Min barndoms dal

I 1954 flyttede mine forældre med min spæde storesøster til et lille landhus i en klippedal på Nordbornholm. Her voksede jeg op. Nu er mine forældre flyttet. Det blev til 57 år i dalen, hvor tiden ikke har stået stille

I Michael Stoltzes barndom på Bornholm rykkede sognerådet ind i skolestuen, når eleverne skulle til eksamen. Og så blev der stillet små regnestykker op på tavlen. Hos naboerne, hr. og fru Steenberg, hakkede børnene roer for saftevand og 25 øre pr. række. Den meget talende fru Steenberg holdt hvide høns, og børnene i Stoltze-familien blev sendt derhen efter æg. Maleriet med udsigten fra barndomshjemmet hen over Kampeløkke Ådal (øverst) er malet af Michael Stoltzes far, Paul. – Fotos: Michael Stoltze (øverst), Scanpix.
I Michael Stoltzes barndom på Bornholm rykkede sognerådet ind i skolestuen, når eleverne skulle til eksamen. Og så blev der stillet små regnestykker op på tavlen. Hos naboerne, hr. og fru Steenberg, hakkede børnene roer for saftevand og 25 øre pr. række. Den meget talende fru Steenberg holdt hvide høns, og børnene i Stoltze-familien blev sendt derhen efter æg. Maleriet med udsigten fra barndomshjemmet hen over Kampeløkke Ådal (øverst) er malet af Michael Stoltzes far, Paul. – Fotos: Michael Stoltze (øverst), Scanpix.

Det er mærkeligt, hvad man husker som det første i sit liv.

Jeg kan ikke komme i tanke om ret meget, fra før jeg startede i skolen: min morbrors og tantes scooter. En tur til Humlum ved Limfjorden, hvor vi sov i telt, og det blev tordenvejr. En lys og bleg forårsdag med vidtåbne krokus i haven og en italiensk sukkerskål på et bord. En blomstereng. En regnvejrstur.

LÆS OGSÅ:
Bibelinj ee auersat tee ded bornholmska sprog

Min far, Paul, som er født i 1922, og min mor, Bodil, der er født i 1929, mødte hinanden på Kunstakademiet i København. De blev gift helligtrekongersaftensdag i 1952.

I december 1953 fik de deres første barn, Karen, og i 1954 flyttede de fra deres lille lejlighed i Niels Hemmingsens Gade nær Helligåndskirken i København til et hus på Nordbornholm. Huset ligger smukt i Kampeløkke Ådal midtvejs mellem to af Bornholms mest magiske holdepunkter, Ols Kirke og Hammershus.

Med en længde på omkring fem kilometer og en bredde på 200 -300 meter er Kampeløkke Ådal en af Bornholms største sprækkedale. Dalen løber stik nord-syd, og huset ligger ved dalens vestskråning på en terrasseret grund, som er noget hævet over dalbunden.

Huset, der bærer navnet Damly (huse på landet bar altid navne før i tiden), ligger trygt i læ for vestenvinden, som kan være barsk på Bornholm. Dalens skovbevoksede vestskråning rejser sig nemlig højt i terrænet, der er spækket med klipper og små stenbrud, som nu for længst er nedlagt. I dag er det meste af klippelandskabet skovdækket, men da jeg var lille, var der vidtstrakte klippeheder i det høje terræn vest for huset. Det, som bornholmerne kalder højlyng.

Der er ikke noget at sige til, at mine forældre faldt for stedet dengang for snart 60 år siden. Først her i deres høje alder er det blevet for besværligt at bo så langt ude på landet. Til hele familiens store glæde har en ung og driftig familie nu købt huset. Mine forældre er flyttet til en mere enkel tilværelse i et praktisk lille hus nær Rønne.

400 meter mod nord i dalen ligger det lille husmandssted Damvang. Her boede Julius og Agnes Steenberg, som jeg selv i min barndom opfattede som gamle mennesker. De hed aldrig andet end hr. og fru Steenberg. Hr. Steenberg var 10 år ældre end fru Steenberg. Vi havde en vis ærefrygt for ham, for han kunne blive vred, hvis vi for eksempel talte, mens han hørte radioavis og vejrmeldinger. Hr. Steenberg tilbragte det meste af sin tid ude, han var myreflittig i stalden, marken og skoven. Han røg pibe, og der stod altid en syrlig duft af Natalia-tobak omkring ham. Lige til det sidste røg han sin pibe og stakkede brænde i de smukkeste stabler, jeg har set. Han døde ude i haven pludseligt, med hakken i hånden i 1987, 91 år gammel.

Fru Steenberg var meget talende. Hun ytrede sig om alt og alle, havde sine bestemte meninger og drillede os på en måde, hun tydeligvis morede sig over, men som kunne nærme sig det ondskabsfulde.

Hun holdt cirka hundrede hvide høns og var hver formiddag beskæftiget med at samle æg og gøre dem rene med et viskestykke i bryggerset, hvor der var fine fliser og en helt speciel lugt af orden og kølighed. Det var vores opgave at hente æg hos fru Steenberg. Vi hadede det og tog os kun sammen, fordi vi skulle, og fordi der undertiden faldt en småkage af hos hende. Jeg havde været så uforsigtig at fortælle hende, at min yndlingsspise var spejlæg. Det skulle udnyttes, så en dag spurgte hun mig så: Hvad kan du bedst lide: mig eller spejlæg?. Jeg smagte så længe og uforstående på ordet mig, at hun utålmodigt gentog spørgsmålet et par gange, hvorpå jeg stille og genert atter erklærede spejlægget min kærlighed. Altså!, udbrød hun og rystede grinende sit hoved. Det gjorde hun altid, når hun mente, vi havde fornærmet hende.

På den anden side af dalen lå gården Habbedam. Bornholm har aldrig haft herregårde, men har til gengæld et væld af smukke, firlængede gårde, som ofte ligger utrolig flot i landskabet. I min barndom var der to firlængede gårde i selve dalen: mod nord Munkegård, der nu er revet ned, og mod syd Maegård, som stadig ligger der. Og så var der Habbedam, som lå på kanten af dalen lige dér, hvor man østfra kører ned i dalen til Damly. Gården ligger der endnu, omend uden sin gamle charme og stærkt ombygget efter en voldsom brand.

Da mine forældre flyttede til Damly, blev Habbedam drevet af Gamle Hansen (vi kaldte ham aldrig andet) og hans kone. De flyttede kort efter til et hus i Allinge, men inviterede forinden mine forældre og øvrige naboer på en stor afskedsmiddag, hvorpå de overgav driften af gården til deres søn, Henning Hansen, og hans kone, Doris. Sådan gjorde man på landet dengang. Og Gamle Hansen sørgede også for at komme forbi med et stykke blodpølse eller andre sager til mine forældre, når der blev slagtet. Det er ingenting, det er alligevel tilovers, hed det sig. Efter overtagelsen kom Gamle Hansen ofte på gården om søndagen, hvor han tog sig en spadseretur med stok og hat. Så kikkede vi over på den anden side af dalen. Der går Gamle Hansen, sagde vi.

Hr. Steenberg havde ingen traktor. Han havde Musse, som var husmandsstedets hele hestekraft i marken og på vejene. Hans stolthed var roemarken. I forsommeren 1966, da jeg og min (nu afdøde) tvillingebror Jacob var 10 år, hjalp vi og Karen hr. og fru Steenberg med at hakke roer for en smule saftevand og en 25-øre pr. række. Vi skulle være meget omhyggelige med roerne og det var vi. Hvert år fik han en præmie for sin fine mark.

Det slår mig tit, hvor meget af det gamle Danmark jeg til trods for min beskedne alder (55 år) har nået at få med i bagagen. De første år havde vi brændekomfur, og et besøg af den drabelige kvashuggermaskine med tilhørende traktor og trækbændel (som kunne springe af uden varsel) var en fast og larmende begivenhed mindst én gang om året.

Landskabet genlød i det hele taget af foretagsomhed. På klokkeslæt kom der hule drøn, når de sprængte klipper løs i omegnens store stenbrud: Borreløkken, Moseløkken, Hammerbruddet og Vang. Klokken 12 hylede sirenen fra et tag i Allinge, og morgen og aften lød klokkerne fra Ols Kirke, så solen standsmæssigt kunne stå op og gå til ro. I stille vejr sendte fiskekutternes skorstensrør deres musiske resonans ind over land, og i tåge buede tågehornene med forskellige toner fra øst, nord og vest. Et af dem lød særlig dybt og blev kaldt for Hammertyren.

Sådan var det, da jeg startede i 1. klasse hos fru Mikkelsen i Ols Kirkeskole i 1962. Forinden havde vi lært at bukke, og nødtørftigt at fremsige fadervor. I 1. klasse lå timerne klokken 11-14 (vi var jo små og skulle sove længe), og først i 2. klasse begyndte de barske dage, hvor timerne lå klokken 8-11. Fru Mikkelsen var bestemt og principfast. Blyanterne skulle være rød nummer 2, alt skulle være på plads og i orden, og når skoledagen var omme, sang vi: Nu er timen til ende, og fra skole vi gå, hvad vi lærte herhenne, skal vi nok huske på. Hver dag. Eksamen blev afviklet med stor højtidelighed og sognerådet opmarcheret i skolestuen, mens vi sirligt stillede små regnestykker op på tavlen: 2 + 5 = 7, og sognerådsformanden nikkede anerkendende.

Fru Mikkelsen spillede orgel i Ols Kirke hver søndag og havde en datter, som sang. Højt og vistnok smukt, men vi syntes, det lød skrækkeligt og skabet. Fru Mikkelsen holdt uden tvivl af Jacob og mig hun purrede os jævnligt i håret, hvad vi ikke brød os om, skønt det jo var kærligt ment. Man skulle i sagens natur være høflig og god mod hende, og jeg måtte i mange uger høre hende højlydt beklage sig over, at jeg ved et uheld var kommet til at ramme hende på benet, da jeg sparkede en mudret gummistøvle af i skolens forstue. Nogle uger efter tog hun (uforvarende) en grusom hævn: Vi sad udenfor og havde læsetime i det fine vejr, da en hidsig gedehams pludselig gik amok og stak mig lige under øreflippen. Snarrådigt løb fru Mikkelsen ind efter en klud og en flaske tredobbelt salmiakspiritus, der dengang gik for at være virkningsfuldt mod smertefulde stik. Så husker jeg ikke andet end en eksplosion af stinkende og blændende salmiaktåger, som fik tårerne til at springe fra mine øjne. Hvepsestikket glemte jeg i det mindste.

Hjemme i dalen omkring Damly lå haven, markerne, engene, skoven, klipperne, lyngen, søerne, moserne, de små skovbække og den store Kampeløkke Å hen som én stor legeplads, en udfordrende eventyrverden.

En verden, vi indtog be­gærligt med vores naturkyndige forældre og Peter Plys som praktiske og åndelige vejledere. Og senere, i de første skoleår, var min fars slidstærke, brune udgave af Lieberkinds Dyrenes verden min bibel nummer 1. Jeg slugte alle bind råt og supplerede med Flora i farver og Politikens uovertrufne Hvad finder jeg-håndbøger med Henning Anthons livagtige akvareller af alverdens mærkelige skabninger.

Således rustet med vores egne små køkkenhaver, hund, kat, kælekaniner og slagtekaniner, geder, der skulle malkes, tøjres og luftes (de fulgte os på ture i skoven) og høns (der gang på gang blev taget af ræven), var min barndoms dal fuld af muligheder. Og vi havde glubende appetit.

Skoven, træerne, klipperne og højlyngen blev udforsket, og magiske steder fik navne og ånd. Dalens dramatiske klippesider har engang protesteret mod istidens vældige bræer, der kvitterede med at slippe hundredvis af mægtige vandreblokke netop dér. Så nu er skoven fuld af store sten, der taler til fantasien: Elefantstenen, Kæmpestenen og Tvillingestenene døbte vi de største, vi besteg med noget nær livet som indsats.

Først i juli antog de første blåbær farve på lune steder i skoven, og mod slutningen af skolesommerferien, der i begyndelsen var som frihed uden ende, kunne vi tit samle de blå bær i spandevis og plukke læs af duftende kantareller. At finde kantareller var som skattejagt, og i pauserne mellem jagterne havde vi vores steder, hvor vi legede eller slog os ned: kaffestedet (en lille vandpyt på nogle klipper omgivet af enebær og lyng), huletræet (en god, bred klatreeg, vi byggede hule i), hugormestedet (hvor vi havde set vores første hugorm), hundredmeterskoven (en granskov), plysplads (en plads, vi selv havde ryddet) og kattedammen. Den lille dam på højlyngen hed sådan, fordi nogen efter sigende havde druknet kattekillinger dér engang. Vi løb på skøjter på dammens klare is flere gange, hvor vi lagde os fladt på maven og stirrede ned gennem isen i håb om at få øje på døden i skikkelse af et lille killingeskelet. Det blev vi forskånet for, men vi så livet mellem bladene på bunden i det klare, gyldne vand under isens låg.

Og så var der det nedlagte og vandfyldte stenbrud: Isbjørnegrotten. Det var et lille sted med en uhørt stor poesi og klart og dybt vand, som man kunne springe på hovedet i. Her legede vi og øvede os samtidig i at svømme og dykke i vandet, der var lige så blødt og sødt, som ferskvand kan være i en skov. Her fangede vi med fiskenet på stang alskens vandhulsdyr: salamandre, vandkalve i flere størrelser, elegante vandnymfelarver, glubske guldsmedelarver og glinsende rygsvømmere, som vi siden lærte at håndtere forsigtigt, fordi de kan stikke.

En dag viste min far os den tomme hud fra en stor guldsmedelarve. Han havde fundet huden klynget til et siv i Isbjørnegrotten og anbragt den i en tændstikæske. Så fortalte han om guldsmedens liv og forvandling, mens den sarte hud gik på omgang i vores hænder. Huden var så let, som havde den slet ingen vægt, så vi holdt vejret i åndeløs spænding og for ikke at risikere at blæse huden bort. Det var et stort og magisk øjeblik.

Det var det også, da min far tog os med ud i skoven en mørk aften. Jacob og jeg havde haft fødselsdag, og vi havde hver fået en af de dér lommelygter, der kan skifte farve. Nu gik vi op til rævegraven i skoven for at lyse ned i gangene og se, om ræven lå dernede og sov. Vi havde tit sunget: Ræven går derude, mor, vi låser vores gang, så det var uhyggeligt og godt at have en far ved hånden. Vi lyste, og vi så den sovende rævs bug hæve og sænke sig dernede. Senere har jeg tænkt, at ræven vel var på jagt i natten, og at det blot var lommelygternes flakkende lys mod rævegangens lyse vægge, der bedrog os.

Vi sanser mest intenst, vi husker bedst og holder mest af det, vi oplever i vores barndom. Og vi kan have svært ved at forstå og acceptere, at verden og alt det, vi holder af, forandrer sig. Men alting forandrer sig. På godt og ondt. Det erkender vi med tiden. Tiden står ikke stille, og min barndoms dal og omgivelserne på Nordbornholm har forandret sig. De store vandreblokke og stejle dalsider står klippefaste. Men ellers.

I løbet af 1960erne og 1970erne blev landbruget moderniseret. Hansen fik drænet engen neden for vores hus, og de mange levende hegn og stengærder, som løb på tværs over dalbunden og delte agerjorden i mindre lodder, blev brutalt sprængt i luften og fjernet.

Omegnens mange vandhuller blev fyldt op, forurenet eller groede til, så de små lysegrønne løvfrøer knap forstod et kvæk af det hele. De fik det skidt, og deres intense kvækkekor i de lyse majnætter døde ud i begyndelsen af 1980erne.

Højlyngen groede til med skov, så først lyngen og siden enebærbuskene sygnede hen og døde. Det var prisen, da foretagsomme brændesankere, kvier i tøjr og får og geder, som havde holdt skoven i ave, forsvandt.

Skal man begræde udviklingen? Nej i hvert fald ikke kun. Man skal erfare den og lære af den. Min mor beklagede sig forståeligt, synes jeg over naboens omfattende majsmarker, som han lod stå vinteren over i dalbunden for at tiltrække vildtet. Det gjorde majsen også, men myriaderne af rotter var en utilsigtet streg i regningen. Til gengæld har majsmarken de seneste år været fourageringsområde for den tranefamilie, der til vores store overraskelse og glæde valgte at flytte ind og yngle i den lille skovmose Hestehaven en kilometer derfra. Sådan er der så meget.

Skoven op til Damly er i dag udlagt som vild og urørt skov. Den er valgt til at være en del af fremtidens danske urskove. Løvfrøerne har på borgernes regning fået nogle af deres vandhuller igen og kvækker atter lystigt i maj. Og omkring den nordlige udløber af Kampeløkke Ådal, Ravnedal, bliver højlyngen holdt åben. Nu endda velsignet af ravne, der i modsætning til i min barndom ofte lader deres gutturale grog grog-lyde høre over det nordbornholmske landskab.

Sådan var min barndoms dal, og sådan er der siden sket så meget.

Det undrer mig tit, at jeg ikke er ældre.