Mindedag for holocaustofre fastlagt

Den 27. januar bliver officiel mindedag for ofre for holocaust og andre folkedrab

Det ligger nu fast, at Danmark får en mindedag for ofrene for holocaust og andre folkedrab den 27. januar, Auschwitzdagen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede regeringens beslutning på sit ugentlige pressemøde i går.

- Auschwitzdagen har og skal have et bredt pædagogisk sigte. Det er tanken, at Danmark på denne dag skal markere sin afstandtagen fra folkedrab af enhver afskygning, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen om tankerne bag en mindedag.

Som omtalt i Kristeligt Dagblad gav regeringen sit principielle samtykke til ideen om en mindedag for en måned siden, da udenrigsminister Per Stig Møller (K) bekræftede, at regeringen overvejede, hvordan en mindedag kan forløbe.

Det er lederen af Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen, der står bag forslaget om en mindedag, som han fremsatte første gang over for den forrige regering den 7. marts i fjor. Jann Sjursen glæder sig over, at der med statsministerens offentliggørelse er sat et endeligt punktum for den langstrakte sag.

- Jeg er utrolig glad for, at det nu er sagt udtrykkeligt af statsministeren selv. Jeg ser frem til, at dagen bliver virkeliggjort, siger Jann Sjursen.

Hans væsentligste begrundelse for en mindedag er behovet for at have en særlig dag, hvor der kan sættes fokus på de folkedrab, der er begået gennem menneskehedens historie. Den 27. januar er valgt, fordi det var den dato i 1945, hvor tyskerne blev tvunget til at lukke den første koncentrationslejr, lejren i Auschwitz. Dagen skal dog efter Sjursens mening også bruges til at mindes andre folkedrab end holocaust.

- Auschwitz var udgangspunktet, men sigtet må være at indtænke andre folkedrab også. Det vigtigste er at få en dag, hvor vi diskuterer, hvorfor folkedrab sker, og hvor vi måske kan begynde at lære af historien, siger han.

Udenrigsminister Per Stig Møller har tidligere nævnt, at han håbede, at ministeriet ville være klar med nogle forslag til, hvordan dagen kan afvikles, inden sommerferien. Ifølge Udenrigsministeriet ligger der dog endnu ikke nogle konkrete overvejelser for mindedagens forløb og indhold.

Flere andre europæiske lande har allerede indført en mindedag for ofre for holocaust og andre folkedrab.

ulla-poulsen@kristeligt-dagblad.dk