Minkavlere vil videre: Nu må Mette gerne hente sine minkfarme

Det er over et år siden, minkerhvervet blev nedlagt på rekordtid, men det kan vare længe endnu, før farmene er vurderet med henblik på erstatning. Derfor må der males gavle, smøres maskiner og betales forsikringer på de tomme stalde

På halvøen Gjøl i Limfjorden var stort set alle involveret i minkavlen. Nu står samtlige 35 farme tomme, og flere hundrede stalde skal holdes ved lige af hensyn til vurderingen af erstatningen, som lader vente på sig. Poul Frederiksen er en af dem, der gerne vil have sat et punktum. - Foto: Flemming Jeppesen.
På halvøen Gjøl i Limfjorden var stort set alle involveret i minkavlen. Nu står samtlige 35 farme tomme, og flere hundrede stalde skal holdes ved lige af hensyn til vurderingen af erstatningen, som lader vente på sig. Poul Frederiksen er en af dem, der gerne vil have sat et punktum. - Foto: Flemming Jeppesen. Foto: Flemming Jeppesen

Måske er det indbildning, men ser socialdemokraterne på valgplakaterne i lygtepælene ikke lidt bekymrede ud?

Denne artikel er en del af en serie:

Kommunalvalg 2021
Gå til seriesiden

Minksagen taget i betragtning er der næppe heller mange stemmer for regeringspartiet at fiske på Gjøl.

I generationer har minkavl været lig med identitet på halvøen i Limfjorden, og det er pels-penge, der gør, at husene står mere velholdte her end i mange andre vestjyske landsbyer.

Men fra at have Danmarks mest koncentrerede minkproduktion har Gjøls omkring 35 minkfarme stået tomme siden aflivningerne på grund af coronasmitte i besætningerne i efteråret 2020. Sponsorater til sportsklubber og spejdere er ebbet ud, underleverandører er forsvundet, og der er slået skår i identiteten.

Godt nok har de fleste minkfarmere fundet andet arbejde. Men sådan rigtigt videre er man ikke kommet. For da myndighedernes takseringshold ikke har været på besøg endnu, er der ingen, der ved, hvor stor en del af den samlede milliarderstatning, man kan regne med.

Det er vildt, hvis politikerne slipper godt fra det her.

Poul Frederiksen

Forhenværende minkavler

Faktisk kan der gå år, inden det hele falder på plads, og indtil da skal de tomme farme holdes ved lige: Græsset skal slås, maskinparken smøres, gavlene males og forsikringer betales. Så det gør blandt andre tidligere minkfarmer, 56-årige Poul Frederiksen.

”Det er ligesom, når man skal sælge sit hus, det ville være dumt at lade det stå og forfalde. Men det kan vare fire-fem år, inden de får farmene takseret, så vi skal gå og passe det hele, som om vi stadig var i gang. Der er udgifter ved det hver eneste dag. Og inden de får pillet de her haller ned, kommer der da til at gå ti år. De forhaler og forhaler, og der er mange avlere, der kommer til at gå konkurs, inden erstatningen er udbetalt og farmene pillet ned. Det er over et år siden, mine dyr blev fjernet, så nu må Mette godt komme og hente sine minkfarme,” siger Poul Frederiksen og viser rundt på den enorme farm, hvor 38.000 minker, som det hedder her, blev aflivet med tvang.

”Det er vildt, hvis politikerne slipper godt fra det her. Man skal stå til ansvar for det, man laver. Det har jeg da skullet hele mit liv,” tilføjer han.

Sidst journalisten var her for lidt over et år siden, lignede Poul Frederiksens gård, der ligger lige ved Gjøl Kirke, en krigszone. Indkørslen til hjem og stalde var spærret af køretøjer fra civilforsvaret, aflivere i gule beskyttelsesdragter stod klar, og til sidst rykkede politiet ind. For Poul Frederiksen var en af dem, der ikke ville give myndighederne adgang, før han havde fået ”et stykke papir på”, hvordan han var stillet.

”Det var som om, der var udbrudt krig, og hvad skulle det til for. Jeg ville gerne selv have aflivet mine dyr, i stedet for at der skulle jages folk ind, der ikke var vant til at håndtere mink. Der var 200 mand i gang her og over på nabofarmen med et arbejde, som konen, sønnen og jeg kunne have klaret på samme tid, i stedet kom det til at koste millioner.”

Noget papir fik Poul Frederiksen ikke i forbindelse med aktionen, og da politiet kom, var der ikke mere at gøre. Minkene blev aflivet, gravet ned ved Herning, gravet op igen, fordi smitte og forrådnelse kunne gå i grundvandet, og brændt. Og de lange haller med de mange tusinde bure står tomme og vedligeholdelseskrævende lige bag stuehuset.

Bagom byen er Kaj Christensen, 59 år, i samme situation. Da han stiger ud af sin bil, der er stor nok til at trække en velvoksen trailer, ligger der et lag af hvidt støv på hans sorte arbejdstøj. Han kommer direkte fra Slettestand, hvor han arbejder som tømrer på et nybyggeri, efter at hans 12.500 mink blev aflivet. På vej over til en af sine tomme farme, som ligger et par hundrede meter fra det hvidkalkede stuehus, remser han op, hvad han gør for at holde bygningerne oppe, mens man venter på takseringsholdet. Et hold der kommer til at bestå af en dommer, andre myndighedspersoner og et par tidligere minkfarmere fra andre steder i landet.

”Den her farm er forholdsvis ny,” siger han, mens han låser porten op:

”Derfor er den nemmere at holde styr på end min anden, hvor der kan godt blæse nogle rygninger af. Derovre er der også trægavle, der skal males, og så skal græsset slås og grene samles op begge steder. Vi ved bare, at det hele skal stå driftsklar den dag, de kommer. Det virker fuldstændigt tosset, for jeg tror da ikke Mette Frederiksen vil til at have mink igen. Men sådan som det kører for hende lige nu, er det selvfølgelig godt at have noget at falde tilbage på, og hun har da 35 minkfarme her på Gjøl.”

Heller ikke Kaj Christensen tror, at hvervet kommer op igen.

”Man har pelset samtlige avlsdyr, og det er det samme som at nedlægge hvervet, for vi havde udviklet de fineste i verden. Men det, der irriterer mig, er, at regeringen ikke står ved, at de har lukket os: Så betal da den erstatning, som loven tilskriver, og lad os komme videre. Sørme er det mange penge, men det er ikke os, der har bedt om det. Det er en beslutning, Mette Frederiksen har taget vel vidende, hvad det ville komme til at koste,” siger han og svarer diplomatisk på spørgsmålet om, hvad Gjøl-farmerne synes om statsministeren:

”Jeg tror, vi har samme indstilling til hende, som sygeplejerskerne har."

Bygningerne, håber han, der snart kommer nogen og river ned. For så længe de ligger der, er farmene både et åbent sår og spildt arbejde.

”Jeg er ikke for meget mand til at indrømme, at jeg fælder en tåre en gang imellem, når jeg går her mellem staldene,” siger Poul Frederiksen
”Jeg er ikke for meget mand til at indrømme, at jeg fælder en tåre en gang imellem, når jeg går her mellem staldene,” siger Poul Frederiksen Foto: Flemming Jeppesen

”Vi må ikke selv fjerne dem, og der har vi det igen: Det er et forfærdeligt overforbrug af penge, man har gang i. Sådan nogen som os, der har kørt på den fri konkurrence, har et sparsommelighedsgen, og det er fuldkommen tosset ikke at lave en pris og spørge minkavleren, om han selv vil rive sin farm ned. Der er nogle minkavlere, som stadig går hjemme, og de kunne lige så godt tjene penge på at gå at pille det ned. Men myndighederne er jo nok bange for, at vi skulle komme til at tjene på det,” siger Kaj Christensen.

Som de fleste minkfarmere på Gjøl er han vant til pressen. De har været her alle sammen, også et hold journalistelever, og en flok antropologer, som ville studere ”stammefolket” heroppe, som han formulerer det.

De minkavlere, der havde alderen til det, er gået på pension, men de fleste har som Kaj Christensen og Poul Frederiksen fundet andet arbejde.

Poul Frederiksen har åbnet et firma, hvor han renser alger af tage og terrasser, og lige nu hjælper han en tidligere ansat med at lægge fliser. Men farmene ligger der som en påmindelse om, at døren til det liv ikke er lukket helt.

”Jeg er ikke for meget mand til at indrømme, at jeg fælder en tåre en gang imellem, når jeg går her mellem staldene,” siger Poul Frederiksen, mens han tramper af sted langs hallerne.

”Men kom nu ud af starthullerne og få lukket skidtet helt ned, så vi kan komme videre. Dengang jeg gik i skole, var jeg ikke vild med at læse, men jeg har fået de hænder her, og dem er jeg god til at bruge, og så har jeg ellers passet mig selv hele mit liv. Men nu er alt det her Mettes, og hun kommer vel snart og piller det ned, så vi kan få sat et punktum,” siger han og forudser, at erstatningen til branchen ikke kan holdes på de 19 milliarder, hvoraf de 11-12 milliarder skal gå til minkfarmerne.

”Det bliver dobbelt så dyrt, inden de får revet de farme ned. Så kom i gang i stedet for at holde os på pinebænken de næste otte-ti år. Vi skal nok klare os, men få den erstatning ud til os, så pengene kan arbejde. Jeg har masser af ideer og er ikke vant til at sidde stille."

I dag er det lille samfund på Gjøl både det samme og helt forandret. Man bliver boende, man holder sammen – konkurrenterne var dem i udlandet, de lokale var kolleger – og kigger man langt nok tilbage i kirkebøgerne, er mange i slægt med hinanden. Men arbejdsfællesskabet og minken er væk.

Denne novemberdag river vinden godt i valgplakaterne i lygtepælene på Fjordvej, Limfjordsgade og Hans Kirksvej. Så jo, man kan godt sige, at politikerne ser lidt rystede ud.