For Nanna handlede det snarere om at overvinde sig selv end egentlig lyst. For første gang i flere måneder var den lokale svømmehal genåbnet efter coronavirussen.
I omklædningsrummet foldede hun sit tøj sammen og lagde det i skabet. Hun fandt sin badedragt frem fra tasken og trak den over kroppen. Kroppen. I hele sit liv havde hun forsøgt at ignorere den og det faktum, at hun er svært overvægtig. I spejlet så hun sit ansigt med de brune øjne og det mørke hår. Under det var der en eller anden krop, som hovedet ganske vist sad på, men som ellers ikke kom ansigtet noget ved. Hun ignorerede den. Når hendes blik nåede hagen, så var det som om, at hjernen sagde: ”Hertil og ikke længere”.
Sådan forholder det sig ikke længere. Nu tager Nanna i svømmehallen for at bevise over for sig selv, at de to dele er uløseligt forbundet. Hun forstår nu, at hendes hidtidige syn på kroppen har været en konsekvens af et langt liv med en spiseforstyrrelse.
”Det er nok min vigtigste erkendelse. For første gang i mit liv er jeg ved at blive forsonet med mig selv,” siger hun.
Det er tre år siden, at den 39-årige Nanna første gang hørte om spiseforstyrrelsen BED – også kaldet tvangsoverspisning. Hun møder Kristeligt Dagblad i sit hjem på Amager, hvor hun har indvilget i at tale om sit liv med en for mange mennesker ukendt spiseforstyrrelse, inden vi skal følges til en konference om samme emne. Ved hendes side sidder den 37-årige Mia, der ligeledes lider af BED. De to mødte hinanden i det igangværende behandlingsforløb for deres spiseforstyrrelse, som de begyndte på sidste efterår.
De ønsker ikke at få deres efternavne i avisen. Adspurgt hvorfor svarer de, at de endnu er ved at lære at acceptere sig selv. At de ikke er klar til at stå frem over for kolleger og venner. Og at de er bange for negative kommentarer på sociale medier som Facebook, når først denne artikel ligger på nettet.
”Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg bare skulle tabe mig og dyrke noget motion. Det gælder alle, jeg har mødt privat såvel som i sundhedssystemet. Det har altid handlet om vægten, for der hersker en enorm uvidenhed om BED. Ingen har nogensinde spurgt, hvorfor jeg spiser,” siger Mia, der til dagligt arbejder som socialrådgiver.
I en rapport til Folketingets sundhedsudvalg vurderede Sundhedsstyrelsen i 2016, at 40.000 til 50.000 danskere på mellem 15 og 45 år lider af BED. Spiseforstyrrelsen skønnes dermed at ramme flere end sygdomme som anoreksi og bulimi – tilsammen.
BED er kendetegnet ved, at man gentagne gange oplever et pludseligt, nærmest ustyrligt behov for at spise store mængder mad inden for et kort tidsrum. Det vurderes, at 75 procent af patienterne med BED ligesom Nanna og Mia er moderat til svært overvægtige – altså at deres kropsmasseindeks, det såkaldte BMI-tal, er over 25.
Det pludselige behov for mad opstår typisk i pressede situationer. Det kunne være i kølvandet på et heftigt skænderi eller efter en dårlig dag på jobbet, og madindtaget efterfølges oftest af en skamfølelse. I sin rapport skriver Sundhedsstyrelsen derfor, at ”BED bør betragtes som en psykiatrisk sygdom, der kræver et behandlingstilbud på linje med andre spiseforstyrrelser”.
Alligevel findes der foreløbig blot syv private og foreningsningsdrevne behandlingstilbud i Danmark, og alle melder de om lange eller sågar lukkede ventelister. Det skyldes først og fremmest, at spiseforstyrrelsen først står til at blive optaget på det europæiske diagnoseklassifikationssystem, ICD, i 2022, hvorfor man endnu ikke kan få behandling i det offentlige sundhedsvæsen.
”Jeg har fundet trøst i at spise lige så længe, jeg kan huske,” siger Nanna og fortæller, hvordan hun som barn gjorde alt, hvad hun kunne for at tjene lommepenge til at købe flødeboller, chips og andre søde sager. Hun gik med naboernes hunde og passede deres børn. Alt sammen for at få råd til at fylde det hemmelige forråd, hun skjulte under sin seng.
Tvangsoverspisningen tog for alvor til efter hendes forældres skilsmisse, hvor de søde sager blev det, Nanna fandt ”ro og trøst i”. Slikket kompenserede for forældrenes mange skænderier og for det til tider manglende nærvær. Tvangsoverspisningen blev en slags automatreaktion, og i takt med at Nanna blev stadigt større, tog de ellers velmenende kostrestriktioner fra hendes mor til. Resultatet blev flere tvangsoverspisninger.
Hvor en pige, der stopper med at spise eller kaster maden op, får konstateret anoreksi eller bulimi, fik Nanna en recept på slankemedicin. Hun var 13 år og kunne ikke passe sin konfirmationskjole.
Gennem Nannas historie nikker Mia anerkendende. Hun fik også slankepiller som 13-årig og genkender, hvordan de velmenende råd i virkeligheden bliver selvforstærkende og en form for katalysator for spiseforstyrrelsen.
”Jeg ved, at mine bedsteforældre troede, de gjorde mig en tjeneste, når de sagde, at det kun var mine søstre, der måtte få dessert, men det forstærkede følelsen af at føle sig forkert og utilstrækkelig,” siger Mia.
Gennem undgommen og sit voksenliv var det særligt, når Mia mødte kommentarer som denne eller oplevede pludselige kontroltab, at hun fik en massiv trang til at spise.
Hun beskriver tvangsoverspisningerne som en slags trance. Forklarer, hvordan hun efter en stresset arbejdsdag krydret med negative bemærkninger i en slags trancelignede tilstand før behandlingsforløbet kunne køre til Netto for at hive slik, chokolade, cookies og så videre ned fra hylderne. Hun vågner først, når hun har smagt det hele, mens hun endnu sidder i sin bil på parkeringspladsen foran butikken.
Der skulle gå cirka 30 år, før Nanna og Mia indså, at de lider af BED. Inden da havde de prøvet alt lige fra ekstreme slankekure over slankemedicin til en operation i bestræbelse på at tabe sig eller begrænse appetitten. I perioder raslede kiloene derfor af, blot for at de tog dem på igen senere.
Det var efter endnu en formålsløs slankekur, at Mia fik nok. Medicin, motion og slankekure hjalp tydeligvis ikke, og hun kontaktede en privatklinik og betalte 23.000 kroner for at få indopereret en såkaldt maveballon, der fylder mavesækken ud, så man ikke føler sult.
Problemet var bare, at Mias pludselige trang til at overspise søde sager ikke stoppede.
”Det var hårdt. Jeg følte, at jeg havde kontrol over alt andet i mit liv. Jeg er succesfuld i min karriere, jeg er en god mor for mit barn og en god, nærværende veninde, men lysten til at tvangsoverspise kunne jeg ikke kontrollere. Det er enormt skamfuldt.”
Hun havde nær givet op, da hun ved en tilfældighed hørte om spiseforstyrrelsen BED sidste sommer og kort efter begyndte i et statsstøttet behandlingsforløb ved en psykoterapeut tilknyttet Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Her mødte hun Nanna og seks andre kvinder med lignende symptomer, der i et gruppeterapiforløb over ni måneder gradvist åbnede op om deres spiseforstyrrelse og fik redskaber til at kontrollere den. Modsat andre behandlinger var målet ikke et vægttab, men at lære at styre spiseforstyrrelsen, så vægten naturligt stabiliserer sig i takt med, at de oplever færre tvangsoverspisninger.
Evalueringen af et lignende behandlingsforløb fra 2013 viste lovende resultater: Her endte mere end 75 procent med at blive fri af deres diagnose.
Foreløbig kæmper de to kvinder stadig. Der er én behandlingsgang tilbage, før de igen står på egne ben.
”Min kamp har handlet meget om at dykke ned i barndommen og blive forsonet med barnet inde i mig og finde omsorg for mig selv. Nu kommer næste skridt: Jeg skal finde styrke ved at stå ved den, som jeg er, og hvordan min krop ser ud,” siger Nanna, der mener, at vi som samfund i højere grad bør forholde os til, hvad grunden til overvægt skyldes. Mia supplerer:
”Vi skal kigge på mennesket i stedet for vægten og turde spørge, hvad årsagen er til, at nogle tager så meget på i vægt,” siger hun.
