Prøv avisen

Minister beskyldes for at skade integrationen

Karen Jespersens udtalelser kan betyde, at mange muslimer vil føle, at de ikke kan gøre noget godt nok, mener Inge Liengaard, der har skrevet p. hd. om danske imamer. - Foto: .

Religionsforskere skyder med skarpt mod velfærdsminister Karen Jespersen (V)

Muslimer i Danmark kan få svært ved at finde et sted, hvor de kan være troende muslimer og samtidig blive accepteret af velfærdsminister Karen Jespersen (V).

Det er konklusionen fra flere forskere, som mener, at ministeren risikerer at skræmme danske muslimer væk fra den offentlige debat.

Skadeligt
- Karen Jespersens udtalelser er integrationsskadelige. Skal man følge hendes linje, er der ingen ende på, hvem man kan marginalisere, siger Mogens Mogensen, der har en p.hd. i interkulturelle studier og arbejder som konsulent i interreligiøse spørgsmål.

- Der vil altid være nogle holdninger, man ikke kan acceptere. Til sidst er der ingen muslimer, man kan arbejde med, for de er ikke 100 procent som os, siger han.

Kræver tilbagetrækning
Kritikken kommer, efter at Karen Jespersen har karakteriseret de to talsmænd for Muslimernes Fællesråd, Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain, som ekstremister.

Udtalelserne har i den seneste uge skabt heftig debat, og Muslimernes Fællesråd har krævet, at ministeren trækker sine udtalelser tilbage.

Mistænkeliggjort
Karen Jespersens udtalelser kan betyde, at mange muslimer vil føle, at de ikke kan gøre noget godt nok, mener Inge Liengaard, der har skrevet ph.d. om danske imamer.

Lige meget, hvad de gør, og hvordan de stiller sig an for at få dialog, bliver de mistænkeliggjort og opfattet som radikale. I nogle muslimske kredse kan det opleves som, at der bliver sat lighedstegn mellem at være radikal og muslim. Det fører til en opfattelse af, at man ikke er anerkendt i samfundet og ikke er værdsat. I værste fald kan det betyde stigende marginalisering af muslimer i det danske samfund, siger hun.

Ikke enige om alt
Muslimernes Fællesråd, der er en paraplyorganisation for flere muslimske organisationer i Danmark, betragtes blandt religionsforskere som en moderat og dialogsøgende organisation. Derfor mener Mogens Mogensen, at det er vigtigt at række hånden ud til dem, selvom man ikke kan være enige om alting.

Enkelte muslimer har holdninger, som vi skal modsige og modarbejde det er det, som demokratiet handler om. Vi er ikke enige om alting, men om de fælles demokratiske spilleregler, og inden for de spilleregler skal vi skændes, så det brager og modsige hinanden og lade meninger bryde, siger han.

Ingen indflydelse til ekstremister
Karen Jespersen kunne ikke træffes i går, men hun skriver i en mail til redaktionen, at hun ikke vil afvise at tale med Muslimernes Fællesråd. Men hun er imod, at man lader ekstreme holdninger få plads.

Jeg har altid sagt, at jeg hjertens gerne vil tale med alle. Men jeg har advaret mod at give mennesker med ekstreme holdninger indflydelse. Hvis det drejer sig om religiøse anliggender, kan man tale med Muslimernes Fællesråd eller andre muslimske organisationer, ligesom man taler med repræsentanter for andre religioner. Men det er helt forkert at tale med mennesker ud fra deres religiøse tilhørsforhold om andre forhold end religion, skriver hun.

Værdikamp
Hun mener ikke, at man kan se hendes modstand mod holdninger til sharia-lovgivningen som en modstand mod muslimer generelt.

Det er ekstremisme, der strider grundlæggende mod danske frihedsværdier og forstærker en opsplitning af samfundet. At være imod det er ikke en kamp mod islam. Det er en værdikamp mod reaktionære og kvindeundertrykkende værdier, lyder svaret fra ministeren.

Islam eller Karen Jespersen
Mogens Mogensens frygter imidlertid, at det bliver svært at være praktiserende muslim i et dansk samfund, hvis der ikke er plads til holdninger, som strider imod danske værdier.

Til sidst kan man kun vende sig mod de muslimer, som blot har en kulturel muslimsk baggrund. Så vil man komme til at udgrænse eller udelukke dem, som er praktiserende muslimer, og det vil betyde, at muslimer vil opleve, at de i praksis skal vælge imellem islam eller muligheden for at blive godkendt af Karen Jespersen, siger han.

hviid@kristeligt-dagblad.dk

Talsmand for Muslimernes Fællesråd, Abdul Wahid Pedersen. – Foto: .
Talsmand for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain. – Foto: .