Mjølnerparken kæmper for trygheden

Bandemedlemmer er så småt på vej ud af fængslerne og tilbage til Mjølnerparken. Det giver bekymring i det udsatte boligområde, som weekendens attentatmand havde relation til, og hvor bander og islamister udfordrer det store flertal

Mjølnerparken, Nørrebro, lejeplads.
Mjølnerparken, Nørrebro, lejeplads.

Overvågningskameraer holder øje med livet mellem de røde murstenshuse i Mjølnerparken, et udsat boligområde på kanten af Nørrebro i København, hvor politiet har været massivt til stede og foretaget flere aktioner siden weekendens attentater.

Den formodede gerningsmand bag de to drab har på et tidspunkt boet i Mjølnerparken. Det var her, han tog til mellem drabene ved Krudttønden og synagogen for at skifte tøj, og det er ifølge Lejerbo, som administrerer lejlighederne, også her, at de to mænd, der sidder varetægtsfængslet for at hjælpe den formodede gerningsmand bag attententaterne, holder til.

Forretningsfører i Lejerbo Steffen Boel Jørgensen tror også, at det er ”sandsynligt”, at nogle af de unge mænd, der flyttede blomster og råbte ”Allah er stor” på stedet, hvor den formodede gerningsmand blev dræbt af politiet, holder til i Mjølnerparken.

Men Mjølnerparken er så meget andet, siger Steffen Boel Jørgensen. For selvom der helt afgjort er en gruppe rabiate muslimer, der holder til i området, så udgør de et mindretal, siger han:

”Hitzb ut-Tahrir har for eksempel kun begrænset indflydelse herude nu, selvom der ikke er tvivl om, at de fisker i rørte vande, og at vi kan se, at der er en stigende tendens til, at der sker en sammenblanding af bandefolk og radikale muslimer. Men hovedparten af beboerne tager del i civilsamfundet, sidder i bestyrelsen, kommer i lektiecaféen, i klubberne og er imod radikal islam,” siger han.

Mens overvågningskameraer siden 2005 har holdt øje med området i et forsøg på at nedbringe hærværk og påsatte brande, så ser et stort antal runde parabolskærme på de røde murstenshuses hvide altaner mest ud til at pege mod fjerne horisonter. Et markant fysisk udtryk for, at over 85 procent af beboerne er indvandrere og flygtninge fra ikke vestlige lande eller efterkommere af dem.

Området er på By- og Boligministeriets liste over udsatte områder, det man tidligere kaldte ghettolisten, og udmærker sig ved at være det af landets udsatte boligområder, der har flest beboere med ikke vestlig baggrund.

Sådan har det ikke altid været. Da boligområdet blev indviet i 1987, var beboerne mere sammensat, siger Steffen Boel Jørgensen:

”I begyndelsen bestod beboermassen af alle mulige, der havde brug for en bolig her og nu. Det var jyder, der var kommet ind med firetoget, københavnere, der manglede et sted at bo, men også flygtninge og indvandrere. Flygtningestrømmen i 1980'erne betød, at Københavns Kommune henviste mange til en bolig her, og med tiden begyndte den oprindelige beboergruppe at flytte væk. I dag bor her mest flygtninge, halvdelen af dem er palæstinensere, men her er også en stor gruppe somaliere. Der bor over 40 nationaliteter herude,” siger han.

Mjølnerparken har været inde i en god udvikling de seneste år. Trygheden er ifølge politiets tryghedsindeks steget, men det hele er ikke uden problemer, siger Tommy Lauersen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi:

”Det går den rigtige vej, men det er ikke rosenrødt. Der bor en del bandemedlemmer fra Brothas i Mjølnerparken, og når de er ude af fængslet, genererer det kriminalitet, primært indbrud, afpresning og salg af hash, og ofte ikke i selve Mjølnerparken, selvom de kan finde på at flygte derind, hvis politiet er efter dem. Det er mennesker, der har viet deres liv til kriminalitet og dårligt kan læse en jumbobog. Det er et kæmpe problem,” siger han.

Tommy Lauersen siger, at Brothas for tiden er ved at dele sig i to. En del tager sig af kriminaliteten, og en mere religiøs del.

Det behøver ikke at betyde, at halvdelen af Brothas er ved at udvikle sig til radikale islamister, men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at det ikke går i den ”forkerte retning”, siger han.

Steffen Boel Jørgensen oplever også, at området er langt mere pænt og roligt end for bare få år siden, og at en stor andel af beboerne tager del i områdets aktiviteter. Alligevel er han bekymret for, at beboerne vil trække sig tilbage fra fællesskabet, gå tilbage til lejlighederne og rulle persiennerne ned igen.

For de seneste års gode udvikling skyldes i høj grad, at ganske mange af områdets ballademagere, blandt andet medlemmer af banden Brothas, har siddet fængslet for synder begået i bandekrigen. Det har givet arbejdsro til at udvikle kvarteret, men nu er bandefolkene så småt på vej ud af fængslerne og på vej tilbage.

”Når de kommer ud, kommer der et pres på trygheden. Tryghed er altafgørende. Uden den kan beboerne blive så bange, at de ikke tør deltage i civilsamfundet, i alle de gode aktiviteter. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvor meget politi, der er herude. Det er først og fremmest et spørgsmål om, at de mest tunge kriminelle skal holdes væk fra gaden, og hvis det ikke er muligt i dag, må man genoverveje retspolitikken,” siger han.

Lejerbo har slået ring om de boligsociale medarbejdere i Mjølnerparken efter de seneste dages voldsomme hændelser, der har trukket tråd til området. Men Eskild Dahl Pedersen, sekretariatsleder i Lejerbo København, der har sin daglige gang og sit kontor i Mjølnerparken, har tidligere fortalt, at alle låsene på opgangsdørene er ødelagt. I begyndelsen forsøgte man at fikse dem, men Brothas-banden blev tilsyneladende ved med at ødelægge dem, fordi de ville sikre sig, at de altid kunne flygte fra politiet ind ad en ulåst opgangsdør og ned i det kælderområde, som forgrener sig i et åbent landskab under hele Mjølnerparken.

Låsene duer stadig ikke, siger Steffen Boel Jørgensen, men der er planer om en større renovering, hvor der indgår en bedre sikring af opgangsdørene, lukkede gårdanlæg der skal skabe mere tryghed for beboerne og en opdeling af den store, åbne kælder.

Mjølnerparken 38 (formentlig 1. th.) ransages søndag formiddag efter nattens terrorangreb i København.
Mjølnerparken 38 (formentlig 1. th.) ransages søndag formiddag efter nattens terrorangreb i København.