Minister bekymret: Plejefamilier udvikler sig til ”mini-institutioner”

En analyse fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at plejefamilier i mindre grad ligner ”almindelige” børnefamilier. Plejeforældre bliver således ældre, de har sjældnere hjemmeboende børn, og færre har anden beskæftigelse end plejehvervet. Bekymrende, mener socialministeren

"(...) hvis plejefamilierne for fremtiden skal udfylde den rolle, de oprindeligt er tiltænkt, så er det vigtigt, at en stor del af dem ligner almindelige familier med andre søskende og en hverdag, hvor mor og far også går på arbejde, særligt i anbringelsen af yngre børn," siger socialminister Astrid Krag (S).
"(...) hvis plejefamilierne for fremtiden skal udfylde den rolle, de oprindeligt er tiltænkt, så er det vigtigt, at en stor del af dem ligner almindelige familier med andre søskende og en hverdag, hvor mor og far også går på arbejde, særligt i anbringelsen af yngre børn," siger socialminister Astrid Krag (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) var klar i mælet i sin nytårstale: Flere udsatte børn skal tvangsfjernes så tidligt som muligt. Disse anbringelser sker oftest i familieplejer, der har til formål at sikre barnet tryghed og omsorg, og som traditionelt set har skullet skabe et hverdagsliv, der til forveksling kunne ligne andre familier. Sådan forholder det sig ikke længere. I hver fald ikke bedømt ud fra den Socialpolitiske Redegørelse 2019, som Social- og Indenrigsministeriet offentliggør i dag.

Analysen ”Karakteristik af plejeforældre” viser blandt andet, at plejeforældre bliver ældre, og derfor i mindre grad end tidligere har egne hjemmeboende børn. Den viser også, at plejeforældrene i mindre grad er tilbøjelige til at have et almindeligt arbejde ved siden af plejehvervet, at de oftere har en relevant fagspecifik baggrund, og at der samtidig er sket en stigning i antallet af plejebørn pr. plejefamilie, således at knap hver anden plejefamilie i dag huser mere end et plejebarn. Udviklingen går mod en stigende professionalisering af plejefamiliehvervet, konkluderer analysen, og det er bekymrende, mener socialminister Astrid Krag (S):

”Det bekymrer mig, hvis vi efterhånden er begyndt at se plejefamilier, der i højere grad bærer præg af at være en form for ’mini-institution’ end en egentlig familie,” siger hun og konkluderer, at ”analysen tænder en advarselslampe”:

”Det er selvfølgelig ikke sort-hvidt. For børn, der bliver anbragt sent med komplekse behov, så kan det give god mening, at de bliver anbragt i en familiepleje med særlige kompetencer. Men hvis plejefamilierne for fremtiden skal udfylde den rolle, de oprindeligt er tiltænkt, så er det vigtigt, at en stor del af dem ligner almindelige familier med andre søskende og en hverdag, hvor mor og far også går på arbejde, særligt i anbringelsen af yngre børn.”

I analysen har man sammenlignet plejefamiliers forhold fra 2000 og frem til 2017 og blandt andet fundet, at gennemsnitsalderen for plejeforældre er steget med seks år siden 2000. Udviklingen i alderen blandt plejeforældre viser sig særligt i fraværet af helt unge plejeforældre i dag. Således var cirka 15 procent af plejeforældrene i 2000 mellem 25 og 39 år. I dag gælder det under fem procent. Modsat er cirka 13 procent over 60 år i dag. I 2000 gjaldt det omkring tre procent.

”Lidt firkantet formuleret, så bliver børn i dag anbragt i bedsteforældregenerationen,” siger professor Inge Marie Bryderup, der i årevis har forsket i anbragte børn og familiepleje ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet.

Hun mener, at analysen indikerer et opbrud med samfundets traditionelle forestilling om plejefamilier:

”At plejeforældre bliver ældre behøver ikke være dårligt i sig selv, men udviklingen udfordrer den ideologiske forestilling, der har været forbundet med anbringelser i familiepleje, nemlig at børn fra såkaldte dysfunktionelle familier skal opleve, hvordan en helt ’normal’ familie fungerer,” siger hun og understreger, at man mangler forskning, der undersøger, hvad denne udvikling betyder for børnene.

”Knap halvdelen af de børn, der anbringes i familiepleje, bliver anbragt, når de er mellem nul og fem år – disse børn bliver dermed i stigende grad anbragt hos bedsteforældre-generationen.”

Sociolog ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Stine Tankred Luckow har skrevet ph.d. om hverdagslivet i familiepleje, som det opleves af plejeforældre og plejebørn. Her fulgte hun otte plejefamilier, som overvejende ligner den karakteristik, som analysen i den socialpolitiske redegørelse tegner. Forskeren kan ikke genkende, at plejefamilierne er ved at udvikle sig til ”mini-institutioner”, som ministeren formulerer det.

”Jeg har svært ved at se, at den udvikling, tallene viser, skulle gå ud over relationsarbejdet med børnene eller skabe dårligere familiære rammer. Det har jeg ikke oplevet i de familier, jeg har fulgt. Jeg har svært ved at se, hvorfor plejeforældre, der i mindre grad har anden beskæftigelsen end plejehvervet, skulle blive en mindre god familie. Tværtimod vurderer jeg, at udviklingen giver god mening i og med, at vi anbringer flere børn med sværere udfordringer i plejefamilier,” siger hun.

Dog medgiver forskeren, at stigningen i plejeforældrenes alder kan vise sig at blive et problem. Både på den korte bane, hvor ældre plejeforældre i mindre grad kan tænkes at have det samme fysiske overskud til at deltage i fritidsaktiviteter og foreningsliv. Men i særdeleshed på den lange bane, hvor det bliver sværere at skabe en langvarig relation ind i voksenlivet, da de ældre plejeforældre er i større risiko for at dø. Derfor kan det blive nødvendigt at rekruttere nye, yngre plejefamilier – men det bliver ikke nogen nem sag, vurderer Stine Tankred Luckow:

”Hvis vi vil have flere familier, som er yngre, ressourcestærke, og som har de rette faglige kompetencer til at være plejeforældre, så er man nødt til at gøre hvervet mere attraktivt. De familier, jeg har mødt, efterlyste mere systematisk støtte fra kommunernes side. Mange af dem følte sig overladt til sig selv. Derudover beskriver de en stor usikkerhed forbundet med det at være plejefamilie. Som samfund forventer vi, at plejeforældre investerer følelser. At de tager det anbragte barn ind, som var det deres eget, men samtidig ved plejeforældrene ikke, om barnet bliver flyttet igen næste måned. Den usikkerhed, kan jeg forestille mig, afholder nogle fra at blive plejeforældre.”

Det billede genkender Thomas Vorre, formand i Plejeforældrenes Landsforening. Han mener, at udviklingen er en konsekvens af, at man i årevis har flyttet flere og mere udsatte anbragte fra døgninstitutioner til familiepleje samtidig med, at man har skruet op for kravene til plejeforældrene og sparet på støtte til og efteruddannelse af dem.

”Selvfølgelig ville det være dejligt at være plejefar og samtidig have et job ved siden af – men lige nu er det ikke muligt, fordi børnene har så mange problemer. Det er naivt, hvis ministeren tror, at vi er almindelige familier. Vi gør vores bedste, men hvis vi skal redde det her område, så er vi nødt til at anse familiepleje som en form for beskæftigelse med helt andre rettigheder, end dem vi kender i dag,” siger han.