Statistikker viser med nøgterne tal nogle gange grusomme historier. Tallene over anmeldelser af seksuelt misbrug fra byen Tasiilaq på Grønlands Østkyst fortæller netop sådan en historie. Tal fra 2006 til 2018 afslører, at antallet af anmeldelser er konstant indtil 2014, hvorefter der sker en kraftig stigning i antallet af anmeldelser. I sidste uge udgav Grønlands Politi en ny rapport, hvori problematikken belyses. Fra 2014 til 2018 blev anmeldt 191 seksualforbrydelser på børn under 15 år i Tasiilaq og de tilhørende bygder. Et område med omkring 3000 beboere. Årsagsforklaringerne på det massive seksuelle misbrug af mindreårige er mange: fattigdom, arbejdsløshed, stort alkoholforbrug og mangel på uddannelse og oplysning. På spørgsmålet om, hvorvidt her er tale om et kulturelt problem er svaret over en bred kam ”nej”.
”Hvis du spurgte alle Grønlands 56.000 beboere, om det er Grønlandsk kultur at have sex med børn, ville alle ryste på hovedet”, fortæller psykolog og næstformand i Foreningen Grønlandske Børn, Heidi Lindholm. Hun er barn af en grønlandsk mor og en dansk far og er født og opvokset i Grønland. Hun fortsætter:
”Men de fleste vil kunne sige ja til, at det er en kultur i, at vi passer på hinanden. Hvilket medfører, at vi eksempelvis ikke taler om ting, der kan udsætte fællesskabet. Det har eksisteret til alle tider, og fænomenet eksisterer også i andre samfund. Men når det går ud over børns sikkerhed, så er det klart, at den kultur må stoppe.”
Hun fremhæver dog, at stigningen i antallet af anmeldelser faktisk er et positivt tegn. For det er ikke et tegn på, at der bliver begået flere overgreb. Snarere er anmeldelserne et signal om, at der i Tasiilaq er ved at blive gjort op med tavshedskulturen. Overgrebene bliver i højere grad meldt til politiet. Samme konklusion er politiet også kommet frem til i rapporten.
Men der er kulturelle problemer i forhold til overgrebet på børn. Det drejer sig bare ikke om en særegen grønlandsk kultur, forklarer lektor og sociolog ved Grønlands Universitet Steven Arnfjord.
”Det drejer sig om, hvordan vi forstår den moderne grønlandske manderolle i dag. Overgrebsmændene har en typisk gammeldags holdning til, at kvindekroppen er noget, man kan tage og besidde og gøre med, hvad man lyster. Nogle af de unge mænd har ikke en almindelig opfattelse af, at det enkelte individ bestemmer over sin egen krop. Den idé burde mændene have fået lært under deres opdragelse og gennem deres skolegang.”
Professor i psykologi på Grønlands Universitet, Peter Berliner, mener også, at den seksuelle kultur bærer en del af skylden:
”Der er en kulturel dimension, men det har intet med grønlandsk kultur at gøre. Det er en generel global kultur, hvor vi har en opfattelse af sex, der er blevet meget udnyttende og objektiviseret. Det skal ikke betyde, at vi kan undskylde nogen som helst, for der er selvfølgelig en holdningsmæssig komponent. Men i Grønland findes den hos nogen og ikke hos andre. Det har intet med fangerkulur eller kollektivisme at gøre. Lidt grimt kan man sige, at problemet stammer fra fattigdomskultur. Disse problemer med seksuelle overgreb forekommer oftere blandt folk i fattigdom eller relativ fattigdom.”
Ifølge Weekendavisen har Tasiilaq de seneste fem år tredoblet udgifterne til børneforsorg og bruger i år over 80 millioner kroner på udsatte børn. Men ifølge eksperterne er den endelige løsning ikke at blive ved med at flyve sagsbehandlere, psykologer og terapeuter ind. Hvis man er interesseret i at forebygge problemet, så skal det håndteres lokalt.
Peter Berliner har nært lokalkendskab til Tasiilaq, hvor han er født og de senere år har været med i praksisprojekter om seksualitet.
”Der sidder en tyk rand af indfløjne psykologer, terapeuter og pædagoger indkvarteret på hotellet i Tasiilaq. Vi bliver ved med at prøve at helbrede og diagnosticere. Men hvad har det hjulpet? Vi må lede efter andre løsninger.”
Professoren i psykologi har blandt andet selv været med til at gennemføre et projekt i den vestgrønlandske by Paamiut, der er på omtrent samme størrelse som Tasiilaq. Her faldt volden med 50 procent på tre år via et arbejde, der engagerede lokalbefolkningen.
”Pengene til indsatsen mod de seksuelle overgreb af børn skal ikke kun gå til velfærdssamfundets institutioner. Man skal sende penge efter foreningslivet, ildsjæle og kollektive sociale bevægelser.”
Sociolog Steven Arnfjord er på linje med psykologiprofessoren. Og han mener heller ikke løsningen ligger i blot at kaste flere penge efter problemet.
”Jeg hører tit – som en gammel grammofonplade, der er gået i hak – at der mangler psykologer og terapeuter. Men socialarbejde er lokalarbejde. Og lokalsamfundet skal have et løft, der kan bære forandringen igennem. Der skal ske en lokal ejerfornemmelse af projektet. En person, der flyves ind og ud af byen, kan ikke koninuerligt holde aftenmøder for unge mænd, hvor de får sunde fritidsinteresser eller nedsætte grupper, hvor mødre taler om at lære deres børn om grænser.”