Mindst af alt holdt hun af hverdagen

Dan Turélls datter, Lotus, voksede op i et hjem med stor kærlighed i den kreative klasses øverste luftlag. Alligevel gik hendes barndom af led i alkohol og omsorgssvigt. Nu fortæller hun, hvorfor hun som barn aldrig rigtig kom til at holde af hverdagen

Lotus Turéll har arbejdet intenst med de omsorgssvigt, hun var udsat for som barn, og deler i dag ud af sine egne erfaringer som foredragsholder for blandt andet børn og unge.
Lotus Turéll har arbejdet intenst med de omsorgssvigt, hun var udsat for som barn, og deler i dag ud af sine egne erfaringer som foredragsholder for blandt andet børn og unge. Foto: Maria Sattrup.

Alle ved, at digteren Dan Turéll gik på værtshus. Kun de færreste ved, at hans datter Lotus ofte var med ham.

Hun fulgte ham som en lille loyal skygge på de vante ruter mellem stambeværtningerne på Frederiksberg og Vesterbro i København, og hun vidste præcis, hvornår hun skulle optræde med sit charmerende repertoire af pudsige og kvikke bemærkninger, og hvornår hun skulle gå i et med værtshusenes mørketapeter.

Præcis som alle andre børn af misbrugere lærer, hvornår de skal tale, og hvornår de skal tie.

Nogle omsorgssvigt lader sig ikke skjule. De kommer til udtryk i blå mærker, fejlernæring, huller i tøjet og tegninger af motiver, som ikke burde findes i et lille barns bevidsthed. Andre udspiller sig på fashionable adresser blandt velklædte børn og voksne med økonomisk overskud eller social kapital.

De efterlader kun få og subtile tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Det omsorgssvigt, Lotus Turéll oplevede, hører til i den sidste kategori.

Som barn af forfatteren og folkehelten Dan Turéll og skuespillerinden Chili Turéll voksede Lotus op i en enorm lejlighed med parketgulve og sirligt svungent stukloft på en af Frederiksbergs bredeste boulevarder. Der var på alle måder højt til loftet i barndomshjemmet, hvor ønskebarnet Lotus blev forkælet med fine ting og sengetider, der sjældent blev overholdt. Der var let kaos og stor kærlighed. Men også alkohol, misbrug og hemmeligheder.

”Whiskeyånde lugter ens, uanset hvor du vokser op,” siger Lotus Turéll.

Hun er i dag 35 år, mor til en lille dreng og stærkt engageret i sit arbejde som familiecoach, formidler og foredragsholder for blandt andet Huset Zornig og foreningen Drug Rebels, der tager ud på folkeskoler og gymnasier og informerer elever om rusmidlers virkning og konsekvenser.

Der er ingen bitterhed i hendes fortælling. Den er for længst afløst af forsoning og forståelse for forældre, der ville det bedste, men ofte ikke magtede det. Tilbage står et brændende ønske om at give en svær historie mening og værdi. For sig selv, men måske især for andre, der ligesom hun voksede op i en familie, der havde brug for hjælp, men aldrig fik den.

”Jeg er på ingen måde ude på at hænge mine forældre eller andre ud. Det er slet ikke mit ærinde. Der er ingen forældre, der sætter sig ned og beslutter, at nu vil de omsorgssvigte deres barn. Det gjorde mine selvfølgelig heller ikke. De havde de bedste intentioner og gjorde det bedste, de kunne. De magtede bare ikke at passe på mig, i takt med at min fars alkoholmisbrug blev mere og mere voldsomt. Den vred hele vores familie af led og betød, at min barndom blev præget af daglig utryghed, svigt, stress og afsavn. Jeg håber, at jeg ved at fortælle den historie kan være med til at løfte sløret for, at omsorgssvigt ikke bare finder sted i de familier og miljøer, vi normalt forbinder med misbrug, men også i familier med status og i familier med en fornuftig økonomi Jeg vil så utrolig gerne bringe lidt lys ind i de mørklagte stuer, hvor socialarbejderne kun sjældent kommer, fordi alt ser så rigtigt ud på overfladen. Hvis min historie kan bidrage til det, synes jeg næsten, at jeg har et ansvar for at fortælle den.Familier går altså fuldstændig i stykker uden hjælp til at komme ud af alkoholens kløer. Både voksne og børn har ret til og brug for hjælp,” siger hun.

Lotus Turéll med sin far, digteren Dan Turéll.
Lotus Turéll med sin far, digteren Dan Turéll.

Lotus er fem år gammel. Hun strækker armene op og får fat i en af dåserne med spaghetti i tomatsovs på den øverste hylde. Det er ikke den slags mad, familien normalt spiser, men Dan har altid et lille arsenal af konservesdåser med færdigretter stående bagerst i spisekammeret, og Lotus kan akkurat nå dem, når hun står på en skammel og stiller sig op på tæer. Hun skal bruge maden for at overleve. Hun skal lægge en plan, så hun kan leve videre, selvom de voksne forsvinder, og der ikke er nogen til at passe på hende. Hun ved, at hun ikke kan lave mad selv, men konservesdåserne kan blive løsningen, hvis bare hun kan få dem op. Det kan hun ikke. Forsøgene med den skarpe dåseåbner sætter kun små ubehjælpsomme mærker i dåsens blanke overflade. Lotus kan mærke, hvordan hjertet begynder at hamre i brystet, og halsen snører sig sammen. Hun har lyst til at skrige, men der kommer ikke en lyd ud. Kun en åben barnemund. Ingen lyd.

Mindet med konservesdåserne er det første, hvor det i dag står klart for Lotus Turéll, at hun som barn havde taget skade af utrygheden derhjemme. Det var ikke sådan, at hun gik sulten i seng, men fuldskaben og den hemmelige kontrakt, der blev formuleret mellem de tre i familien om, at ingen måtte se, hvordan tingene i virkeligheden stod til, betød alligevel, at Lotus tidligt fik en erkendelse af, at hun ikke kunne regne med sine forældre og skulle spille en rolle ude. Når Dan kom ragende beruset hjem fra sine drukture, og Chili forsvandt i fortvivlelse over det forliste familieliv, var Lotus overladt til sig selv. Der var ingen, der lagde mærke til de stadig voldsommere angstanfald, de intermistiske overlevelsesstrategier og de mange forsøg på at aflede forældrene fra alkoholen, vreden og sammenstødene.

”Det værste var ikke episoderne, hvor alt eksploderede, og mine forældre skændtes eller græd, eller min far var fuldstændig væk i alkohol. Det værste var hverdagen. Den konstante og nagende angst og utryghed over, hvad dagene ville bringe, år efter år efter år. Hvor fuld min far ville blive, hvor fortvivlet min mor ville blive, og hvor det ville efterlade mig. Jeg var faktisk altid på vagt. I et hjem med misbrug lurer uforudsigeligheden og utrygheden altid lige under overfladen. Det er den, der sætter spor og giver angst, for man slapper aldrig af eller læner sig tillidsfuldt ind til hinanden. Rammerne for omsorgssvigt kan se vidt forskellige ud og udspille sig i alle samfundslag, men jeg ser mere og mere, at oplevelserne er meget sammenlignelige, og at de omsorgssvigtede børn pådrager sig forbløffende ens skader. Som en helt grundlæggende følelse af at være dybt ensom og fuldstændig overladt til egne evner for at overleve,” siger Lotus Turéll.

Hun er stadig i tvivl om, hvad andre så, når de kiggede på hendes familie. Hendes far var folkehelt, og hendes mor en ubestridt og feteret skønhed. Hun var barnet, der havde bundet det hele sammen til en lykkelig familie.

Alligevel er hun usikker på, om de voksne, der kom i barndomshjemmet eller mødte hende i skolen og på fritidshjemmet, ikke havde blot en fornemmelse af, at noget var skævt.

Alkoholen og cigaretterne var jo lige så velintegrerede i hendes fars image som den bredskyggede hat og de sortmalede negle.

”Vi har fortsat en forestilling om, at omsorgssvigt hører de socialt udsatte og åbenlyst dysfunktionelle familier til, men vi er også bange for at blande os i familier med status, magt eller penge. Der er meget mere på spil, når man skrider ind over for overlægen, direktøren - eller digteren. Man risikerer jo, at de svarer igen. Det er langt sværere og langt mere risikabelt at vove sig ind i den type hjem. Men det skal man alligevel gøre. Og hjælpen havde været tiltrængt i vores tilfælde. Vi havde desperat brug for den. Fra mit personlige standpunkt vil jeg opfordre alle til at udtrykke deres bekymring, hvis man har en fornemmelse af, at en familie mistrives, uanset dens status. Både børnene og de voksne i misbrugshjem skal hjælpes, både i deres individuelle processer, men også til at genskabe familiebåndet,” siger Lotus Turéll.

Selv sagde hun ikke noget. Selvom hun var et barn, kunne hun godt se, at hendes profil - de dygtige forældre, de fine omgivelser og alt legetøjet - ikke passede på et barn med krav på hjælp. Kun en enkelt gang rakte hun ud. Til en helt fremmed mand midt om natten.

Lotus er ni år gammel. De bare fødder hamrer mod det blanke parketgulv, mens hun løber ned ad den lange gang og smækker den ene dør op efter den anden. Hun råber efter sin far, men der er intet svar. Det er midt om natten, og hun er lige vågnet til den mærkelige fornemmelse af en rungende tom lejlighed. Chili er på job i London, og Dan har fået strikse instrukser på at passe på deres datter, men nu er han væk. Lotus forsøger at trykke de rigtige cifre ind på telefonen for at komme i kontakt med sin mor, men hun er så bange, at hun ikke kan finde ud af det. Hun går ned på gaden, og foran hoveddøren møder hun en mand, som hun spørger om hjælp. Han går med hende op i lejligheden, og sammen forsøger de at ringe, men de kommer aldrig igennem. I stedet finder hun Dan på et af stamstederne, ruller sig sammen under et barbord og falder i søvn.

”I dag kan jeg jo sagtens se, at det ikke er meningen, at et barn skal lede efter sin far midt om natten eller få angst af at stå og fumle med en dåseåbner. Men det har taget mig lang tid at komme til den erkendelse. Jeg har altid vidst, at jeg ikke havde en barndom som andre, men har gemt de mørkere sider væk i mange år, for det var så skamfuldt. Vi blev en socialt isoleret familie, og det gør fandens ondt at mærke,” siger Lotus Turéll.

I dag bruger hun en stor del af sin arbejdstid på at hjælpe børn, unge og familier med både store og små udfordringer, så trivslen kan vokse. Og sidst på måneden afholder hun i samarbejde med direktør af Huset Zornig og tidligere Børnerådsformand Lisbeth Zornig enforedragsrække under titlen Brændte Børn, der netop skal sætte fokus på, at omsorgssvigt finder sted i alle samfundslag.

Hun tror på, at selv børn, der har været udsat for massive svigt, kan rejse sig og få gode meningsfulde liv. Men en tidlig indsats er altid værd at kæmpe for, og for de børn, der er udsat for omsorgssvigt af forældre fra det bedre borgerskab, er den indsats svær at få øje på.

”Der er berøringsangst også fra de umiddelbare omgivelser. Det er enormt ærgerligt, for de børn har desperat brug for at blive set, lyttet til og møde en form for anerkendelse af, at det ikke er dem, der er noget galt med, men deres situation. Vi kan allesammen gøre noget, enten selv eller ved at underrette andre om vores bekymring.”

Lotus Turéll selv har arbejdet indgående med sin egen barndoms traumer. Det har kostet omkring 200.000 kroner i psykologtimer, kropsterapi og andre former for behandling. Kroner, som hendes mor har været med til at betale. Det har også taget på den gode side af 15 år at genoprette et stabilt og godt forhold til moderen.

”Jeg er landet godt og har været meget heldig selv at kunne betale mig igennem den nødvendige behandling. Det skal man ikke regne med, at andre har muligheden for at løfte selv. Det er klart, at jeg gerne vil give min erfaring videre, jeg vil gerne være med til at give håb og løsninger,” siger Lotus Turéll, der selv først sent kom i gang med sin egen proces.

Lotus er 23 år gammel. Radioen kører, og fjernsynet er tændt. Hun har slået sin computerskærm op og sidder bøjet over tastaturet intenst optaget af en tekst. Hun er træt og lidt speedet på samme tid. Hun arbejder i flere jobs og skriver som freelancer for et ungdomsmedie. Det er sådan, hun bedst kan lide det. Hun skal helst have travlt for at have det godt.

Midt i kakofonien af alle de tændte elektroniske apparater er der pludseligt noget, der går igennem. En kvinde i fjernsynet taler om varige skader blandt omsorgssvigtede børn, og hendes ord får Lotus til at stivne. Hun ringer til en børne- og ungetelefon og græder ind i røret. Stemmen i den anden ende spørger ind til, hvad der er sket, men Lotus aner ikke, hvad hun skal sige. Hun er pludselig skamfuld og pinligt berørt. Den forkælede datter af en berømt digter. Hvad bilder hun sig overhovedet ind at ringe om hjælp. Så spørger stemmen i telefonen: Er der sket noget i din barndom?

”Ja,” græder Lotus.