Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Minister: Beskyttelse af jøder får ingen udløbsdato

Mette Frederiksen har efter et massivt pres udtalt sig om den fremtidige beskyttelse af danske jøder.

Mette Frederiksen (S) understreger, at øget beredskab omkring de jødiske institutioner foreløbig fortsætter. Men ”indtil videre” er ikke nok, siger formand for Det Jødiske Samfund

Efter pres fra både Det Jødiske Samfund i Danmark, en række partier i Folketinget og senest et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fra godt 150 bekymrede forældre til børn på Carolineskolen, den jødiske skole i Købehavn, udtaler justitsminister Mette Frederiksen (S) sig om sikkerheden omkring de jødiske institutioner i Danmark.

Hun slår fast, at der ”ikke er nogen udløbsdato” på den forhøjede sikkerhed omkring jødiske institutioner i Danmark oven på terrorhandlingerne i København forrige weekend.

”Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg forstår til fulde, at forældrene på Carolineskolen er optaget af, at deres børn kan have en lige så tryg og ordentlig skolegang som alle andre børn,” siger Mette Frederiksen og understreger, at det er helt åbenbart, at det jødiske mindretal i Danmark er en særligt udsat gruppe, der følgelig skal passes særligt godt på.

”Jeg har lyttet, når Københavns Politi siger, at det forhøjede beredskab videreføres, og at myndighederne nu er i gang med at overveje den langsigtede beslutning, hvad angår sikkerheden,” siger hun og forklarer, at hun af sikkerhedshensyn ikke kan udtale sig yderligere om de fremtidige foranstaltninger på skolen og andre jødiske institutioner.

”Der kan være helt konkrete politifaglige oplysninger, vi ikke kan dele med offentligheden, fordi - og det burde næsten sige sig selv - at hvis politiet og Pet lægger alt frem, så gør vi det simpelthen for let for dem, der ikke vil vores mindretal det godt,” siger hun.

150 forældre til børn på Carolineskolen har i et brev til statsministeren spurgt efter en hurtig afklaring på sikkerhedssituationen for deres børn. Det lyder blandt andet i brevet, at politibeskyttelsen ved skolen er den eneste årsag til, at forældrene siden angrebet har turdet aflevere deres børn på skolen.

Initiativtager til brevet, forælder Allan Stohn, efterspørger en hurtig afklaring.

”Realiteterne er gået op for os. Jeg mener ikke, at der er tid til at tænke alt for længe over det her. Der skal en konkret handlingsplan frem nu. Det er vigtigt, og det har vi brug for. Og så har vi brug for, at politiet permanent er til stede, når der er børn på skolen, og en generel opgradering af den fysiske sikkerhed på skolen,” siger han.

Formand for Det Jødiske Samfund Dan Rosenberg Asmussen efterlyser efter justitsministerens udtalelser stadig et konkret svar, der kan tilfredsstille forældre til børn på Carolineskolen.

”Det er helt nødvendigt, at politiet er til stede i øjeblikket, hvor der er en enorm utryghed. Vi kan ikke vende tilbage til situationen fra før angrebet i meget lang tid. Det er afgørende for forældre og jødiske institutioner, at der er vished om en langsigtet plan for, hvordan man vil øge sikkerheden. Kommer den ikke, vil vi se flere forældre, der trækker deres børn ud af skolen,” siger formanden.

I går erklærede De Konservative sig åbne over for at afsætte midler til permanent politibeskyttelse ved den jødiske skole. Midlerne skal findes i en kommende terrorpakke, som Folketingets partier står over for at skulle forhandle om.

”Det jødiske samfund skal føle sig trygt, og det er klart, at vi er nødt til at være særligt opmærksomme på blandt andet synagogen og skolen,” siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, til Berlingskes Nyhedsbureau.