Minister rydder tid på skoleskemaet til konfirmander

Skolereformen har gjort det svært at få tid til konfirmationsforberedelse. Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil gøre det lettere med nyt forsøg

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) åbner for, at kommuner kan konvertere op til to timer om ugen fra den såkaldte understøttende undervisning til konfirmationsforberedelse.
Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) åbner for, at kommuner kan konvertere op til to timer om ugen fra den såkaldte understøttende undervisning til konfirmationsforberedelse. Foto: Mads Jensen.

Siden folkeskoleloven i 2013 blev ændret, så skoledagene blev markant længere, har der landet over været store vanskeligheder med at finde plads på skemaet til, at elever i 7. eller 8. klasse kunne gå til præst.

Loven har nemlig hidtil udelukket, at konfirmationsforberedelsen kunne placeres inden for de 35 ugentlige timer, som skal bruges på undervisning, og det har ofte henvist præster og konfirmander til uattraktive tidspunkter sidst på eftermiddagen eller i weekenden.

Men nu erfarer Kristeligt Dagblad, at minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) senere i dag vil offentliggøre et bud på en løsning. Ministeren åbner for, at kommuner kan konvertere op til to timer om ugen fra den såkaldte understøttende undervisning til konfirmationsforberedelse. Den nye mulighed gives i form af en forsøgsordning, som kommunerne kan melde sig til. Hvis blot to kommuner melder sig, bliver forsøget sat i gang, og det kan iværksættes allerede i det indeværende skoleår.

”Jeg har fået ret mange henvendelser fra kommuner, som har gjort opmærksom på, at det har været svært at finde gode lokale løsninger for konfirmationsforberedelsen. Det er min opfattelse, at når det ikke handler om to ugentlige morgentimer i samtlige 10 skoleår, men typisk i fem-seks måneder på 7. klassetrin, må det være muligt at finde tid,” siger Ellen Trane Nørby.

Den nye forsøgsordning er et markant brud med den politik i forhold til konfirmationsforberedelse, som blev ført under SR-regeringen. Tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) slog i november 2013 fast, at ”Tiden til konfirmationsforberedelse er ikke en del af folkeskolens undervisning og indgår ikke i skoletiden eller skolens tilbud i øvrigt”.

Blandt begrundelserne for dette var, at konfirmationsforberedelsen er forkyndende og således ikke kan være en del af en ikke-forkyndende skole.

Men det har altidværet en undervisningsministers ret at iværksætte forsøgsordninger i folkeskolen. I dette tilfælde går forsøget ud på at afklare, om konfirmationsforberedelsen ved siden af det forkyndende indhold giver eleverne en viden om deres egen kulturarv, som kan siges at have en gavnlig effekt for ”elevens faglige og alsidige udvikling”, som er et af skolens bredt formulerede mål.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke lægger forkyndelse ind i skoledagen. Vi giver mulighed for, at elever kan fritages fra den understøttende undervisning i op til to timer om ugen for at gå til præst. Til de elever, som ikke vælger at gå til præst, har skolen pligt til at tilbyde de to timers understøttende undervisning,” siger Ellen Trane Nørby.

Initiativet glæder Dansk Folkepartis kultur-, børne- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, som allerede under forhandlingerne om skolereformen kæmpede for at afsætte plads i den nye lange skoledag til, at eleverne kunne gå til præst.

”Jeg synes, det glædeligt, at den nye minister har fundet en løsning på problemet. Det, vi har set, er at en række kommuner og skoler har benyttet sig af skolereformen til at smide konfirmationsforberedelsen ud, selvom de slet ikke behøvede gøre det,” siger han og tilføjer:

”I mit parti ser vi gerne, at de tætte bånd, der altid har været mellem folkeskole og folkekirke, bliver bevaret. Jeg vil derfor opfordre så mange som muligt til at gå med i forsøget. Det er et rammeforsøg, så der er i princippet ingen øvre grænse for, hvor mange der kan være med, kun en nedre grænse på to kommuner.”