Minister forsvarer asylpraksis over for konvertitter

Justitsminister Morten Bødskov (S) fastslår, at kristendom ikke er en fribillet til asyl i Danmark, og at asylmyndighederne vurderer asylsøgerne individuelt

"Jeg føler anledning til at understrege, at regeringen ikke har ændret kriterierne for at få asyl i Danmark. Regeringen vil ikke tolerere misbrug af systemet," siger Justitsminister Morten Bødskov.
"Jeg føler anledning til at understrege, at regeringen ikke har ændret kriterierne for at få asyl i Danmark. Regeringen vil ikke tolerere misbrug af systemet," siger Justitsminister Morten Bødskov. Foto: Keld Navntoft.

Selvom Flygtningenævnet for nylig har modsagt sig selv, omgjort to asylsager og givet ophold til to kristne afghanske mænd, har justitsminister Morten Bødskov (S) fuld tillid til Flygtningenævnet, de danske asylmyndigheders højeste instans. Og til, at det danske asylsystem fungerer upåklageligt.

Det fastslog ministeren i aftes gentagne gange på talrige spørgsmål fra Venstres Inger Støjberg og Karsten Lauritzen.

Anledningen til spørgelysten var, at Kristeligt Dagblad den 23. oktober kunne fortælle, at en 21-årig afghansk mand, som er blevet kristen i Danmark, havde fået asyl. Opholdstilladelsen gik stik imod den afgørelse, som Flygtningenævnet havde truffet i foråret. Her fik den 21-årige afslag, fordi nævnet vurderede, at det var usandsynligt, at hans konversion var kommet til de afghanske myndigheders kendskab, og at han blot kunne afstå fra at praktisere sin kristne tro offentligt.

LÆS OGSÅ: Ikke længere hjem til forfølgelse

Men efter pres fra UNHCR, FNs flygtningeorgan, omgjorde Flygtningenævnet asyl-sagen.

På den baggrund og på baggrund af endnu en opholdstilladelse til en konvertit, den 24-årige afghanske Mohammad Ayoubi havde Inger Støjberg kaldt justitsministeren i samråd i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Jeg føler anledning til at understrege, at regeringen ikke har ændret kriterierne for at få asyl i Danmark. Regeringen vil ikke tolere misbrug af systemet, og jeg har fuld tillid til, at asylmyndighederne foretager en konkret vurdering af, om den enkelt asylsøger har behov for beskyttelse, sagde Morten Bødskov.

Justitsministeren har indtil nu været tavs i sagerne om kristne konvertitter. Faktisk lige siden sidste vinter, hvor Kristeligt Dagblad beskrev, hvordan Flygtningenævnet brød de internationale flygtningekonventioner ved at give afslag til Mohammad Ayoubi med besked om, at han kunne skjule sin kristne tro i hjemlandet. Ayoubi fik i september asyl på grund af medieomtalen af hans sag.

Grundlæggende handler det om, at der foretages en afvejning af hver enkelt asylsøger, også når det drejer sig om, hvordan myndigheder i hjemlandet ser på kristne. Flygtningenævnets afgørelser er ikke truffet under pres fra hverken FN eller nogle biskopper, fastslog ministeren.

Hertil ønskede Inger Støjberg at vide, hvordan man kan vide sig sikker på, at asylsøgere fremover ikke bare proklamerer sig kristne for at få asyl?

Vi kan ikke være 100 procent sikre på, at nogen ikke forsøger at misbruge systemet, men derfor har vi Flygtningenævnet, som afprøver sagerne. I spørger til, om man bare kan bruge konversion som indgangsbillet, men Flygtningenævnet har truffet pro et contra-afgørelser. Det viser, at nævnet vurderer hver sag konkret, svarede Bødskov.

Med pro et contra-udtalelsen henviste han til, at Flygtningenævnet siden september har tildelt asyl til fem kristne konvertitter ud af ni sager.

Jeg synes sådan set ikke, Der er noget fikumdik i det: der skal tages stilling til, om asylsøgeren er i risiko for forfølgelse. Der er givet opholdstilladelser, og der er givet afslag, og det er bevis på, at det er en konkret vurdering fra gang til gang, og at hver asylsøger vurderes individuelt.