Dorte Bennedsen talte altid lige ud ad posen

Med tidligere kirke- og undervisningsminister Dorte Bennedsens (S) død har dansk samfundsdebat mistet en aktør med en sjælden fornemmelse for forholdet mellem kirke og stat. Som datter af tidligere kirkeminister Bodil Koch og professor Hal Koch havde hun en vigtig viden om kirke og kultur med i bagagen

Dorte Bennedsen præsenteres som undervisningsminister af daværende statsminister Anker Jørgensen i 1979. Hun var minister, indtil den socialdemokratiske regering gik af i 1982. –
Dorte Bennedsen præsenteres som undervisningsminister af daværende statsminister Anker Jørgensen i 1979. Hun var minister, indtil den socialdemokratiske regering gik af i 1982. – . Foto: Scanpix.

Det var en overraskelse af de større, da statsminister Jens Otto Krag (S) i 1971 udpegede den 33-årige Dorte Bennedsen (S) som kirkeminister kun fem år efter, at hendes mor, Bodil Koch (S), havde forladt posten. Hun var ikke medlem af Folketinget.

Det var usædvanligt med en ung minister, der havde tre børn under 10 år. Hendes politiske erfaring indskrænkede sig til et medlemskab af Frederiksbergs kommunalbestyrelse. Herfra måtte hun have orlov. Hendes allerførste problem var, at hun slet ikke var døbt Dorte. Hun var døbt Marianne, så justitsministeren måtte ved navnebevilling fritage hende for at skrive falsk på Kirkeministeriets sager.

Som datter af den navnkundige professor Hal Koch, der blandt andet også var Krogerup Højskoles første forstander, og den lige så fremtrædende Bodil Koch, som havde været både kirke- og kulturminister, havde Dorte Bennedsen til gengæld en stor viden om kirkelige forhold og kultur i bagagen.

Engagement i samfundsspørgsmål var desuden i familien Koch lige så naturlig som at trække vejret. Og det vejr trak man i Socialdemokratiet. Det var dog ikke i det gamle Socialdemokrati, der ville skille kirke og stat. Hos både Bodil Koch og Dorte Bennedsen fandt man en accept af det eksisterende grundlag for forholdet mellem kirke og stat.

Bennedsen kunne i lighed med moderen tale lige ud ad posen uden at bekymre sig om taktik. Som sin mor deltog hun i fordømmelsen af den amerikanske krigsførelse i Vietnam.

Som kirkeminister kom hun i en tale ved det Det Københavnske Kirkefonds møde i marts 1972 med et skarpt modspil til den afgåede kirkeminister Arne Fog Petersens ophævelse af moderens folkekirkelige strukturkommission. Bennedsen foreslog, at menighedsrådene blev afskaffede. Hun erklærede også, at kirkepolitisk lovgivning ikke som hidtil skulle blive gennemføres ved forlig mellem de fire gamle partier.

Talen vakte opsigt, og hun havde markeret sig. Egentlig var talen kun et debatoplæg, men den antydede unægteligt kirkekamp og store reformer. Snart faldt der dog mere ro over kirkepolitikken. Folketinget stod fortsat sammen om kirkepolitikken og menighedsrådene bestod. Fem måneder senere udtalte Bennedsen, at vejen frem måtte være at bruge de muligheder, der lå i den eksisterende kirkestruktur.

I 1973 måtte hun trække et lovforslag om at fratage præsterne stemmeretten i menighedsrådene tilbage. Hun kunne ikke skaffe flertal for det. Bedre held havde hun med et forslag til en ny lov om valgmenigheder. Ændringen af loven gjorde det lettere at oprette menigheder, blandt andet blev kravene til lokaleforholdene lempet.

At hun var en kirkeminister, der stod for åbenhed og tolerance, viste hun, da kulturminister Niels Matthiasen(S) i august 1973 i Kristeligt Dagblad blev citeret for nogle bastante udtalelser om den katolske kirke.

”Jeg deler ikke kulturministerens syn på den katolske kirke, og jeg finder det forkert at give den fællesbetegnelsen reaktionær,” lød det fra den ene minister til den anden.

Dorte Bennedsen måtte forlade posten som kirkeminister i 1973, da den socialdemokratiske regering faldt ved det valg, der huskes som jordskreds-valget. Uden at miste det mindste af sit mod og sin integritet kæmpede hun for at tilegne sig mest muligt af det politiske håndværk. Hun satte ikke sin egen person i centrum. I 1977 sagde hun nej til en ministerpost. Hun mente, at hun havde brug for at lære mere af det politiske arbejde først. Det er en sjælden selverkendelse hos politikere, der tilbydes ministerposter.

Dorte Bennedsen var parlamentarisk modnet, da hun i 1979 blev undervisningsminister. Hun medbragte til gengæld ikke politisk erfaring på lige netop uddannelsesområdet. Men hun kastede sig med flid og gåpåmod over arbejdet. Hun var optaget af reformer af både gymnasie- og erhvervsuddannelserne.

Blandt embedsmændene var hun populær, fordi hun repræsenterede det, som de forstod ved en god minister: en ordentlig, omgængelig og ligevægtig person, der udviser tillid til sine omgivelser. Den gode minister skal være konsistent. Den gode minister skal være optaget også af det saglige og være i stand til at forstå sagerne hurtigt. Dorte Bennedsen formåede at være den gode minister, indtil Anker Jørgensens regering gik af i 1982.

Dorte Bennedsen nåede meget andet end at være minister. Hun tog teologisk embedseksamen i 1964, og hun fungerede 1965-68 som hjælpepræst ved Holmens Kirke. Siden fungerede hun kun ved specielle lejligheder som præst, blandt andet ved sin mors og sine brødres begravelser.

I 1968-71 var hun den første kvindelige generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd, der jo var startet af hendes far for at styrke demokratiet under besættelsen. Hun var formand for Forbrugerrådet i 1974-79 og medlem af Folketinget 1975-2001. Hun beklædte formandsposten i Foreningen Norden 1984-1999, hvor hun formåede at rette op på en dårlig økonomi.

Dorte Bennedsen havde en naturlig folkelighed og ligefremhed, der gjorde hende populær i mange kredse. Hun vil blive husket som en vellidt og respekteret politiker. Hun blev 77 år.