Prøv avisen

Midtjyder vælter ind på museer

Aros Aarhus Kunstmuseum er et af de midtjyske museer, der har haft stor stigning i tilskuertilstrømningen. En af museets attraktioner er den australske kunstner Ron Muecks ”Boy” fra 1999. Den er fem meter høj og vejer 500 kilo. – Foto: Mikkel Østergaard.

Trods økonomisk krise og politisk nølen bliver de danske museer især de midtjyske brugt som aldrig før

13,3 millioner gange blev døren til et af landets museer åbnet i 2011. Især i Region Midtjylland vælter danskerne ind på museerne.

Det fremgår af Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse blandt landets museer i 2011, der netop er blevet offentliggjort.

LÆS OGSÅ: Danske museer går i den forkerte retning 

De midtjyske museer udgør en fjerdedel af landets museer og oplevede en fremgang på næsten 10 procent sammenlignet med 2009, hvor man indledte de nationale brugerundersøgelser på landets 120 statslige og statsanerkendte museer.

Ifølge Ole Winther, kontorchef i Kulturstyrelsen, er de stigende besøgstal landet over et resultat af et målrettet arbejde de seneste år.

Vi ser resultatet af et langt sejt træk med at blive professionelle kulturinstitutioner med fokus på gamle og nye brugere. Det er også et resultat af et særligt fokus på formidling, som styrelsen har bakket op og støttet.

Ifølge Ole Winther har Olafur Eliassons regnbueinstallation på taget af ARoS i Aarhus en stor del af æren for den regionale stigning i Midtjylland. Men Museum Østjylland og Den Gamle By i Aarhus har ifølge ham også været gode til at bruge tidligere undersøgelser til at målrette udstillinger. Han nævner blandt andet Den Gamle Bys såkaldte Erindringslejlighed, der skal hjælpe ældre demente med at huske.

Den slags tværgående projekter og udstillinger har vist sig at bære frugt, lyder det fra Kulturstyrelsen, der også bakker op om mere samarbejde mellem museerne og andre institutioner som for eksempel ungdomsuddannelser. Det skal tiltrække unge, der ifølge undersøgelsen i særlig grad er underrepræsenteret på landets kunst- og kulturhistoriske museer.

Museerne klarer sig tilsyneladende godt i en tid med presset økonomi og en kulturminister, der lader vente på sig med et udspil om fremtidens museumslandskab. Sidste år fremlagde et udvalg en museumsudredning med anbefalinger, som altså stadig ligger på kulturminister Uffe Elbæks (R) bord.

Ham gider kommunerne tilsyneladende ikke at vente på. Ifølge Nils M. Jensen, direktør for Organisationen Danske Museer, har kommunerne erkendt museernes væsentlige rolle i lokalsamfundet og valgt at øge bevillingerne til museerne med fire procent.

Der er ingen krise her. Det er vigtigt at slå fast. De lokale politikere er klar over, at museerne som kulturarvsinstitutioner skaber en lokal identitet. Samtidig viser det sig, at investeringen giver næsten dobbelt så meget igen økonomisk. Der har aldrig været så mange midler anvendt på museerne og så mange beskæftiget her, siger Nils M. Jensen, der dog mener, at fremgangen bør tilskrives museerne selv.

De ved, hvad deres borgere vil have. De er gode til at lytte til deres kunder.