Prøv avisen

Min grundfølelse er ærgrelse

Malene Carmel, Lokaldemokraterne. – Privatfoto. Foto: image/jpeg

Malene Carmel var udpeget til konservativ spidskandidat til borgmesterposten i Helsingør. Det blev i stedet Benedikte Kiær, mens Carmel ikke blev valgt ind for Lokaldemokraterne, som hun skiftede til for en måned siden. Her er hendes beretning om 24 følelsesladede timer før, under og efter valget

Tirsdag d. 19. november

15.00: Jeg kører hjem fra mit job som kreditchef i Nordea Finans for at stemme. På valgstedet snakker jeg med nogle af vælgerne, og stemningen er god. Jeg har været lidt spændt på reaktionerne, efter jeg skiftede parti, men det går fint. Så kører jeg videre til Helsingør Hallen, hvor min kæreste Jan skal stemme. Han er formand for Lokaldemokraterne, som er det parti, jeg nu stiller op for. Vi flyttede sammen for en måned siden og har ikke nået at skifte folkeregisteradresse endnu, så vi stemmer ikke samme sted.

16.15:
TV2 News interviewer os begge om vores forhåbninger til valget. Vi håber og tror på det tidspunkt stadig, at partiet kan gå fra en til to mandater, så vi begge kan blive valgt ind i byrådet. Men jeg er usikker og tænker, at det ikke vil være unaturligt, hvis mit skifte betyder en reduktion i mit stemmetal. Efter interviewet kører vi rundt og besøger nogle af valgstederne. Det er der mange politikere, der gør, for det er ofte folk fra partierne, der sidder som valgtilforordnede, så vi hilser på og taler med vælgere og andre politikere. Det er mest uha-hvor-er-det-spændende small talk, det er alt for tidligt at lave aftaler. Benedikte Kiær (De Konservative) har dog holdt møder med partierne de seneste par uger for at tale om mulighederne for at lave aftaler på et tidspunkt. Også med Lokaldemokraterne, for det er dumt ikke at holde alle døre åbne.

19.00:
Vi mødes med venner og familie i Cafe Chaplin i Helsingør, som Jan ejer. Der er valgflæsk, og det er hyggeligt, men jeg er efterhånden ret spændt. Kort efter, vi er kommet, er den første egentlig prognose fra DR i fjernsynet. Vi står til at få et enkelt mandat. Vi taler lidt strategi, for det er ikke utænkeligt, at vi selv med bare ét mandat kan blive afgørende, hvis de to politiske blokke ender med at få 12 mandater hver. Vi tror stadig på også at få det andet mandat. DR ankommer med kameraer og skal følge Jan gennem valgaftenen.

20.00: Vi går ned til rådhuset, der allerede er fyldt. Stemningen er hektisk blandt de andre politikere, og flere vil nærmest allerede til at forhandle. Jeg tænker, at de har taget DRs prognose meget bogstaveligt. Ventetiden er lang. Alle ser fjernsyn og holder samtidig øje med alt og alle: Hvem snakker med hvem, hvem er nu væk, panikken lurer lige under overfladen. Og dermed er alt, som det plejer at være. Jeg har været i byrådet i 12 år, så jeg tager det rimelig roligt.

21.30: De første resultater kommer. Vi følger tendenserne, men spillet er ikke i gang endnu. Det giver ikke mening at tale seriøst sammen, før tallene er mere sikre.

23.30:
Der begynder at tegne sig et ret klart billede: De Konservative får ni mandater, Lokaldemokraterne får et, og blå blok er større end den røde. Tallene fra tre valgsteder mangler stadig, men Benedikte Kiær begynder alligevel forhandlingerne ved at invitere Dansk Folkeparti, Venstre, De Radikale og os med ind på borgmesterkontoret. Vi har aftalt at gå tre med derind: Jan, jeg og en fra partiets bestyrelse. Men i en meget hård tone får vi at vide af den siddende borgmester Johannes Hecht-Nielsen, at hvert parti kun må stille med to personer. Det skaber straks en dårlig stemning, for hans kropssprog viser tydeligt, hvordan arbejdsmiljøet bliver de kommende fire år. Det vil vi ikke være en del af, så vi forlader forhandlingerne med det samme igen. Arbejdsmiljøet hos De Konservative blev også meget dårligt, da det kom til et opgør mellem Benedikte Kiær og jeg, og der skulle stemmes om, hvem der skulle være spidskandidat. Og jeg havde ikke lyst til at arbejde i sådan et miljø igen.

Kort efter kommer både Dansk Folkeparti og Benedikte ud. De vil gerne have os ind igen, men efter 5-10 minutters betænkningstid fastholder vi. Der er selvfølgelig meget historie i sådan en beslutning. Da Johannes kuppede sig til borgmesterposten for fire år siden, var hans bevæggrund blandt andet, at Jan var en del af konstitueringen. Så stemningen imellem de to er ikke god. Desuden har vi det ikke godt med så blå en konstituering, som der er lagt op til. Så de andre fortsætter uden os. Vi har aftalt med Dansk Folkeparti, at de ikke skal lukke en aftale, uden de har diskuteret alternativer med os først. Til sammen har vi fire mandater og kan derfor også gå med rød blok. Men da de ikke er kommet ud efter et kvarter, kan vi godt regne ud, at de allerede er dybt nede i forhandlingerne. Jeg siger til Jan: Hun har låst døren og tager ikke nøglen frem, før de alle sammen har skrevet under på en aftale.

01.30:
Det har trukket ud med de sidste valgsteder, og de er nødt til at være sikre på mandatfordelingen, inden de kan indgå en aftale. Alle vi andre står i rådhuscaféen og snakker om, hvordan det nye byråd bliver. Der er en stor udskiftning, men det er stadig usikkert, hvem der ryger ud, og hvem der kommer ind. Lokaldemokraterne er gået frem, men ikke nok til et ekstra mandat. Jeg har drukket vand hele aften, men nu tager jeg en øl.

Det er Benedikte, der først kommer ud og præsenterer sig som ny borgmester foran pressen. Jeg hører ikke, hvad hun siger. Ikke fordi, at jeg tænker, at det burde have været mig, der stod der, men jeg er bare ikke interesseret. Jeg er et andet sted nu. Vi kører hjem kort efter, sætter os i sofaen og drikker et glas vin. Min grundfølelse er ærgrelse. Jeg sagde for et år siden, at jeg ikke ville genopstille, men så mødte jeg Jan og skiftede parti, og vi havde sammen arbejdet hårdt på at opnå to mandater. Så jeg havde håbet på at blive siddende i byrådet.

Onsdag d. 20. november

07.00:
Jeg står op og laver pandekager til børnene. Jeg har ikke fået handlet ind, der har simpelthen været for travlt, så det er det eneste, vi har, haha. Jeg sender dem af sted og kryber tilbage i sengen.

Det er en langsom start, da vi endelig står op. Stemningen er stadig lidt flad. Vi er jo også trætte efter nogle fysisk og mentalt udmarvende måneder. Jeg ringer til mine forældre, Jan taler med alle mulige, og vi venter på de personlige stemmetal. De ændrer ikke noget, men giver en god indikation af, hvor partiet står. Og så afgør de, om det er Jan eller jeg, der er valgt ind. Jeg er nu ret sikker på, at det er Jan, og det håber jeg også, det er. Det er ham, der har stiftet partiet og knoklet for det.

13.30: Vi kører til Helsingør-Hallen, hvor stemmetallet bliver råbt op. Jan har fået 962 stemmer, næsten 300 flere end sidst, så vi er meget tilfredse. Et eller andet sted i mit hoved rumsterer det, at de 20 timer om ugen, jeg har brugt på politik de seneste 12 år, nu kan blive brugt på noget andet. Men jeg har endnu ingen idé om, hvad det skal være.