I går var det bare nogle håndtryk og en aftaletekst. Men i sidste ende er det meningen, at det skal komme både kvinden med en fortid i et voldeligt parforhold og den anbragte unge med fremtiden foran sig til gode.
Regeringen og alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten blev nemlig i går enige om, hvordan de konkret vil bruge omkring 300 millioner kroner, som de allerede i efteråret afsatte til sociale indsatser som led i den såkaldte satspuljeaftale. De penge, der blev sat til side i går, skal især bruges på at udvikle, teste og udbrede de mest virksomme metoder til at hjælpe udsatte borgere videre i livet.
Allerede i januar gjorde børne- og socialminister Mai Mercado (K) det i sit tiltrædelsesinterview med Kristeligt Dagblad klart, at selvom det var ”enormt usexet at tale om dataindsamling”, var indsamlingen af viden om de sociale indsatsers effekt et område, hun prioriterede særlig højt.
”Det er et spørgsmål om, at vi har en social indsats, vi efterfølgende kan gå ud og måle værdien af,” som hun sagde i går, suppleret af Venstres socialordfører, Carl Holst, der understregede behovet for at få ”indsamlet den viden, der gør en forskel”.
”Lad os få det afprøvet, og endelig, hvis afprøvningen er positiv, lad os få det bredt ud, så alle får glæde af det.”
Det kunne være for den borger, der efter et ophold på for eksempel en psykiatrisk afdeling, et kvindekrisecenter eller i en misbrugsbehandling skal tilbage i egen bolig og have hjælp til at klare hverdagen og sin nye tilværelse.
Eller for den hidtil anbragte unge, der som 18-årig overgår til et voksenliv, der for ham eller hende kan være et vanskeligt skridt efter en svær ungdom og med et begrænset antal nære til at yde hjælp og støtte.
Konkret har aftalepartierne blandt andet afsat penge til, at man i fem kommuner kan udvikle og teste nye bostøtteforløb, hvor udsatte voksne får hjælp til at klare hverdagen i gruppeforløb frem for ved besøg af en medarbejder i hjemmet. Samtidig skal tre hidtil velafprøvede bostøttemetoder udbredes til flere kommuner. Bostøtten kan bestå af alt fra psykologihjælp til økonomisk rådgivning, og den skal sikre, at borgeren kan fastholde en bolig og eventuelt en uddannelse eller et job.
For tidligere anbragte børn vil aftalepartierne investere i såkaldt efterværn, hvor sårbare unge kan få hjælp og støtte, også efter at deres anbringelse er overstået, og de ellers som myndige voksne skal stå på egne ben.
Med aftalen kan mellem fire og syv kommuner søge satspuljemidlerne, mod at de forpligter sig til at tilbyde efterværn til alle unge og være opsøgende, også over for de unge, der ikke får efterværn.
”Vi ved, at de (anbragte unge, red.) er overrepræsenterede blandt unge med psykiske problemer, med ensomhed, med hjemløshed, med manglende tilknytning til uddannelserne og arbejdsmarkedet. De har en meget svær start på livet, og på en måde er det lidt absurd, at de unge, som har de tungeste gods i rygsækken, dem forventer vi skal kunne klare sig selv fra den dag, de fylder 18 år,” sagde SF’s socialordfører, Trine Torp, i den forbindelse.
Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, understregede ligeledes nødvendigheden af ”et net”, der samler de unge op, ”så man ikke efterfølgende kan sige, at det (den tidligere indsats, red.) egentlig bare var spildt”.
Blandt initiativerne er også udviklingen af en slags børnesocial lommeregner, officielt kaldet en ”socialøkonomisk investeringsmodel”, der skal gøre det muligt at beregne de økonomiske konsekvenser af en forebyggende indsats over for udsatte børn og unge og derved tydeliggøre de økonomiske gevinster af forebyggelsen over for kommuner og politikere.
”Det er en meget bedre forretning for os alle sammen – både i menneskeliv og økonomisk – at sætte ind, inden et barn får det rigtig skidt. Det skal vi synliggøre, og derfor er det rigtig vigtigt, at der også bliver brugt nogle penge på at regne på det,” sagde Socialdemokratiets børneordfører, Ane Halsboe- Jørgensen.
Hun blev suppleret af den radikale børneordfører, Lotte Rod, der mente, at kommunerne nu får ”en undskyldning for at kunne kigge i deres budget og sige, at det er meget dyrere ikke at gøre noget”.
Hun tilføjede:
”Det ved vi jo godt, men med det her får vi det sort på hvidt.”