De står ved en skillevej, Mette og Flemming, 44 og 45 år. I over to år har de forsøgt at blive gravide med insemination og reagensglasbehandling, men uden held. Nu sidder de til en konsultation på den fertilitetsklinik, hvor de får behandling, og skal beslutte, om det næste forsøg skal være med æg doneret af en fremmed kvinde.
“Det er underligt for os begge, at der kommer byggesten ind fra en anden, som vi ikke ved, hvem er. Jeg skal acceptere, at det ikke er mine æg. Det er svært,” siger Mette og får rakt et par papirlommetørklæder af medarbejderen på klinikken.
Scenen er fra november 2020. I juni 2022 møder Kristeligt Dagblad Mette og Flemming igen. Nu har de været i fertilitetsbehandling i over fire år. De har for længst glemt deres forbehold for de fremmede æg. Mette har til dato fået æg lagt op 17 gange, og de syv er med æg fra to forskellige donorer.
Hun har spist 1638 piller og taget 1177 stikpiller i forsøget på at blive gravid. Hun har fået 129 scanninger, 137 indsprøjtninger, fire kikkertundersøgelser af livmoderen, en operation og haft to aborter. Hun har ført et nøje regnskab over behandlingerne i Excel-ark. De har kostet mere 300.000 kroner på private fertilitetsklinikker.
Den gode nyhed er, at hun er gravid. Det er stadig tidligt: Hun er to måneder henne og har aborteret før. Det er også sidste udkald: Til efteråret fylder hun 46 år og kan ifølge loven ikke mere modtage behandling i Danmark.
De seneste uger har Kristeligt Dagblad undersøgt udviklingen i fertilitetsbehandling i Danmark. Nye teknologier kommer hele tiden til, så stadig flere mennesker kan få de børn, de ellers ikke kunne få. Men med mulighederne følger også svære debatter om, hvem der har ret til at få et barn.
I denne artikel taler Mette og Flemming om det spørgsmål, der ligger under alle de andre: For hvad er det for en kraft, der er så stærk, at nogle mennesker vil gøre næsten hvad som helst for at blive forældre?
Mange vil mene, at Mette og Flemming er gået linen ud. Men det mest overraskende er, at sådan føler de faktisk ikke selv.
Der er altid en mulighed
Deres familier ved ikke, at de er i fertilitetsbehandling, og derfor er deres efternavne ikke i avisen.
Mette er i en blomstret kjole med et bælte i livet, brunt, glat hår i skulderlængde, velholdt og sød. Flemming er lys, blå øjne, skaldet. Han taler med jysk dialekt og ditto lune.
De mødte hinanden, da de var omkring 40 år, og fra starten forsøgte de ikke at forhindre en graviditet.
“Men på et tidspunkt begyndte vi at tale om, at det ikke ville ske, hvis vi ikke gjorde noget. Så vi gik ind på en fertilitetsklinik i april 2018. Vi skulle bare have en samtale. Men vi kom ud med en pakke hormoner i hånden,” siger Mette.
Pointen er, at behandling har været lidt som at gå ad en bugtet sti, hvor målet hele tiden måske vil vise sig om næste hjørne.
“Selvfølgelig er vi stoppet op mange gange og har tænkt: ‘Hvornår er nok nok’. Men det bliver på mange måder et projekt, hvor man arbejder sig hen imod en positiv test. Ingen har nogensinde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre. Tværtimod har der hele tiden været et eller andet, man kunne ændre i behandlingen eller gøre anderledes. Det er de her små håb, der holder dig i gang,” siger Mette.
Heller ikke Flemming føler, at de er gået til ekstremer. De har simpelthen taget de muligheder, de har fået anvist.
“Jeg er jo en mand, vi skal have det enkelt: Det er lige som at reparere en motor. Målet er, at den skal virke. Så skifter man et tændrør, og fungerer det ikke, prøver man med et brændstofrør. Sådan har jeg det lidt,” siger han.
Mette har været i flere lange forhold i sit liv. Men midt i 30'erne var hun alene og tænkte på, om hun skulle få et barn som solomor med donorsæd ligesom flere af hendes veninder. Hun forkastede tanken:
“Jeg har altid sagt, at jeg hellere vil have manden end barnet,” siger hun, og også Flemming har en drøm om familien med Mette mere end om barnet alene.
“Jeg ved, at du har tænkt på, om jeg ville forlade dig for det her,” siger han til hende:
“Det har aldrig været i mine tanker overhovedet.”
De har et godt liv, og det vil de også have, selv hvis de ikke får deres egne børn, siger de. Man kan bo med venner med børn, man kan få plejebørn, nævner de som andre muligheder for at have børn i deres liv.
Men børn leverer den følelse af “ubetinget kærlighed”, siger Mette.
“Og jeg tror alligevel, den følelse er en anden, hvis det er dine egne,” siger Flemming.
Børn er adgang til et forældre-fællesskab, fra ture i Djurs Sommerland til skolehjemsamtaler; de giver mulighed for at løfte blikket fra sig selv til noget andet; for at tage et ansvar og for at lære noget vigtigt om livet, remser Mette op.
Flemming siger, famlende og helt præcist:
“Mennesket er jo skabt til at formere sig. Det ligger så dybt i os. Jeg kan bedst beskrive følelsen sådan, at hver gang et forsøg er mislykkedes, har der kun været ét svar: Vi skal videre med næste forsøg.”
Hvor går grænsen?
Og nu er Mette gravid.
Men næste skridt var allerede planlagt, hvis det ikke var lykkedes endnu. Så ville parret prøve en ny ægdonor, den tredje i alt, og lade halvdelen af æggene befrugte med donorsæd. Såkaldt dobbeltdonation blev tilladt i 2018 og betyder, at Mette, hvis hun blev gravid, ville bære og føde et barn, som hverken hun eller Flemming er genetisk beslægtet med.
“Barren rykker sig hele tiden,” siger hun.
Spørgsmålet er, hvor grænsen går for de muligheder, de kunne tænke sig at tage i brug?
“Jeg tror virkelig, det er svært at tage beslutningen om at stoppe selv,” siger Mette.
Men heldigvis er deadline sat, understreger Flemming: Til efteråret ville tiden under alle omstændigheder løbe ud, for da fylder Mette 46 år og kan ifølge loven ikke længere modtage behandling i Danmark.
“På den måde er aldersgrænsen god. Derefter ville det være en anden boldgade uden om systemet her i landet. Og så er det måske, at vi bare skal acceptere den situation, vi står i,” siger Flemming.
Mette tvivler også på, hvor meget mere hun ville kunne holde til.
“Det seneste halve år har vi haft flere snakke om, hvad der også er godt ved ikke at have børn. Jeg føler mere og mere, at jeg ikke magter at tage al den medicin. Vi er ved at være ved slutstregen,” siger hun.
Et par dage senere sender hun sit Excel-ark, der usentimentalt fører regnskab over, hvor meget behandling, hun faktisk har fået.
Men endnu et par dage senere skriver hun en sms:
“Jeg vil blot fortælle, at vi i sidste uge desværre fik den triste besked, da vi var til scanning, at der ikke var hjerteblink mere på trods af, at vi havde fået lovning på en 95 procent succesrate. Vi er helt knuste og dybt ulykkelige over, hvad der er sket - og jeg fik det fjernet på hospitalet i fredags. Vi skal nu til at finde ud af, hvad der nu skal ske, og hvad vi har af muligheder. Men vi har begge en følelse af, at vi bliver nødt til at forsøge igen hvis muligt,” står der i beskeden.