Minister svarer på kritik: Brugen af tvangsbehandling er en svær balance

Flest mulige inhabile patienter kan i dag behandles med tvang om nødvendigt, og resten skal have lov til at bestemme selv, svarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) efter kritik af, at nogle personer risikerer en lidelsesfuld død med ny ordning om behandlingstestamenter

Med lov om tvang af varigt inhabile, griber man dybt ind i folks selvbestemmelse. Når vi åbnede muligheden for behandling under tvang, måtte vi også sikre, at den enkelte kan komme til orde, fordi nogle har en meget klar holdning til, hvad de vil, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Med lov om tvang af varigt inhabile, griber man dybt ind i folks selvbestemmelse. Når vi åbnede muligheden for behandling under tvang, måtte vi også sikre, at den enkelte kan komme til orde, fordi nogle har en meget klar holdning til, hvad de vil, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Borgeren skal have det sidste ord – også når det gælder tvangsbehandling. Sådan siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) som svar på den kritik, der blev rejst i Kristeligt Dagblad i mandags angående de behandlings- testamenter, der træder i kraft til nytår.

I testamenterne kan der stå, at man ikke ønsker livsforlængende behandling i nogle specifikt afgrænsede situationer – og så kan man også skrive, at man aldrig vil behandles med tvang, hvis man en dag skulle miste sin sunde fornuft, det vil sige blive varigt inhabil, for eksempel på grund af svær demens. Et sådant ønske i et testamente vil trumfe en anden lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, der blev vedtaget sidste år.

Men det vil ifølge blandt andet Det Etiske Råd og Lægeforeningen føre til situationer, hvor for eksempel en svært dement person, der modsætter sig behandling – og hvis ønske skal respekteres på grund af det behandlingstestamente, han eller hun lavede mange år forinden – kan gå ubehandlet med for eksempelvis en brækket hofte eller et sår, der i værste fald kan gå koldbrand i og føre til amputation.

”Nu er der risiko for, at vi igen ender i situationer, hvor patienter udsættes for unødig smerte, lidelse og omsorgssvigt,” sagde Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, blandt andet i Kristeligt Dagblad.

Ellen Trane Nørby, hvorfor har man politisk overhørt fagfolks advarsler om, at varigt inhabile risikerer at skulle leve med smerter og lidelse, fordi et ønske i et behandlingstestamente vejer tungere end loven om tvangs- behandling af varigt inhabile?

Det har vi heller ikke. Men hvis vi spoler lovarbejdet en tand tilbage, så skal vi huske, at ingen overhovedet kunne tvinges, inden vi fik lov om tvangsbehandling af varigt inhabile for halvandet år siden – det var normalen, at disse borgere risikerede at lide, hvis de modsatte sig behandling.

Allerede, da vi vedtog loven, sagde vi, at der burde være undtagelser, der skulle sikre den enkeltes selvbestemmelsesret, og det er de undtagelser, der træder i kraft med behandlings- testamenterne. Så vi sagde fra starten, at ja, sådanne situationer vil opstår, og det var en del af samlede løsning. Hele lovgivningen om tvangsbehandling af varigt inhabile havde næppe opnået tilslutning, hvis den mulighed ikke var der. Det var en del af pakken for, at størstedelen af de varigt inhabile kan få den behandling, de har brug for.

Så hovedargumentet er, at det var prisen for at vedtage loven om tvangsbehandling?

Det var en del af den politiske aftale: At når behandlingstestamenterne træder i kraft, så vil det betyde, at de borgere, som har sagt nej til tvang, hvis de en dag skulle blive inhabile, ikke kan tvinges.

Det var en balance og en politisk afvejning: Hvor stor skal selvbestemmelsesretten være? Med lov om tvang af varigt inhabile griber man dybt ind i folks selvbestemmelse. Når vi åbnede muligheden for behandling under tvang, måtte vi også sikre, at den enkelte kan komme til orde, fordi nogle har en meget klar holdning til, hvad de vil.

En svært dement person risikerer for eksempel at leve og måske dø med en brækket hofte eller en tå med koldbrand i. Hvad er din kommentar til de fagpersoner, der vil stå i situationer, hvor de intet kan stille op mod den lidelse, de møder?

Sådan var det jo indtil for halvandet år siden, og det var et problem, og derfor lavede vi loven.

Jeg anerkender til fulde den faglige bekymring, og mange har stået i det dilemma. Så har man smertedækket patienten så godt som muligt. Desuden har vi lagt den mulighed ind i behandlingstestamenterne, at man i udgangspunktet kan sige nej til tvang, men lade sine pårørende have det sidste ord, og den mulighed kommer vi til at informere meget om. Den er væsentlig, så et ønske om at undgå tvang ikke nødvendigvis er fuldstændig ultimativt.

Vil du være klar til at vurdere loven igen, hvis den viser sig at være så uhensigtsmæssig, som fagpersonerne frygter?

Vi vil følge begge lovkomplekser. Det er jo ikke, fordi lov om tvangsbehandling af varigt inhabile omvendt er enkel og ligetil. Der er også etiske dilemmaer forbundet med tvang. Der er patienter, som kæmper voldsomt imod, og de sundhedsfaglige personer vil også dér opleve situationer, der er fagligt udfordrende.”