Det er endnu for tidligt at sige, om den ulovlige nedslagtning af alle danske mink vil få retslige eller politiske konsekvenser for andre end Mogens Jensen (S), der måtte trække sig som fødevareminister, da det i november sidste år stod klart, at der ikke var lovhjemmel til den drastiske beslutning.
Men efter de seneste døgns intense udvikling i sagen ser det ud til, at Statsministeriet i almindelighed og Mette Frederiksens (S) departementschef Barbara Bertelsen i særdeleshed, var ekstremt involverede i håndteringen af den sag, der af juridiske eksperter bliver betegnet som et brud på Grundloven.
Under sidste uges afhøringer i retten på Frederiksberg blev der nemlig fremlagt en række opsigtsvækkende sms-korrespondancer mellem den daværende departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, og hans kollega i Statsministeriet, Barbara Bertelsen.
Siden er det kommet frem, at Barbara Bertelsen har slettet beskederne fra sin telefon, hvilket også er en praksis, der er blevet fulgt af statsminister Mette Frederiksen og hendes stabschef Martin Justesen.
Men fordi en del af Barbara Bertelsens beskeder er blevet gemt på modtagerens telefon, har det været muligt for offentligheden at få et unikt indblik i, hvordan den daglige og mere uformelle dialog på Slotsholmen foregår, når tingene spidser til.
Ifølge en række kendere af embedsværket, som Kristeligt Dagblad har talt med, er beskederne opsigtsvækkende, fordi de for det første underbygger fortællingen om et embedsværk, der med tiden er blevet hevet længere og længere ind på politikernes banehalvdel, hvor det handler mere om magt og strategi end faglig og juridisk vejledning.
Og for det andet, fordi de giver et indblik i, hvilke konsekvenser det har for folkestyret, at Mette Frederiksen har styrket magten omkring sig selv og Statsministeriet som institution, hvor den 48-årige jurist har indtaget en absolut nøglerolle som departementschef.
”Hun har en omgangsform og nogle opmærksomhedspunkter, som jeg normalt ville forvente, at en spindoktor havde. Det handler mere om ministerens anseelse og politiske projekt og om regeringens overlevelse end om, hvorvidt det juridiske lovgrundlag er i orden,” siger for eksempel Pernille Boye Koch, tidligere lektor i offentlig ret og i dag forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder, hvor hun forsker i embedsmandsnormer og god regeringsførelse.
Bare hiv plasteret af
Ligesom en række andre betragtere af dansk politik har Pernille Boye Koch især bidt mærke i en række beskeder fra den 9. november. På det tidspunkt stod det klart, at ordren om at aflive alle mink var sendt ud fra Fødevarestyrelsen uden tilstrækkelig lovhjemmel. I en af beskederne skrev Barbara Bertelsen således til Henrik Studsgaard, der i dag er departementschef i Miljøministeriet:
”Hvornår kommunikerer I (og lægger jeg ned og ruller jer, som vi vendte)”.
Senere samme aften sendte Barbara Bertelsen et link til en artikel på Ekstra Bladet, hvor beslutningen blev omtalt som ”regeringens” beslutning.
Formålet med beskederne var at få Mogens Jensen til at stoppe det, hun opfattede som et forsøg på at tørre ansvaret af på den samlede regering.
”Bare hiv plasteret af”, lød det i en anden besked fra departementschefen, der tidligere på dagen skar strategien ud i pap over for statsministerens særlige rådgiver Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape:
”Øvelsen bliver at holde Mogens Jensen i udstrakt arm,” skrev Barbara Bertelsen i en intern mailtråd, og tre dage efter trådte hun op på den helt store klinge i en fælles besked til Henrik Studsgaard og Sundhedsministeriets departemenschef Per Okkels:
”I skyder på hinanden begge to. Men det er jeres begges ansvar! Og det er regeringens liv.”
Når Pernille Boye Koch læser beskederne ser hun antydningen af en departementschef, der ”blander sig i problemstillinger og forhold, der normalt ikke hører til jobbeskrivelsen.”
Hun vurderer, at Barbara Bertelsens modus operandi er et ”tydeligt billede” på en udvikling i embedsværket:
”Embedsværket er blevet meget mere involveret i det politisk-strategiske arbejde og i den politiske markedsføring. Førhen var det en mere reaktiv og tilbagetrukken rolle. Men grænsen mellem det politiske og administrative er meget sværere at drage nu,” siger hun og peger på et forøget pres fra medierne som en afgørende årsag til udviklingen.
Tidligere mangeårig departementschef i Skatteministeriet Peter Loft mener også, at Barbara Bertelsen krydser en grænse med sine beskeder.
”Der er ikke noget nyt i, at departementschefer i Statsministeriet eller Finansministeriet ringer til en kollega og spørger, om der er styr på fakta. Men det nye er, at hun indtager en politisk position, der er stærkere end noget, jeg har været vidne til. Hun er helt inde i det inderste indre af regeringens måde at arbejde på,” siger Peter Loft.
Han vurderer også, at indholdet i Barbara Bertelsens beskeder er at sammenligne med, hvad en særlig rådgiver (der er ansat af den enkelte minister, og ikke ministeriet) kunne finde på at skrive til en anden særlig rådgiver.
”Hvis Martin Rossen (tidligere særlig rådgiver og stabschef for Mette Frederiksen, red.) havde skrevet alt det her, så havde jeg ikke løftet et øjenbryn,” siger han og fortsætter:
”Man kunne godt udlede, at hun (Barbara Bertelsen red.) arbejder for statsministeren som person, hvor normale embedsmænd arbejder for ministeren i form af vedkommendes embede.”
Mere magt til Statsministeriet
Peter Loft, der i dag er kandidat for Liberal Alliance ved kommunalvalget i Gentofte Kommune, var selv departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012. Han kender ikke Barbara Bertelsen personligt, men ligesom alle andre på Slotsholmen ved han, at hun betragtes som en embedsmand, der af både blå og røde politikere beundres for sin enorme arbejdskapacitet og dybe faglighed. I den såkaldte Grønnegaards-rapport er det for eksempel kommet frem, at Barbara Bertelsen fra begyndelsen tog corona-virussen langt mere alvorligt end sundhedsmyndighederne, og at Statsministeriet reelt stod bag nedlukningen af landet.
Blandt andet på den baggrund er hun i talrige portrætter og analyser blevet beskrevet som et eksempel på en ny type embedsmand, der gør en dyd ud af at hjælpe politikere med at få trumfet deres ønsker igennem over for et embedsværk, der nogle gange opleves som trægt og modstræbende.
Et andet eksempel er fra hendes tid i Justitsministeriet, hvor hun var en af arkitekterne bag burkaforbuddet, der ellers historisk var blevet betegnet som en juridisk umulighed.
Det var også i Justitsministeriet, hun for første gang dannede parløb med sin nuværende chef. Selvom deres tid sammen var kort, blev Mette Frederiksen overbevist om hendes kvaliteter, og et halvt år efter regeringsskiftet erstattede statsministeren Christian Kettel Thomsen med Bertelsen på posten som landets øverste embedsmand.
Rokaden blev af mange iagttagere koblet sammen med Mette Frederiksens tilbagevendende kritik af embedsværket:
”Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det,” udtalte hun for eksempel i Thomas Larsens portrætbog om hende fra 2019.
Reaktionen på den analyse var – udover ansættelsen af Barbara Bertelsen – en personalemæssig opgradering af Statsministeriet samt ansættelsen af Martin Rossen i den nyopfundne rolle som stabschef, der i dag udfyldes af Martin Justesen. Ifølge Peter Loft er diskussionen om embedsværkets rolle at sammenligne med et ”pendul, der svinger frem og tilbage.”
”Traditionelt har man haft de stærke embedsmænd, der vogter lovgivningen og følger reglerne. Men de kan ofte fremstå som fodslæbende, og som nogle, der hellere ser problemer end løsninger. Det lyder skidt, men når vi så tænker på mink-sagen og Støjberg-sagen, så er det den stålsatte embedsmand, der sætter hælene i jorden, vi efterspørger. Den gode embedsmand ligger et sted midt i mellem.”
Samme toner kommer fra Jesper Olsen, der er lektor i offentlig ret på Københavns Universitet og formand for organisationen Transperancy International.
”Der findes to stereotype departementschefer. Den ene er den gamle sir Humphrey, der ikke gør, hvad politikerne siger. Den model underminerer politikernes ret til at bestemme. Den anden model er Barbara Bertelsen, der er departementschefen uden filter. Den bedste model er sted i midten,” siger han og fremhæver minksagen som et eksempel på, at vi bevæger os væk fra Grundlovens ordning med ministerstyre, hvor det er den enkelte minister, der har ansvaret for sit eget ressortområde.
Politik har ændret sig
Den opfattelse deles dog ikke af Agnete Gersing, der selv har en lang karriere bag sig som højt profileret karriereembedsmand på Slotsholmen. Hun har blandt andet været departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, departementsråd i Statsministeriet og afdelingschef i Finansministeriet.
Hun mener ikke, at Barbara Bertelsens indblanding på vegne af Mette Frederiksen kompromitterer ministerstyret.
”Statsministeren og hendes departementschefer har ikke instruktionsbeføjelser over de andre ministre og departementschefer. Derfor er Barbara Bertelsens tilkendegivelser formelt set inspiration, gode råd og hendes egen vurdering af sagen, som hun så formidler til Henrik Studsgaard. Men det er ressortministeren (Mogens Jensen red.), der har ansvaret.”
Men kan man ikke sige, at Statsministeriet først forsøger at presse Fødevareministeriet? Og da man så opdager, at der er begået en fejl, så vil man ikke tage ansvaret på sig?
”Jeg ved ikke, hvad der konkret er foregået, men der sker selvfølgelig en betydelig koordination internt i en regering, og de store politiske sager bliver drøftet i koordinationsudvalget, hvor statsministeren sidder for bordenden. Men det ændrer ikke ved ressortansvaret. Hvis den ansvarlige minister er uenig i den linje, statsministeren vil lægge, står det vedkommende frit for at sige nej og tage konsekvensen af den beslutning.”
Din tidligere kollega Peter Loft siger, at Barbara Bertelsen lyder som en særlig rådgiver?
”Formen og ordvalget er overraskende. Men der er ikke noget overraskende i, at Statsministeriets departementschef drøfter kommunikationslinjer og håndteringen af sager med den fagansvarlige departementschef. Det ville være rigtig mærkeligt, hvis det ikke fandt sted,” siger Agnete Gersing.
Hun afviser også, at Barbara Bertelsens beskeder er et udtryk for et skred og en øget politisering af embedsværket.
”At hun går ind i sagen er naturligt, og i den forstand passer hun bare sit arbejde,” siger hun og uddyber:
”Rollen som departementschef har udviklet sig, ikke dramatisk, men langsomt. Det afspejler, at politik har ændret sig markant de seneste 30 år, blandt andet på grund af det intense mediefokus. Men opgaven har altid været at hjælpe ministeren med alt, der knytter sig til ministerens politiske hverv som medlem af regeringen. Derfor er det heller ikke problematisk, at en departementschef bruger tid på at hjælpe ministeren med, hvordan man håndterer en sag udadtil. Det er en kerneopgave,” slutter Agnete Gersing.
Barbara Bertelsen skal afhøres i mink-kommissionen den 18. november. Mette Frederiksen er sidste vidne i vidneskranken den 9. december.