Prøv avisen

Mistanken nager

Voldsomme mavesmerter har plaget Stine Juul Jensen, siden hun drak fem liter saltvand på anbefaling af sin yoga-instruktør. Hendes læge har set problemet før, men kan ikke bevise en sammenhæng

Stine Juul Jensen har længe interesseret sig for yoga, sund kost og sammenhængen mellem krop og psyke. Derfor var det ikke svært for hende at sige ja, da hun blev tilbudt en tarmskylning på sin yogaskole i København. Her fik hun stukket en brochure i hånden og meldte sig til kuren uden at stille yderligere spørgsmål.

– Jeg var inspireret af min søster, som selv havde prøvet det som en udfordring fra sine venner. Jeg går meget op i yoga og ideen om at rense kroppen for affaldsstoffer. Yoga hviler på et holistisk princip om, at der er en kobling mellem sjæl og legeme. Jeg meldte mig for at få renset kroppen ud og få mit sjælesystem til at fungere bedre, fortæller den 23-årige studerende.

Inden heldagskuren begyndte, skulle Stine Juul Jensen faste et døgn. Selve udrensningen tog syv timer, hvor deltagerne skiftede mellem at drikke lunkent saltvand i en bestemt dosering, besøge toilettet og lave yogaøvelser.

Selvom Stine Juul Jensen havde tilmeldt sig uden at stille spørgsmål, havde hun alligevel fået visse betænkeligheder, inden selve kuren begyndte. Derfor havde hun læst om syre-base balance i kroppen og om tarmflora.

– Inden vi begyndte, spurgte jeg instruktøren, som sagde han var læge, om der var en risiko for, at udrensningen kunne påvirke syre-base balancen i tarmen. Jeg havde håbet på at få et reelt svar, men han blev bare lidt fornærmet og sagde, at det var en naturlig proces, fortæller Stine Juul Jensen.

Efter udrensningen fulgte hun yoga-instruktørens råd om at følge en kur, der indebar, at hun i 10 dage skulle spise kogte grøntsager. Kostplanen skulle sikre, at deltagerne fik det bedste udbytte af hele kurset.

Godt en måned senere, i august sidste år, begyndte hun at få voldsomme smerter i maven. Når det var værst, måtte hun sygemelde sig. Andre dage kunne hun klare studierne, selvom smerterne generede hende.

Derfor opsøgte hun i oktober sin læge, som tog et sæt blodprøver for at finde en forklaring, og derefter henviste hende til en speciallæge.

– Da jeg nævnte tarmskylningen for speciallægen, sagde hun, at hun havde set andre patienter komme med mavesmerter efter at have drukket saltvand.

Speciallæge Isabel Fonnest, der undersøgte Stine Juul Jensen, siger til Kristeligt Dagblad, at man kunne forestille sig, at der var en sammenhæng mellem kuren og mavesmerterne, men at hun ikke har belæg for at vide noget om det. I sidste uge fik Stine Juul Jensen så besked om, at blodprøverne heller ikke havde givet noget svar.

I stedet må hun lære at leve med tilbagevendende maveonder og med mistanken om, at det er tarmskylningen, som har forårsaget dem.

– Når jeg tænker over det i dag, er det klart, at det kan være et problem at få renset så grundigt ud. Mit tarmsystem var som en lille babys, da jeg var færdig, siger hun.

Selvom hun er ærgerlig over, at hun ikke blev rådgivet bedre af sin instruktør, vil hun ikke hænge yogaskolen ud med navns nævnelse i avisen. Dels fordi, hun ikke ved, om det er tarmskylningen, som er årsag til hendes maveproblemer, dels fordi hun sagtens kan forestille sig igen at gå til yoga på stedet.

I forvejen skyller hun regelmæssigt bihulerne og slimhinderne med saltvand efter en metode, som yogaskolen anviser.

– Men det er helt uskadeligt, forsikrer hun.

bonde@kristeligt-dagblad.dk