Prøv avisen

Militærlæge: God idé med adgang til soldaters journaler

Illustration: Rasmus Juul

Screening af soldater, der skal udsendes, ville være sikrere, hvis læger fik automatisk adgang til deres sundhedsdata, mener overlæge i Forsvaret, Susanne Bach Lausten. Ellers kan det potentielt være livsfarligt. Men det vil være en overtrædelse af soldaternes ret til privatliv, mener formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening

Da overlæge Susanne Bach Lausten i slutningen af 2017 var udsendt som feltlæge, fik en af de danske soldater i lejren blindtarmsbetændelse. Han skulle derfor flyttes fra lejrens lille felthospital til et større militærhospital, så han kunne blive opereret.

”Vil du også pakke min medicin?,” spurgte han Susanne Bach Lausten, da han skulle flyttes.

”Medicin?”, tænkte hun, for det stod der intet om i den journal, hun havde adgang til. Men blandt hans ejendele fandt hun ganske rigtigt en æske med piller. Blodfortyndende piller.

”Hvis vi havde vidst, at han fik den medicin, var han aldrig blevet godkendt,” fortæller Susanne Bach Lausten, der i dag er overlæge i Forsvarets Sanitetskommando og chef for militærmedicinsk udvikling.

Hun mener derfor, at det ville være en god idé at ændre screeningen, så lægerne får automatisk adgang til soldaternes sundhedsdata og medicinkort. For ifølge hende vil det betyde, at man i højere grad kunne sikre, at det kun er soldater med det rette helbred, der bliver sendt på mission.

I dag foretager militær- lægerne et fysisk og psykisk tjek af blandt andet hjerte-rytme, lungekapacitet, syn og hørelse. De spørger desuden ind til soldatens psykiske tilstand: Hvordan sover du for tiden? Har du mareridt? Hvordan går det derhjemme?

Men lægerne er også i høj grad afhængig af, at soldaterne selv fortæller om deres helbred. Om de for eksempel har astma, ptsd (posttraumatisk stress-forstyrrelse) eller tager blodfortyndende medicin.

Det er bare ikke altid, at lægerne får den fulde historie. For soldaterne kan komme til at tilbageholde informationer eller simpelthen glemme at oplyse dem. Og oplevelser med manglende helbreds- informationer, som med soldaten og den blodfortyndende medicin, mener overlægen ikke er sjældne:

”Jeg vurderer, at det sker jævnligt. Men vi ved det jo af gode grunde ikke, fordi vi ikke opdager det.”

Ifølge Susanne Bach Lausten kan det have alvorlige konsekvenser, hvis de soldater, der bliver udsendt, ikke har et helbred, der lever op til forsvarets standard.

For eksempel kunne soldaten med blindtarmsbetændelse have udsat sig selv og deres soldaterkollegaer for unødvendig fare. For hvis han af den ene eller anden grund bliver såret og begynder at bløde, ville det være svært at stoppe blødningen. Det kunne have betydet, at han ikke havde været i stand til at redde sig selv, men måtte have sine kolleger til det.

Men Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, mener, at det er et for stort indgreb i soldaternes privatliv, hvis militærlægerne får automatisk adgang til soldaternes sundhedsdata:

”Det er at skyde gråspurve med kanoner. Og det går langt ud over, hvad man med rimelighed kan forvente af en medarbejder.”

Ifølge ham bør man se på soldater som alle andre slags medarbejdere. Også når det gælder sundhedsdata:

”På alle arbejdspladser kan man lave en bedre screening af dem, man ansætter, hvis man indhenter informationer på dem i rå mængder. Men det gør man jo ikke, for så overtræder man medarbejdernes ret til privatliv.”

Susanne Bach Lausten kan godt se, at det kan virke grænseoverskridende, hvis lægerne får adgang til, hvad der er sket for 20 år siden og som måske ikke synes relevant for en mission.

Har soldaten for eksempel fået lykkepiller en kort overgang på grund af en skilsmisse?

Eller har soldaten haft en kønssygdom, som vedkommende ikke vil have, at folk skal kende til?

Alligevel fastholder hun, at automatisk adgang til sundhedsdata og medicinkort er en god ide:

”Jeg synes, det vejer tungere, at vi kan komme til at sende folk ud, med for eksempel ptsd. Både for personen selv, men også for kollegerne og den mission, de skal ud på.”

Ifølge Flemming Vinther er der dog ikke den store risiko for, at forsvaret udsender soldater med et enten psykisk eller fysisk dårligt helbred. For soldaterne er ikke ubeskrevne blade, når de kommer til sundhedstjek hos lægen, påpeger han:

”Det er folk, der minimum det seneste år er blevet presset og bragt ud i alle mulige situationer – fysisk og psykisk. Deres ledere har haft mulighed for at se, hvordan de reagerer der.”

Men skal der ikke være et ekstra sikkerhedsnet hos soldater, når nu de har adgang til våben?

”Nu har vi modsat andre – for eksempel jægere – kun adgang til våben, når vi er i tjeneste. Det er ikke sådan, at vi kan rende rundt med dem. Og der er jo ikke nogen empiri for, at der er folk, der har skabt sig til højre og venstre. Vi har aldrig haft en dansk soldat, der er gået amok i en lejr med et våben,” svarer Flemming Vinther.

Men det er faktisk, netop hvad der er sket, ifølge en beretning fra korporal Bjarke Jensen. I 2010 fortalte han til Ritzau, at en udsendt soldat løb rundt midt om natten og truede resten af lejren med et skarpladt våben.

Da Flemming Vinther præsenteres for ovenstående eksempel, svarer han, at det er forbigået hans opmærksomhed, men tilføjer:

”Jeg kender godt Bjarke, og hvis han siger det, er det uden tvivl sandt.”

Men Flemming Vinther holder fast i, at det er et enkeltstående tilfælde, som ikke rokker ved hans opfattelse af, at indgrebet i soldaternes privatliv ikke står i forhold til det, man vil kunne opnå ved at lægerne fik automatisk adgang til soldaternes sundhedsdata.

Kristeligt Dagblad har forlagt Susanne Bach Laustens ønske om automatisk adgang for forsvarsminister Trine Bramsen (S). Hun har ikke ønsket at kommentere direkte på det konkrete forslag, men sender i stedet dette svar:

”Det er vigtigt for mig, at når vi udsender soldater, så skal der være stor opmærksomhed på deres psykiske parathed. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at de soldater, vi udsender for at sikre vores tryghed, kommer hjem med ar på sjælen. Derfor er det også et af mine højest prioriterede områder, og jeg har allerede igangsat en evaluering, der skal ligge til grund for en styrkelse af området”.

”Det går langt ud over, hvad man med rimelighed kan forvente af en medarbejder.

” Jeg synes, det vejer tungere, at vi kan komme til at sende folk ud, med for eksempel ptsd (posttraumatisk stress- forstyrrelse).