977. Danmark er en nation i dyb krise. I sin nytårstale har den socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, citeret en af Kim Larsens populære sange: "Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser". Fordi den ”udtrykker noget centralt i menneskets opfattelse af tilværelsen netop nu”. På denne kolde novemberdag skriver Kristeligt Dagblad på sin forside om en uhyggelig rekord: ”Kvart million er ledige i juleugen”.
Samme dag bliver en lille pige født i Aalborg. Hun får navnet Mette og vokser op i et arbejderhjem som første generations student, men fjerde generations partisoldat. Som ”del af en familie, hvor man troede mere på Socialdemokratiet end på Gud”, som Berlingske-journalisten Thomas Larsen formulerer det i bogen ”Mette Frederiksen. Et politisk portræt”.
Faderen er typograf og tillidsmand. Moderen er pædagog. Det er et hjem, hvor man kender værdien af hårdt arbejde. Et hjem, hvor man ikke bliver kørt til svømmetræning af sin far, for hvad har man ellers fået en cykel for? Et hjem, hvor man får kartofler, sovs og kogte grønsager, ikke nymodens salater med rå blomkål, lyder beretningen fra Mette Frederiksens egen mund om denne nærmest arketypisk socialdemokratiske opvækst som en pige af folket. Ikke en pige med fine fornemmelser, uddannelse fra et europæisk eliteuniversitet eller hang til foie gras og Gucci-tasker.
Hendes første idoler er skikkelser fra partiets stolte fortid. Landsfaderen Thorvald Stauning. De svages stemme i pressen, Peter Sabroe. Og Anker Jørgensen, som ved valget i hendes fødeår 1977 havde skaffet Socialdemokratiet 65 mandater og dannet regering, men havde det svært med De Radikale, som han sagde var lige så svære at holde på som et stykke vådt håndsæbe.
Ved valget i 1990 skaffede Svend Auken, Ankers afløser som formand, Socialdemokratiet hele 69 mandater. Men ikke regeringsmagten. På grund af De Radikale. I det frederiksenske barndomshjem bakkede man pr. definition op om formanden og var derfor rystet, da Socialdemokratiet i 1992 skiftede Svend Auken ud for under Poul Nyrup Rasmussens ledelse at række ud mod De Radikale og regeringsmagten.
"Giv Mette en ølkasse eller en talerstol - hun kan holde en tale, så folk lytter efter."
Frank Jørgensen, 2001
Onsdag den 14. november 2001. På en iskold efterårsaften står en selvbevidst ung kvinde uden for en Netto-butik i den københavnske omegnskommune Ballerup og deler røde, socialdemokratiske roser ud. Hendes lokale kredsformand, Frank Jørgensen, fremhæver over for Kristeligt Dagblad den knap 24-årige førstegangs-folketingskandidats evner og udtaler de profetiske ord: ”Hun bliver statsminister.”
Politisk interesseret er Mette Frederiksen, lige fra hun er barn. Hun kæmper for verdens dyr ved at adoptere en kaskelothval. Hun engagerer sig i kampen mod apartheid og forsøgsdyr i kosmetikindustrien. Hun kritiserer som aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Nyrup-regeringen for ikke at være rød nok. På partiets interne skala ligger hun klart til venstre og får i de tidlige folketingsår det skudsmål, at hver gang hun tager ordet, lyder det, som om hun holder en 1. maj-tale. Senere giver anonyme socialdemokrater hende det uskønne kælenavn ”skrigeskinken”.
Ved valget i 2001 kommer hun i Folketinget, men hendes parti taber med et brag regeringsmagten. Hun retter blandt andet skytset mod partifællen, den udlændingepolitiske strammer Karen Jespersen og dennes snak om at anbringe asylansøgere på øde øer.
”Der er altså udfordringer, der er større for Danmark, end de få familiesammenføringer, vi trods alt får til landet,” udtalte Mette Frederiksen. Dengang.
"Du skal finde din egen vej."
Helle Thorning-Schmidt, 2015
Søndag den 28. juni 2015. På en regnvåd sommerdag holder det gamle regeringsparti kongres efter endnu en gang at have mistet statsministerposten til Venstre. Ud af årelang splittelse mellem en Nyrup-fløj og en Auken-fløj voksede et nyt SR-regeringssamarbejde 2011-2015 med SF som partner de første tre år. Med Helle Thorning-Schmidt som statsminister og Mette Frederiksen som først beskæftigelses-, siden justitsminister. En minister, der taler med store bogstaver, hvis embedsfolkene ikke lever op til forventningerne, og som må føre en meget lidt rød politik ud i livet som del af en regering, der som grundlag har en radikal passus om, at man skal ”videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand”.
I efterdønningerne af finanskrisen er der brug for en økonomisk påholdende ”nødvendighedens politik”. Thornings SR-projekt vil eliminere alt, der kan vække mindelser om Anker Jørgensens regeringer i massearbejdsløshedens og den økonomiske afgrunds 1970’ere. Men uenigheder giver splittelse og løftebrud, projektet kuldsejler, og Thorning overlader formandsposten til den 11 år yngre Mette Frederiksen, som langsomt har manøvreret sig ind fra venstre til en position som det eneste bud på en efterfølger.
”Kære Mette. Jeg vil sige det ligeud: Du bliver en fantastisk formand for vores parti. Og endnu vigtigere. Når danskerne igen skal tage stilling, så bliver du en stærk og beslutsom statsminister. Du bliver en statsminister for hele Danmark. For Socialdemokraternes formand skal altid have som mål at stå i spidsen for vores land. Hele landet. Der findes ingen mellemløsninger. Det kan ikke være anderledes. Du skal finde din egen vej. Du skal gøre tingene på din måde. Det parti, som vælger dig som formand, er parat til at følge dig,” siger Thorning ved magtoverdragelsen.
Umiddelbart ser Mette Frederiksens vej ud til at gå i den politisk stik modsatte retning af forgængernes. Men i Thomas Larsens biografi kaster den socialdemokratiske formand dog en smule slør over, hvor vejen egentlig går hen. Hun er nemlig enig med Thorning i, at succeskriterium nummer ét er at skaffe partiet regeringsmagten:
”Det er den vigtigste opgave. Derfra kan man diskutere retning, kompas og indhold.”
"Hjertet kan se noget, som vores øjne ikke kan."
Mette Frederiksen, 2016
Lørdag den 2. april 2016. Grundtvigs Kirke i København er fyldt til bristepunktet med socialdemokratiske partiveteraner. Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Knud Heinesen, Kjeld Olesen og mange flere. Veteranen over dem alle, Anker Jørgensen, er død i en alder af 93 år. Hele partiet, hele Danmark er i sorg over den gamle, ægte socialdemokrat, som foretrak lejligheden i Sydhavnen frem for statsministerresidensen Marienborg, fordi det var så svært at finde øloplukkeren i dén husholdning. Som måske ikke havde en doktorgrad i nationaløkonomi, men som forstod at tale med almindelige mennesker.
I sin tale ved Ankers kiste hylder Mette Frederiksen ham som en hædersmand, som vidste, at ”vores fremtid kan ikke defineres af hverken logik, rationalitet eller nødvendighed alene. Hjertet kan se noget, som vores øjne ikke kan”, som hun udtrykker det.
At én socialdemokratisk formand ved en begravelse taler smukt om en forgænger er ikke i sig selv usædvanligt. Men det bemærkelsesværdige er, at Mette Frederiksen ofte taler partiet og nationen tilbage til tiden før 1992. Før fløjkrigene, splittelserne og idéen om De Radikale som fast regeringspartner satte ind.
Poul Nyrup Rasmussen har fremhævet, at Mette Frederiksen har ”følelserne” til at få magten. Mogens Lykketoft har betegnet hende som ”en socialdemokratisk urkraft”. Men hvis mindet om Anker Jørgensen var sløret i Thorning-årene, så er det i Frederiksen-årene mindet om årene med Nyrup, Lykketoft, Thorning og SR-parløb, der forsøges visket ud. Nu gælder det ikke mere højreorienteret fordelingspolitik og blød udlændingepolitik, men venstreorienteret fordelingspolitik og stram udlændingepolitik. Fra nødvendighed til følelser.
Det var Nyrup Rasmussen, der i 1999 fra Folketingets talerstol udtalte de berømte ord til Dansk Folkeparti: ”Stuerene, det bliver I aldrig.” Siden bare voksede og voksede DF’s magt. Lige indtil Mette Frederiksen i 2017 indledte et tæt udlændinge- og velfærdspolitisk parløb med DF. En politisk omfavnelse, der definitivt gjorde DF stuerent – men samtidig sendte det på én lang vælgermæssig nedtur mod onsdagens katastrofevalg.
"Af hele mit hjerte er jeg dybt taknemmelig over min socialdemokratiske arv."
Mette Frederiksen, 2019
Torsdag den 13. december 2018. Under overskriften ”Bye bye Ballerup: Mette F. flytter til Nordsjælland” skriver Ekstra Bladet om, at Mette Frederiksens vej på det helt private plan er gået fra et parcelhus i Ballerup til en villalejlighed i Hareskovby. Med ind i den nye bolig flytter partiformandens kæreste, filmfotografen Bo Tengberg, som hun skal giftes med i sommeren 2019. Mette Frederiksen var frem til 2014 gift med direktør Erik Harr, med hvem hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne. Nu begynder et nyt kapitel i hendes liv med en ny mand og i alt fem sammenbragte børn – og ny bopæl.
Selvom artiklen ikke indeholder injurier, bliver den mødt med en decideret mod-kampagne fra Socialdemokratiets partikontor, som argumenterer for, at formanden ikke bor i Nordsjælland, men ”mellem Herlev og Værløse”. Formiddagsavisen står imidlertid fast på, at Hareskovby ligger i Furesø Kommune, som hører til Nordsjælland.
Denne kombination af forholdsvis trivielle privatlivs-oplysninger og strid om geografien kan forekomme mystisk på afstand af disse omegnskøbenhavnske lokaliteter. Men det, som er på spil, er noget, man i Socialdemokratiet ved er meget, meget dyrebart: fortællingen om partilederen.
Ordet Nordsjælland er belastende på grund af dets klang af borgerlig whiskybælte-overklasse, uanset hvor lidt Hareskovby i virkelighedens verden har med dét at gøre. Derfor bruger Ekstra Bladet dén betegnelse. Ballerup og Herlev klinger derimod af gode, socialdemokratiske vestegns-højborge fulde af almennyttigt boligbyggeri og almindelige, jævne lønmodtagere, som det er passende for arbejderklassepigen fra Aalborg at bosætte sig iblandt.
Måske var dét ligefrem den vigtigste kamp at vinde. Kampen om partiformandens omdømme som en kvinde, den jævne dansker kan have tillid til. En ægte socialdemokrat, der ikke spiller teater, men har hjertet på rette sted, Kim Larsen på cd-afspilleren - eller streaming-playlisten - og føling med såvel den almindelige lønmodtager som den 150-årige socialdemokratiske arv, hun i sin sejrstale på valgnatten erklærede sin stolthed over at være en del af.
Vælgerne har talt. Nu skal der diskuteres retning, kompas og indhold og derefter regeres. Denne gang er der ikke skrevet politiske drejebøger, kontrakter med vælgerne eller tværpolitiske løfter om ”fair forandring”. Vi ved faktisk ikke ret meget om vejen videre frem i dansk politik. Andet end at det bliver Mette Frederiksens vej.