”Niels, jeg tror, at vi har brug for hjælp.”
Niels Blok husker tydeligt den sommerdag for godt fem år siden. Han stod i køkkenet, da hans kone, Jette, tog bladet fra munden. På overfladen var de ellers en lykkelig familie. Jette og Niels Blok havde på dette tidspunkt været gift i 16 år, de boede i et dejligt hus i Hillerød i Nordsjælland med deres to børn, og de var begge glade for deres arbejde – 49-årige Niels som viceskoleleder på en folkeskole, 48-årige Jette som selvstændig.
De var egentlig også tilfredse med det indhold, de hver især fyldte hverdagen med. Problemet i Jette og Niels Bloks ægteskab handlede med andre ord ikke om de ydre faktorer. Det var ikke børnene, den til tider stressede hverdag eller en affære, der havde gjort, at deres samliv var ”kørt skævt”, og med Niels Bloks ord havde resulteret i ”en grundlæggende følelse af utilfredshed”. Det var dem, den var gal med. Intet andet.
I køkkenet sagde Jette tingene, som de var eller i hvert fald, som hun oplevede dem. Hun lod Niels forstå, at hun overvejede at forlade ham. Niels Blok vidste godt, at de havde problemer, at de havde levet lidt for selvstændige, måske endda separate liv de seneste år, men han mente alligevel, at det var et drastisk skridt at søge hjælp hos en parterapeut.
Niels Blok forklarer, at ”han er en mand, der har været vant til at klare problemerne selv og overvinde modgang”. Men Jette insisterede, og i sidste ende indvilgede han.
”Til den første samtale sagde min kone, at hun ville skilles. Det var et chok for mig, for sådan havde hun ikke formuleret det før. Hun sagde, at hun ikke havde villet sige det inden. Hun havde brug for det sikre rum hos terapeuten, så samtalen ikke endte i den overdøvende mudderkastning, det plejede at blive, når vi talte om problemerne i vores parforhold,” siger han.
Under samtalen fik parret ro til at formulere sig og fortælle om deres frustrationer. De forlod sessionen hånd i hånd, velvidende at de lige havde aftalt, at de ville skilles. Samtidig havde de dog besluttet at udskyde udflytningen, til de havde bearbejdet bruddet yderligere med parterapeuten.
Derudover besluttede Niels Blok sig for i smug at opsøge terapeuten for en individuel samtale. Han kunne mærke, at han ikke var overbevist om, at skilmissen nødvendigvis var den bedste løsning, men samtidig var han efter første samtale blevet bevidst om, at noget måtte ændres, hvis deres ægteskab skulle reddes. Det noget gjaldt i høj grad også ham selv.
Gennem årene var han og Jette begyndt at leve adskilte liv. De troede egentlig, at friheden, de gav hinanden til at gøre ting hver for sig, var en styrke, men forholdet havde udviklet sig til en form for byttebørs, hvor Niels Blok for eksempel kunne tage ud at vandre, hvis Jette modsat kunne tage på en weekendtur med veninderne på et andet tidspunkt. Det var altid ”noget for noget”.
”Du gør dit, og jeg gør mit. Spørgsmålet var, hvad vi gjorde sammen, og hver gang vi forsøgte at gøre noget, blev det forceret, og vi var ikke tilfredse med det, vi endte med at gøre. Jeg oplevede, at jeg indordnede mig, fordi jeg troede, det ville gøre hende tilfreds, men også så jeg kunne få et argument til at komme væk og vandre, og mine aleneture kom hurtigt til at virke som et aktivt fravalg af familien i stedet for et tilvalg drevet af lyst. Det var en købmandshandlen, hvor vi begge følte, vi havde lavet en dårlig handel, og så var det nemmere bare at trække sig.”
Til samtalerne med parterapeuten begyndte Niels Blok at se sig selv udefra. Det var, som om terapeuten holdt et spejl op foran ham, og spejlbilledet viste en mand, han ikke kunne genkende:
”Jeg så en mand, hvis værdier jeg ikke ville acceptere i andre mennesker. Derfor kom det bag på mig, at jeg så længe havde accepteret dem i mig selv. Jeg blev ramt på min selvforståelse – ikke på en dårlig måde – men fordi, jeg havde udviklet mig til en dårlig udgave af mig selv. Til en, der var egoistisk og på nogle punkter ligeglad, og som hver gang, jeg blev konfronteret med det, gik i defensiven i stedet for at spørge mig selv, hvorfor jeg over årene var blevet ligeglad med os. Jeg havde på en måde mistet refleksionen.”
I dag er Jette og Niels Blok fortsat gift. Nu på 22. år. Deres børn er på vej til at blive voksne, og tankerne om en skilsmisse er fortid.
Du sagde, at du var modvillig over for din kones idé om at gå i parterapi. Hvor kom den modvilje fra?
”Det er svært at sige. Jeg tror, modstanden kom ud fra en tanke om, at jeg altid har klaret mig selv. Lige præcis når det kommer til følelser, har jeg altid klaret mig selv. Jeg har aldrig rigtig følt et behov for at tale med andre om det. Så måske handlede det i første omgang om stolthed, og det gælder nok mange mænd i min generation.”
”Men,” siger Niels Blok så: ”Samtidig har jeg aldrig været sådan en, der er løbet fra udfordringerne. Jeg tager ikke benene på nakken. Med det mener jeg ikke, at man ikke må give op – det havde givetvis været det rigtige for min kone og jeg, hvis ikke vi havde lært os selv at kende påny. En mand må godt give op, men han bør gøre sit bedste først. Måske skyldes de mange skilsmisser, at mænd giver lidt for nemt op i dag.”
Selvom det er mere end fem år siden, at Niels Bloks kone sagde, at hun ville skilles, og at parrets forhold er et andet sted i dag, så går de to stadigvæk til parterapi en gang om året. I dag er tabuet omkring besøgene forstummet.
”Det lyder måske lidt underligt, men for os er det blevet helt naturligt. Parterapien er ligesom det årlige servicetjek, hvor vi lytter til hinanden og ser, om noget skal repareres,” siger Niels Blok.