En forårsdag i 2009 sad Alice Dybdahl med en gammeldags isvaffel i hånden. Hun sad på en sten ved den gamle mole i den nordvestjyske kystby Vorupør og slog en sludder af med sin gode veninde. Efter lidt tilløb tog veninden mod til sig og sagde, at hun vidste noget om Alice Dybdahl, som hun ikke selv vidste. At Alice Dybdahl havde en halvbror, der var adskillige år ældre end hende. Ja, det var faktisk ”Brund sme’” (smeden i byen Brund), en navnkundig ungkarl, som var kendt af snart sagt alle thyboer for at være en levemand, der kunne stå op og sove midt i en fest, og som kunne tale med alle.
44-årige Alice Dybdahl kendte også godt til ham, men hun anede ikke, at de var beslægtede. Men jo, den var vist god nok. Det var almen viden i landsbyen Brund, at han, der var vokset op hos sin mormor og morfar, havde en far, som han aldrig havde haft kontakt til – og at det var den mand, som senere blev far til Alice Dybdahl og hendes lillebror.
”Jeg blev glad. Jeg har selv mand og børn, men der er mange i min slægt, der er døde tidligt, og jeg tænkte straks, at ham måtte jeg tage kontakt til. Så samme aften skrev jeg et brev til ham. Jeg fortalte, at det ind til nu havde været ukendt viden for mig, at vi var søskende, men at jeg meget gerne ville møde ham,” fortæller Alice Dybdahl, der i dag er 54 år.
Søskende er i langt de fleste tilfælde hinandens livsvidner. De deler barndomserindringer og følger hinanden til graven. Men så er der også de søskende, der første finder hinanden sent i livet – og som pludselig får et nyt blik på sig selv og deres familie. Historien her handler om et af de tilfælde.
Alice Dybdahl vidste selvfølgelig ikke, om smeden Henry Hansen, var interesseret i at få kontakt med hende. Men allerede samme dag, som han modtog hendes brev, ringede han hende op.
”Det var ligesom at høre min afdøde fars stemme, så først blev jeg helt stille. Men så talte vi i en time og blev hurtigt enige om, at jeg skulle besøge ham dagen efter, når jeg fik fri fra arbejde.”
Dagen efter telefonsamtalen sad hun foran computeren i skatteforvaltningen i Thisted, og hun kunne ikke vente til fyraften med at se ham. Så allerede ved frokosttid sprang hun ind i bilen med to sandwiches og et fotoalbum, og et kvarter senere trillede hun ind i broderens indkørsel. Og der stod han så. Knap 20 år ældre end hende og med samme karakteristiske mellemrum mellem fortænderne.
Henry Hansen kunne fortælle, at hans biologiske forældre havde været henholdsvis 15 og 18 år, da de fik ham, og det viste sig, at der var blevet ført en politisag om faderskabet. Sagsakterne, som de to søskende senere fik adgang til, og som Kristeligt Dagblad også har set, bekræftede slægtskabet mellem Henry og Alice. Selv havde Henry Hansen også hørt om sin far og halvsøskende, men af respekt for sin mormor havde han, så længe hun levede, ikke før givet sig til kende overfor Alice eller andre i hendes familie.
Men nu, i 2009, fik Alice Dybdahl og Henry Hansen altså hver en ny søskende. De kørte til Lolland for at besøge Alice Dybdahls lillebror, som nu også var Henrys. De besøgte faderens gravsted sammen og græd over hans og deres egne skæbner, og først og fremmest talte og talte og talte de. Om deres livshistorier og om familieforviklingerne dengang i 1946, hvor Henry blev født uden for ægteskab, og om, hvorfor deres fælles far aldrig havde fortalt Alice Dybdahl om broderen i Brund.
Tit kom Henry Hansen de følgende år uanmeldt forbi og besøgte Alice Dybdahl og hendes familie – gerne om søndagen og gerne med det indledende spørgsmål ”Skal vi dele to øl?”.
”Det at få Henry ind i mit liv var en stor glæde og gav mig fred i sjælen. Jeg havde været glad for min far, men han var alkoholiker og endte med at blive lidt afstumpet på grund af den sygdom. Jeg har mange gange spurgt mig selv, hvorfor han blev, som han gjorde. Og nu tror jeg, det handlede om, at han som 18-årig blev far til en søn, han ikke kom til at opfostre.”
I 2014 fik Henry Hansen lungekræft. Det spredte sig, og i sygdomsperioden oplevede Alice Dybdahl, hvor tætte de var blevet på få år. For Henry Hansen havde ikke kone og børn, så det var hende, han betragtede som sin nærmeste pårørende. Hun var med til lægesamtaler, og hun besøgte ham dagligt på hospitalet i den sidste tid. I marts 2015 døde han. I dag siger Alice Dybdahl, at der må have været en guddommelig indgriben på færde, når de to trods alt nåede at møde hinanden, få et tæt forhold og blive klogere på deres egne livshistorier.
”Og søndagen efter han døde, tog jeg mig selv i at åbne køleskabet for at tjekke, om jeg havde fået sat to øl på køl.”