Murens fald, genforeningen af Tyskland og udvidelsen af EU mod øst har indtil nu været efterkrigstidens største udfordringer for det europæiske sammenhold. Europarådet og EU har sat rammerne for det, man i skåltaler kalder de europæiske værdier. De var båret af drømmen om et demokratisk og grænseløst Europa, hvor varer og arbejdskraft frit kunne flyde mellem landene og skabe rige og fredelige velfærdssamfund på hele det europæiske kontinent.
I dag står fællesskabet over for en krise, der er sværere end både den tyske genforening og finanskrisen i 2008. Indvandringen af mange hundredtusinde migranter fra Afrika og Mellemøsten skulle ganske vist ved første øjekast være til at overkomme økonomisk og praktisk for nogle af de rigeste lande i verden med tilsammen over 500 millioner indbyggere. Problemet er, at strømmen af migranter vil fortsætte og ser ud til at blive langt større, end nogen kunne forestille sig for blot få år siden. Og migrationen bærer kimen til nye religiøse og kulturelle konflikter.
Chefredaktør Bo Lidegaard kaldte det i dagbladet Politiken i søndags ”en lille folkevandring” og slog fast, at ”intet samfund kan rumme et ubegrænset antal tilflyttere, uden at dets indre sociale og økonomiske væv falder sammen”. Stærke ord i en kulturradikal chefredaktørs pen.
Italiens udenrigsminister, Paolo Gentiloni, sagde i weekenden, at krisen truer med at rive sjælen ud af Den Europæiske Union, og det oversætter professor Marlene Wind fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet til, at den fri bevægelighed i EU er truet.
Presset på især de sydeuropæiske lande er imidlertid meget stort, og der er i praksis ingen fælles politik for asylbehandlingen inden for EU. Derfor er der allerede et kapløb i gang om, hvem der kan lukke portene til Fort Europa hurtigst og hårdest i.
Storbritannien indgik i sidste uge en aftale med Frankrig om skærpet kontrol ved byen Calais, så man kan stoppe de tusindvis af migranter, som håber at komme til Storbritannien gennem Eurotunnelen. En ofte livsfarlig tur.
Nye tal viser, at alene i år vil 800.000 migranter søge til Tyskland. Det svarer til en procent af landets befolkning, og i weekenden demonstrerede nynazister mod et flygtningecenter i byen Heidenau nær Dresden i det tidligere Østtyskland. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, kaldte gennem sin talsmand demonstrationen for både afskyelig og skammelig.
Selvom netop Tyskland indtil videre har evnet at holde yderligtgående partier fra vælgernes gunst, er det langtfra billedet i andre europæiske lande. I Sverige, hvor hele det politiske establishment har vendt Sverigedemokraterne ryggen, står dette parti, der har sit udspring i nynazistiske miljøer, i en ny meningsmåling til at få 25 procent af stemmerne. I andre målinger er fremgangen knapt så voldsom, men tendensen er klar.
I Frankrig har højrepartiet Front National ekskluderet partiets stifter, Jean-Marie Le Pen, og det videreføres nu af datteren Marine Le Pen med en knapt så yderligtgående profil, blandt andet benægter hun ikke holocaust som faderen. Partiet blev det største franske parti ved Europa-Parlamentsvalget. Marine Le Pen satser på at blive fransk præsident i 2017.
I Storbritannien har De Konservative foreløbig holdt det nationale parti Ukip stangen, men kun takket være en stærkt EU-kritisk linje, hvor den britiske premierminister, David Cameron, blandt andet har lovet en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte tilknytning til EU.
Det britiske eksempel viser det dilemma, som alle de europæiske centrumpartier står i. Den ene mulighed er at imødekomme højrepartierne politisk for at tage luften ud af deres protest. I fællesskab kunne man for eksempel i EU stramme asylpolitikken på en måde, der er umenneskelig over for de hundredtusinder, som flygter fra krig og nød, eller ”bare” søger et bedre liv i Europa.
Måske stramningerne endda ville være i strid med både ånd og bogstav i de konventioner, der skal sikre menneskers værdighed og rettigheder, og som har været en hjørnesten i efterkrigstidens europæiske samarbejde. FN's flygtningeorganisation, UNHCR, kritiserer allerede skarpt de forhold, som EU i øjeblikket byder flygtninge.
Den anden mulighed er at lade kaos fortsætte. Så kan regeringerne i nogle EU-lande forsøge at holde migranterne ude, mens andre som Sverige og Tyskland fortsat tager imod dem. Endelig kunne EU samlet følge Sveriges eksempel og åbne dørene på vid gab for migranter, hvad der nok ville føre til den europæiske samfundsindretnings endeligt, i hvert fald som vi har kendt den i nyere tid.
