Minister: Tomme pladser i presset psykiatri giver ingen mening

Sundhedsminister vil se på reglerne for de såkaldt særlige pladser i psykiatrien efter tomme sengepladser.

Det giver ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) ikke mening, at der er tomme sengepladser i psykiatrien, når området generelt set er præget af et hårdt pres.

Det siger ministeren i et skriftligt svar søndag.

DR har søndag bragt en historie om de såkaldte særlige pladser i psykiatrien. Det er 150 sengepladser på psykiatriske afdelinger, som er tiltænkt personer med psykiske lidelser og potentiel farlig adfærd.

Men pladserne er ofte tomme. En evaluering fra 2021 viser, at i alle år siden sin oprettelse har halvdelen af sengene været tomme.

De tomme senge har ifølge DR kostet over 300 millioner kroner indtil videre.

- Det giver ikke mening, at der er ledige sengepladser, når psykiatrien er hårdt presset, lyder det fra Sophie Løhde.

I Region Midtjylland har man blandt andet fået lov at ommærke nogle af pladserne, så de kan indgå i den almene psykiatri.

- Udfordringen med, at flere af de særlige sengepladser står tomme, er imidlertid landsdækkende, så vi skal finde en langsigtet løsning, der afhjælper problemet i alle regioner, siger Sophie Løhde i sit skriftlige svar.

- Jeg vil derfor gå i dialog med regioner og kommuner, så der ikke spildes penge på, at pladserne står ubenyttede hen, samtidig med at vi sikrer, at der fortsat er gode tilbud i psykiatrien til gruppen af mennesker med psykiske lidelser, som de særlige sengepladser er tiltænkt.

/ritzau/