Ministerjagt er en sygdom i journalistik og politik

Ministerjagten forfører alt for let journalister og politikere til groft at overdrive eller fordreje, hvad der kan se ud som fejl begået af en magtfuld politiker, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen, der mener, at der siden folketingsvalget har været tre markante ministerjagter

"Det er svært at finde realistisk grundlag for De Konservatives mistillidsvotum. Mere nærliggende er det at se det som konservativ desperation over stadig dårligere opinionstal og vanskeligheder ved at gøre det indskrumpede partis indflydelse tydelig," mener Erik Meier Carlsen.
"Det er svært at finde realistisk grundlag for De Konservatives mistillidsvotum. Mere nærliggende er det at se det som konservativ desperation over stadig dårligere opinionstal og vanskeligheder ved at gøre det indskrumpede partis indflydelse tydelig," mener Erik Meier Carlsen. .

Ministerjagt har præget journalistik og politik gennem et halvt århundrede. Fænomenet med den type medieorkaner leder tilbage til Watergate-sagen, den dramatiske udrulning i 1970'erne af præsident Nixons deltagelse i og forsøg på at dække over, at hans kampagneorganisation havde udført dirty tricks herunder et indbrud i de politiske modstanderes hovedkvarter i Watergate-bygningskomplekset.

Historien er stadig levende i dansk journalistik: medieorkanen omkring miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V) er blevet døbt ”gylle-gate”.

Watergate tvang præsident Nixon til at træde tilbage, måske den største triumf, en journalist kan forestille sig. Æren tilfaldt to journalister ved The Washington Post.

Som Watergate viser, kan en sådan form for vedholdende, afslørende journalistik være af stor betydning specielt for bekæmpelsen af magtmisbrug. Men sygdommen, der er udviklet i Watergates spor - og betegnes som ”Watergate-syndromet” - har også medført en forurening af journalistik og politik, fordi iveren efter at opnå en glorie ved at vælte en magtfuld politiker er så stor, at striber af småsager, som ikke kan bære så stor opmærksomhed, meget ofte kommer til at dominere mediebilledet og frister og presser politikere til at deltage i processen, der har en stærk tendens til at skærpe politiske fjendskaber.

Folkevalgte politikere kan enten blive krigere i to partier, som bestandig kæmper om magten, eller samarbejdende mennesker, med forskellige værdier og holdninger som kan håndteres gennem forhandling og kompromis om konkrete løsninger, som det heldigvis som regel sker i Danmark.

Ministerjagten forfører alt for let journalister og politikere til groft at overdrive eller fordreje, hvad der kan se ud som fejl begået af en magtfuld politiker. Fejl i personlig livsstil eller i politisk aktivitet.

Efter valget har vi oplevet tre markante ministerjagter. Den første var nok den mest berettigede, nemlig angrebet på tidligere forsvarsminister Carl Holst (V), som efter 93 dage måtte trække sig fra sin post, i sidste instans fordi han ulovligt havde brugt midler fra sin tidligere arbejdsplads til at føre personlig valgkamp til Folketinget. Men undervejs blev der hvirvlet flere ”møgsager” op af mere tvivlsom karakter.

Den anden ministerjagt gjaldt uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V), der under mediestormen blev beskyldt for en serie af fejl og misgreb, der viste sig at være spinkle, og hvor kulminationen var Danmarks Radios forvridning af en kritik af ministeren for at havet plagieret, som institutionen måtte undskylde.

Også den aktuelle ”gylle-gate”synes reelt af mindre alvorlig karakter. Kritikken handler om en prognose-opstilling, der nok var tvivlsom, men ikke nødvendigvis forkert - og som næppe kan have været beregnet på at snyde hverken partier eller offentlighed. Dertil var den kritisable opstilling for gennemskuelig og tilmed angivet i materialet - om end noget diskret.

Det er svært at finde realistisk grundlag for De Konservatives mistillidsvotum. Mere nærliggende er det at se det som konservativ desperation over stadig dårligere opinionstal og vanskeligheder ved at gøre det indskrumpede partis indflydelse tydelig.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) udspil i går eftermiddags var dermed en logisk manøvre: Forhandling i stedet for krig. Han kan regne med, at De Konservative vil komme under et voldsomt pres, ikke alene fra andre blå partier, men også fra brede erhvervskredse, der historisk har været deres bagland og sponsorer.

Løsningsmuligheder kan være svære at få øje på, en regeringsudvidelse med et eller flere af de blå partier er måske ikke utænkelig, ”grønne” indrømmelser som en politisk indrømmelse til De Konservative er måske også en udvej. Men forløbet skæmmer dansk politik og journalistik og nærer formentlig den folkelige disrespekt for begge parter.