Prøv avisen
LGBT

”Mit ungdomsliv ville være gået nemmere, hvis jeg kunne have skiftet juridisk køn som 14-årig”

Charlie Hanghøj viste allerede som fireårig tegn på, at han var transkønnet. I dag er han 19 år og er lige startet i 3.g på Sankt Annæ Gymnasium i København. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen

I dag afvikles den store Pride-parade for seksuel mangfoldighed i København. En af dem, der har oplevet omverdenens modstand, er 19-årige Charlie Hanghøj, der biologisk er født som kvinde, men altid har følt sig som mand

”Det er ikke det rigtige sygesikringskort, du har med,” siger receptionisten og ser på Charlie Hanghøj med en bekymret mine.

Charlie Hanghøj er 16 år og står i venteværelset i et ambulatorium på Vesterbro i København, hvor han skal have taget en blodprøve. I venteværelset sidder omtrent 20 personer. Der er musestille. Da han understreger, at det er hans kort og cpr-nummer, svarer receptionisten: ”Men det er et pige-cpr-nummer, og du er jo en dreng”.

Hun snakker meget højt, tænker Charlie Hanghøj og fornemmer resten af venteværelsets øjne i nakken.

”Jeg er transkønnet,” forklarer han.

Receptionisten ser uforstående på ham. Han mærker en knude i maven.

”Hvad er transkønnet? Så du vil gerne være en kvinde? Hvorfor har du så det her cpr-nummer, hvis du er transkønnet?”.

Charlie Hanghøj svarer på alle receptionistens spørgsmål, mens venteværelsets stilhed vokser sig stor i baggrunden. Receptionisten virker stadig ikke som om, hun forstår. Men da Charlie Hanghøj hiver pas og studiekort op af skoletasken, giver hun sig.

Da han sætter sig på en af stolene i venteværelset for at vente på, at det bliver hans tur, er der flere af de andre ventende, der ser op og ned af ham.

De vurderer, om jeg er en dreng eller en pige, tænker han og tager høretelefoner på og ser på sin mobil.

Efter en time kommer han ind til sygeplejersken.

”Er du sikker på, at det er det rigtige cpr-nummer”, siger hun, efter at Charlie Hanghøj har sagt sit cpr-nummer for anden gang.

”Det er løgn,” tænker han. ”Skal jeg forklare det hele igen?”

”Jeg havde følelsen af at have en knude i maven,” husker Charlie Hanghøj, der nu er 19 år og lige er startet i 3.g på Sankt Annæ Gymnasium i København.

Kristeligt Dagblad møder ham påRegnbuepladsen i København, hvor han i an-ledning af Pride-festivalen, der skal markere seksuel mangfoldighed og ligestilling, er med til at arrangere en debat.

”Det føltes ekstremt grænseoverskridende at blive ’outet’ på den måde. Jeg vil gerne have kontrol over, hvem der ved, at jeg er trans-kønnet,” fortæller han om oplevelsen i ambulatoriet på Vesterbro.

Det er hverken første eller sidste gang, at Charlie Hanghøj har skullet bevise, at hans cpr-nummer er rigtigt. Fra han var 15 år og begyndte at leve som transmand, til han som 18-årig fik ændret sit cpr-nummer – et såkaldt juridisk kønsskifte – har han oplevet det, når han har været i banken, i timelange samtaler med SKAT og i sundheds- væsenet.

”Mit ungdomsliv ville være gået meget nemmere, hvis jeg kunne have skiftet juridisk køn som 14-årig,” fortæller han.

Dog mener han ikke, at der skal være en aldersgrænse på juridisk køn, da han understreger, at det er forskelligt, hvornår man som transkønnet er klar til at springe ud.

Selv viste Charlie Hanghøj allerede som fireårig tegn på, at han var transkønnet. Han nægtede at gå i kjole og blev ked af det, når han ikke blev betragtet som en af de andre drenge i børnehaven. Alligevel skulle der gå 10 år, inden han var klar til at leve som en mand.

Han forklarer det med, at han er opvokset i et katolsk hjem og miljø, og at det først var, da han kom på en efterskole, der ikke havde noget med katolicismen at gøre, at han virkelig kunne falde til ro i sin kønsidentitet. Siden da har han levet som transmand, og for et halvt år siden begyndte han på hormoner.

”Det er en glæde at kunne anerkende denne side af mig selv,” fortæller han.

”Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det vil være for en seksårig. Jeg har heldigvis kun skullet leve med et forkert cpr-nummer i tre et halvt år, mens nogen kan leve med det i 14 år. Det tærer virkelig meget, fordi det kræver, at man skal være på hele tiden, selvom man egentlig bare er sårbar.”

Men giver det alligevel ikke bedre mening at tage en beslutning om juridisk kønsskifte, når man er mere moden?

”Det spørgsmål er stillet ud fra en forkert præmis. Køns-identitet er noget, man er født med. Jeg har ikke valgt, da jeg var hverken 4 eller 14 år at være transkønnet. Det ville svare til at vælge at være en minoritet. Det er jo ikke fedt,” siger han og tilføjer:

”Vi bliver nødt til at hjælpe de her børn, for de er her lige meget hvad, og jeg vil ikke byde nogen at komme igennem det samme system som mig.”

Et flertal af partierne i Folketinget vil som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad gerne sænke grænsen for juridisk kønsskifte, men det er endnu usikkert, hvilken aldersgrænse det juridiske kønsskifte vil lande på.8