Få meter før operationsstuen bad Torben Linde Mikaelsen portøren om at stoppe. Så rejste han sig humpende op på sine bare fødder. De følgende sekunder skulle være hans rituelle afsked med en vigtig del af ham selv. Det havde han på forhånd planlagt. For mens hans venstre fod følte det kolde hospitalsgulv for allersidste gang, mærkede han knoglerne brække i takt med de sidste skridt hen mod operationsstuen. Det var tid.
”Det var også her, at jeg mærkede, at en amputation selvfølgelig var den eneste rigtige beslutning for mig,” siger Torben Linde Mikaelsen.
Først et halvt år efter at Torben Linde Mikaelsen havde været involveret i en trafikulykke, som efterlod den venstre fod knust, traf han valget om at få foden fjernet. Hvert et lille fremskridt, der skete indtil da, gav ham nyt håb om, at han kunne bevare begge ben, men da lægen så begyndte at tale om permanente gangstativer eller kørestole, vidste han, at der ikke var mere at overveje. Han var jo blot 42 år på det tidspunkt, og det var for ham en alt for ung alder til at sidde i kørestol resten af sit liv.
Efter amputationen kan han nogle gange stadig mærke følelsen af de brækkede knogler og hospitalsgangens gulv under sig. Han ved, at det ligesom fantomsmerterne bare er noget, der foregår oppe i hovedet. Og selvom der nu snart er gået to år, er der stadig mange tanker, han har svært ved at forholde sig til.
”Det kan for eksempel gibbe i mig, når jeg ser mig selv i spejlet. Det er mærkeligt, for jeg er jo udmærket godt klar over, at der mangler et ben. Det er bare ikke gået op for mig mentalt endnu,” siger Torben Linde Mikaelsen.
Hos Amputationsforeningen genkender man behovet for at udføre de små ritualer, når man mister en del af sig selv, og når denne amputerede del pludselig får en særlig betydning. ”Det er tanker, vi alle har haft, tror jeg. Jeg bad operationssygeplejerskerne om at tage sig pænt af mit ben og ikke bare smide det i en pose som affald, og senere i terapi har jeg holdt en helt lille tankeceremoni, hvor jeg fik sendt det pænt af sted,” skriver lårbensamputerede Marianne Palm fra Amputationsforeningens styregruppe i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Birgit Fur er sygehuspræst på Kolding Sygehus i Region Syddanmark og samtidig uddannet psykoterapeut.
”Overgangsritualer kan hjælpe den enkelte med at bevæge sig fra en del af livet til en anden og dermed tage afsked med det eksisterende. Ligesom kristne ritualer som barnedåb og konfirmation kan være med til at højtideliggøre og sætte ord på noget, der ellers er svært at forholde sig til. En amputation er sjældent noget, man ønsker, og overgangen kan være meget svær. Af og til ser den amputerede efter indgrebet sig selv som et andet menneske,” siger Birgit Fur.
Ritualer er gode til at markere en ændring i livet, fordi handlingerne i sig selv ikke har nogen direkte funktion, forklarer lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Sørensen, der forsker i betydningen af ritualiseringer for mennesket.
”Da en handling – som for eksempel at gå de sidste skridt hen til en operationsstue – ikke er afstedkommet af, at man bliver nødt til at udføre den, kan det i stedet fungere som et symbolsk tegn. Det er ikke for at gå, at man tager de skridt, men for at sige et symbolsk farvel til en del af sig selv. For portøren står lige ved siden af og kan i princippet fragte patienten hele vejen til operationen. Det kan sammenlignes lidt med, når en kirkegænger går til nadver. Det er ikke meningen, at oblaten skal have en mæthedsfunktion, for den skal i stedet påtage sig en masse andre symbolske funktioner,” siger Jesper Sørensen.
På den måde afviger ritualerne fra vores andre handlinger ved at være funktionsløse og kan derfor indtage en særlig position i vores hukommelse. Derfor er det ifølge Jesper Sørensen også givtigt for menneskets opfattelse af sin egen situation, når landets sygehuse giver plads til sådanne former for personlige psykologiske behov i forbindelse med en ellers ret procedurefast amputation.
I Region Syddanmark er man altid særlig opmærksom på den psykisk pleje af patienter efter amputation. En del af metoden til at få patienten til at acceptere sit nye livsforløb er ved forholdsvis hurtigt at lade den amputerede se og røre ved den stump, der nu skal være en del af deres nye jeg.
Men det er for mange svært i begyndelsen, lyder det fra Hanne Vase Veilis, afdelingssygeplejerske i Region Syddanmark.
”Når et menneske skal have foretaget en amputation, er der stor risiko for, at hun eller han samtidig kommer ind i en form for menneskelig krisetilstand. Når man pludselig mangler en fysisk del af sig selv, taber man nemlig en del af sin identitet. Det er en livskrise, man skal arbejde sig ud af med oprejst pande. Fra nu af vil man se anderledes ud – både i egne og andre menneskers øjne. Generelt ved vi jo, at det betyder rigtig meget for ens selvforståelse, at man kan identificere sig med andre mennesker,” siger Hanne Vase Veilis.
For at patienten, der er benamputeret, ikke skal opleve et kæmpe chok, når de vågner efter operationen, lægger sygeplejerskerne derfor ofte en pude ind under dynen der, hvor benet ellers skulle have været. På den måde tager man et skridt ad gangen.
”Der er rigtigt mange, der har svært ved at se ned af sig selv i starten, fordi betingelserne for det nye liv er utroligt svære at acceptere. Det tager tid at komme sig over en krise, og det kræver den rette støtte og hjælp. Heldigvis har vi på hospitalet også tilknyttet mange forskellige slags hjælpere uden hvide kitler – eksempelvis medlemmer af Amputationsforeningen eller sygehuspræsterne. De står altid klar til at træde til, når der er brug for det,” siger Hanne Vase Veilis.