Sneen falder, og jurist Maja Løvbjerg Hansen fra den sociale organisation, Gadejuristen, skænker kaffe op i plasticbægre og uddeler varme ostesandwich ud fra en Christianiacykel foran fixerummet H17 på Halmtorvet i København.
To unge mænd i tyverne står og skutter sig i kulden med de varme kaffebægre mellem hænderne. Den ene har ikke sovet i syv dage.
Lidt efter ankommer Københavns socialborgmester, den radikale Mia Nyegaard, sammen med Lars Seier Christensen, tidligere ejer af Saxobank, milliardær, liberal samfundsdebattør og udlandsdansker med bopæl i Schweiz.
Det er borgmesteren, der har taget initiativ til mødet med den kendte erhvervsmand og gadejuristen, Nanna Gotfredsen, på Vesterbro. Anledningen er en artikel, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 20. februar. Her fortalte Lars Seier Christensen sammen med Nanna Gotfredsen om deres møde med stofmisbrugere og hjemløse i København, Aarhus og på Lolland i forbindelse med tre udsendelser på DR’s P1.
”Det var slående, at vi ikke mødte én eneste, der følte sig godt behandlet af det sociale system. Jeg tror, at de fleste danskere har en følelse af, at vi betaler en høj skat, men at der i det mindste bliver taget hånd om de svageste. Det har været grænseoverskridende at opleve, at det gør der i mange tilfælde ikke,” fastslog Lars Seier Christensen.
Han efterlyste sammen med Nanna Gotfredsen et paradigmeskifte i den sociale indsats, så systemet i langt højere grad end i dag lytter til, hvad den enkelte stofbruger eller hjemløse ønsker for sit liv.
Denne formiddag på Vesterbro er kulden det første uundgåelige samtaleemne. Der er stort set ingen hjemløse på gaden.
Det skyldes, at det er tidligt på dagen, og at mange har søgt tilflugt i varmestuen på Mændenes Hjem på grund af frosten. Mia Nyegaard fortæller om kommunens frostberedskab, der sørger for, at ansatte fra kommunens hjemløseenhed hver aften tager rundt i byen for at sikre, at ingen falder i søvn i kulden. Mens det skønnes, at 20.000 europæere hvert år dør af kulde, så er kuldedødsfald sjældne i Danmark.
”Mange hjemløse overlever kulden, fordi de tager S-toget, men så får de til gengæld bøder,” fortæller Nanna Gotfredsen.
Samtalen på Halmtorvet kommer hurtigt ind på spørgsmålet om borgerens frie valg. Lars Seier Christensen fortæller historien om Nikita, der i mange år var stofbruger. Hendes liv tog først en ny drejning, da hun flyttede til Bandholm på Lolland og fik et lille hus til 4000 kroner om måneden. Mia Nyegaard har selv en baggrund som administrerende direktør i det private erhvervsliv, og hun går ind for, at det sociale system skal baseres på en højere grad af frit valg.
”Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den enkelte ønsker for sit liv og for eksempel afskaffe regler, der betyder, at nogle borgere kan være afskåret fra at flytte til en anden kommune, hvis de vil have hjælp,” siger Mia Nye- gaard og henviser samtidig til Københavns Kommunes særlige udfordringer. Indbyggerne i Københavns Kommune udgør 10 procent af befolkningen, men kommunen huser 20 procent af landets socialt udsatte.
Det bliver til et kort besøg på Københavns Kommunes stofindtagelsesrum H17. Bag matterede glasdøre i den døgnåbne, nyrenoverede bygning er der indrettet 10 rygepladser og seks pladser, hvor brugere kan indtage stoffer. Mindst 2000 mennesker har benyttet sig af tilbuddet, siden åbningen i 2016.
I Aarhus har Lars Seier Christensen tidligere besøgt en stald, hvor nogle af byens stofbrugere indtog deres stoffer, efter at det lokale stofindtagelsesrum havde lukket dørene klokken 15. H17 er efter Lars Seier Christensens opfattelse et stort skridt i den rigtige retning.
Under den sociale turné mødte han en stofbruger, der ikke kunne passe sit arbejde på Christiansborg, fordi han skulle møde op to gange om dagen på et misbrugscenter for at passe heroinbehandlingen. Men hvorfor ikke give stofbrugeren stoffer til en uge ad gangen, så det er muligt at passe et arbejde?
På det punkt ligger borgmesterens og rigmandens synspunkter ikke langt fra hinanden. Mia Nyegaard mener, at reglerne for heroinbehandling bør diskuteres, så behandlingen i højere grad tilrettelægges efter den enkeltes behov. Hun har desuden de sidste mange år været fortaler for, at besiddelse af stoffer til eget forbrug bør afkriminaliseres og er villig til at undersøge erfaringer med afkriminalisering af cannabis i Portugal.
Fra H17 går turen til madstedet Dugnad på Vesterbro, der blev oprettet af frivillige i 2008 og siden da har fået støtte af Københavns Kommune. Ved et bord sidder tre mørklødede kvinder fra Rumænien og drikker kaffe. Caféen, der er på omkring 40 kvadratmeter, serverer hver dag mad og kaffe for et par hundrede hjemløse og andre socialt udsatte.
Indtil sidste uge åbnede stedet hver dag klokken 6.30 og lukkede klokken 20. Men Københavns Kommunes bevilling til Dugnad er netop blevet beskåret med halvanden million kroner, og derfor er den daglige åbningstid indskrænket, og der holdes fremover helt lukket i weekenden.
”Det er katastrofe, for i weekenderne er der ikke andre steder at få gratis mad på Vesterbro,” siger Nanna Gotfredsen.
Borgmesteren er i princippet enig, men hun er også oppe mod den kommunale virkelighed.
”Om jeg synes, det er sjovt at spare, nej. Men for at levere et budget i balance, skal vi spare 1,2 procent på de sociale budgetter om året. Medmindre det lykkes at få flere penge til Socialforvaltningen, og det håber jeg virkelig, så er vi nødt til at gennemføre besparelsen,” konstaterer Mia Nyegaard.
Lars Seier Christensens og Nanna Gotfredsen mener generelt, at pengene til det sociale område kunne bruges bedre. Deres sociale turné viste blandt andet, at det koster 57.000 kroner om måneden at have den 43-årige benamputerede Jacob Nellesø indkvarteret i et lille værelse på Sundholm.
22 mennesker i det sociale system havde været involveret i hans sag, og alligevel følte han ikke, at han fik den rigtige hjælp. Gadejuristen er i gang med at forsøge at analysere, hvorfor en herbergsplads skal koste så meget. Mia Nyegaard er enig i, at beløbet lyder højt.
”Vi har en grundvirkelighed, der hedder at vi skal spare. Og det er klart, at hvis det på en eller anden måde koster for meget med en herbergsplads, så skal vi se på det. Men det er ikke sikkert, at det kan gøres billigere,” siger Mia Nyegaard med henvisning til, at prisen også afspejler udgifter til personale.
I lighed med Lars Seier Christensen mener hun, at det sociale område kan have gavn af, at samfundet begynder at tænke på nye finansieringsmuligheder. For eksempel særlige investeringer, hvor for eksempel pensionskasser får et mindre afkast samtidig med, at deres investering gør en social forskel.
Lars Seier Christensen mener, at indskrænkningen af maduddelingen i Dugnad er et eksempel på, at systemet nedprioriterer små og billige projekter, som gør livet lidt lettere for nogle af samfundets mest udsatte.
”Vi skal hjælpe dem, der har størst behov, så de bliver tilfredse. Hvis kunderne i Saxobank er utilfredse, skal vi gøre dem mere tilfredse, og sådan må det også være på det sociale område. Spørger Københavns Kommune brugerne, hvad de synes om hjælpen?”, spørger Lars Seier Christensen.
Mia Nyegaard forklarer, at Københavns Kommune foretager mange brugerundersøgelser. De viser, at der er flest klager over myndighedernes afgørelser. Til gengæld er der generelt stor tilfredshed, når borgerne har kontakt med for eksempel hjemmehjælpere eller andet personale i kommunen.
”Det sociale område er komplekst, fordi vi har at gøre med de allermest udsatte borgere. Generelt vil jeg arbejde for, at systemets møde med borgeren bliver mere enkelt,” lyder det fra borgmesteren, inden hun haster gennem snevejret til en ventende bil.8