Migrantforskning kritiseres for at være aktivistisk, venstredrejet og teoretisk ensporet

Efter en nordisk konference i migrantforskning møder forskningsfeltet heftig kritik fra både politikere, forskere og debattører for at bedrive politisk aktivisme og have et for snævert fokus på racisme. Professor afviser kritikken

Indvandrerforskningen kritiseres igen fra flere sider for blandt andet at være aktivistisk og vende det blinde øje til ubehagelige fænomener. – Arkivfoto: Lars Møller/Ritzau Scanpix.

Migrationsforskningen er endnu engang til debat. Sidst det skete var, da to RUC-forskere sidste år indleverede den bestilte rapport ”Magt og (m)ulighed” til udlændinge- og integrationsministeriet.

Ministeren for området, Mattias Tesfaye (S), ville ikke vide af den og fortalte til Berlingske, at han lagde den ”nederst i bunken i nederste skuffe”, fordi den anbefalede koran- og arabiskundervisning som værn mod negativ social kontrol.

I denne omgang er debatten blusset op, efter at Weekendavisen i fredags bragte en reportage fra Nordens største konference for migrantforskning. Under temaet ”Koloniale/raciale historier, nationale narrativer og transnational migration” havde den digitalt afviklede konference, sendt fra Helsinki i Finland, virtuelt besøg af mere end 550 deltagere. Weekendavisens artikel har vakt forargelse hos blandt andet debattører og politikere, og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) bliver nu indkaldt til en forespørgselsdebat af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

”Det faglige niveau er simpelthen så lavt inden for feltet af etnicitets-, køns- og kulturstudier. Det er venstreekstreme aktivister, som under dække af at lave forskning retfærdiggør alle mulige former for islamisk undertrykkelse,” mener Liberal Alliances forskningsordfører, Henrik Dahl, der henviser til debatten i Frankrig, hvor landets minister for videregående uddannelser, Frédérique Vidal, har anklaget universiteterne for at være ”gennemsyret af islamo-gauchisme”. Altså et venstredrejet syn på islam.

Noget lignende mener han gør sig gældende herhjemme.

Et par eksempler fra konferencen i Helsinkis program må være på sin plads. For hvad er det egentlig, der mere konkret forskes i?

”Hvidhed” – studier af de privilegier, hvide mennesker angiveligt har – er nævnt 146 gange i programmet, terror ni gange og kriminalitet én gang. Også social kontrol havde kun én forsker fundet relevant at diskutere på konferencen. Og som det også blev påpeget af Weekendavisen, foreslår den norske forsker her et nyt syn på genopdragelsesrejser, fordi rejserne ”potentielt kan åbne op for et nyt eventyr, en følelse af sikkerhed og lighed samt nye muligheder for både børn og voksne”.

Udtryk som ”hvidt overherredømme” nævnes i programmet, hvor en forsker også argumenterer for, at dansk-somaliske kvinder, der vælger at migrere videre til Egypten, her får ”mulighed for at etablere et middelklasseliv og undslippe de økonomiske begrænsninger, racialisering og diskrimination, de møder i Danmark”. Danmark, som ”i årtier” har indhyllet kvinderne i ”negative fortællinger”.

Det er blot et par af de eksempler, som nu har betydet, at migrantforskningen bliver beskyldt for at være aktivistisk og snæversynet.

Det er den da også i udpræget grad, hvis man spørger danske Henriette Frees Esholdt, som er ph.d. i sociologi og terror- og ekstremismeforsker ved Lund Universitet i Sverige.

”På den anti-racistiske forskningsfløj – præget af diskurs-konstruktionisme, intersektionalitet og postkolonialisme – er det analytiske fokus, uanset hvilken empiri der er genstand for analyse, at vise, hvordan nogle er undertrykte ofre for racisme. Man er helt eksplicit omkring, at forskningen skal være aktivistisk og værdiladet, så anti-racistiske forskere er i den grad politiserede,” siger Henriette Frees Esholdt og fortsætter:

”Derfor er det også et paradoks, når anti-racistiske forskere kritiserer andre forskere, hvis forskning de ikke bryder sig om, for at være værdiladede og for eksempel have et politiseret ærinde. Problemet er ikke, at forskningen ikke er værdifri, for det kan ingen forskning være. Problemet er, at anti-racistiske forskere anser sig selv som hævet over kritisk refleksion og ikke kritisk reflekterer over deres værdier,” siger hun.

Hun mener, at fløjen, hun omtaler, opererer med en meget snæver teoretisk ramme.

”Når man anbefaler et nyt syn på genopdragelsesrejser, hvor de ses som et eventyr, eller anbefaler koran- og arabiskundervisningen for at imødegå negativ social kontrol, så burde man kritisk spørge sig selv, om den teori, man anvendte, virkelig var den bedst egnede til at forstå fænomenerne, eller om analysen var et resultat af endnu engang at forsøge at få det empiriske materiale til at passe ind i en bestemt teoretisk ramme for at undgå at snakke om kultur,” siger Henriette Frees Esholdt.

Også ph.d. i antropologi Sofie Danneskiold-Samsøe, som forsker i vold i etniske minoritetsfamilier ved Københavns Professionshøjskole, ønsker en større pluralisme i de teoretiske tilgange. Derudover hersker der en berøringsangst over for æresrelateret social kontrol, mener hun.

”Den gør, at forskere går uden om fænomenet og vælger at forske i noget andet. Det kan man for eksempel se på konferencen i Helsinki, hvor blot et enkelt indlæg ud af mange handlede om æresrelateret social kontrol. En anden måde at omgå berøringsangsten er at vende blikket væk fra den social kontrol, som motiveres af æresnormer, og hen mod andre former for social kontrol. Det var det, forskerne bag rapporten ’Magt og (m)ulighed’ gjorde. Problemet er her, når den berøringsangst ikke udfordres. Det sker ikke inden for lukkede forskningsmiljøer, hvor ét perspektiv dominerer. Jeg savner pluralisme og intellektuel friktion i forskningen,” siger hun.

Ifølge Christian Marcussen, som er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter, der rådgiver udlændinge- og integrationsministeren, risikerer den postkoloniale migrationsforskning at gøre mere skade end gavn.

”Der er fare for, at dem, som rent faktisk ville kunne bruge forskningen til noget, står af på den. De kan ikke nødvendigvis genkende, at vi lever i et hvidt overherredømme, hvor alle er racister. Så jeg har ikke megen fidus til den,” siger han.

Han mener, at man i den gren af forskningen opererer med et racismebegreb, der er meget bredere end alle andre menneskers.

”De fleste af os anser racisme for at være, at man ser ned på andre mennesker eller diskriminerer dem på grund af deres hudfarve. Men i det her forskningsfelt kan stort set alt være racistisk, uanset om den bagvedliggende intention nu også var racistisk. I deres verden kan man være racist uden at være det,” siger han.

Men måske er forskningen slet ikke så ensporet. Garbi Schmidt, som er professor ved Roskilde Universitet, fortæller, at hun samme uge, som konferencen i Helsinki fandt sted, deltog ved en anden international migrationskonference i Tallinn i Estland.

”Og om den kan jeg oplyse, at racialiserings-teorier var stort set fraværende,” siger hun.

”Det er efterhånden en gammel historie, at vi, der beskæftiger os med det her felt, vi gør det nok på en måde, der gør, at der er nogle ting, vi ikke ser. Men jeg har selv skrevet om arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber og understreget nogle af de problemer, der kan være i den forbindelse. Vi undlader jo ikke at tale om bestemte ting, og hvorfor skulle vi det.”

Fordi I har det udgangspunkt, at problemet er strukturel racisme, snarere end at der er reelle problemer med migranter?

”Det er jo også en del af problemet, og det skal vi også kunne snakke om. Men dermed vil jeg ikke sige, at der ikke er fokus på det andet. Udgangspunktet for nærværende kritik er temaet til en bestemt nordisk konference. Men migrationsforskningen er både internationalt og nationalt meget bredere.”