"Vi står i egen ret," lød det med en typisk Lars Løkke Rasmussen-frase på partiets første ordinære årsmøde i Vejle lørdag.
Mødet markerede Moderaternes skifte fra at være Løkkes personlige revancheopgør med Venstre til at skulle blive et "rigtigt parti" med storkedse, kommunal- og regionspolitikere, ungdomsorganisation og endda EU-repræsentation. Det sidste fik man allerede for en uge siden, da partistifterens søn, europaparlamentsmedlem Bergur Løkke Rasmussen skiftede fra Venstre til Moderaterne.
Fra talerstolen lød der var forståelig begejstring over ikke alene at være blevet Folketingets tredjestørste parti, have sikret en regering over midten og selv have fået ministre i den. Tilsat en pæn sjat hoverende stikpiller til pressen og kommentatorerne, der for blot et år siden ikke levnede partiet mange chancer.
Og under overfladen var der medlemmernes ængstelse. Bekymringen for, hvad der egentlig skulle blive af Moderaterne, hvis Lars Løkke Rasmussen blev kørt over af en bus, som en af deltagerne, Jacob Kronby Schytze, udtrykte det. Han mente, at der er en ånd, som binder partiet sammen, men opfordrede alligevel hovedbestyrelsen til at finde ud af, hvad det så er for en ånd.
På Christiansborg har der længe været spekuleret i, at Moderaterne og ikke mindst Løkkes post som udenrigsminister kunne blive et springbræt for ham til at komme videre til international post, eksempelvis som ny EU-kommissær for Danmark, når den nuværende kommission skal skiftes ud i 2025. Det scenarie synes i hvert fald umiddelbart at have større sandsynlighed end det med busulykken.
Men grundlæggende handlede landsmødet om det ene at forlænge Moderaternes holdbarhed i dansk politik. Partiformanden formulerede selv den politiske vision, at den universelle velfærdsmodel skal reddes. Når en stor gruppe af borgere får sundhedsforsikringer i jobbet og fyldige pensionsopsparinger, øges risikoen for, at befolkningen deles op i et a- og b-hold. Især fordi der bliver flere ældre, og færre personer i den arbejdsdygtige alder til at løse velfærdsopgaverne. Derfor er der behov for at reformere både sundhedssystem og ældreplejen. Under valgkampen kom Løkke til at tale om, at folkepensionen nok ikke i længden kan opretholdes i sin nuværende form. Der skal sikres et bedre samarbejde mellem det offentlige og private aktører, og borgerne skal sikres større valgmuligheder.
I virkeligheden er det i store træk de samme tanker, han har lagt frem i forskellig indpakning, siden han i 1990'erne var viceborgmester for Venstre i den daværende Græsted-Gilleleje kommune og udliciterede velfærdsopgaver i ældreplejen. Dengang til voldsomme protester fra fagbevægelsen, venstrefløjen og dele af Socialdemokratiet.
Moderaterne har sat sit klare aftryk på SVM-regeringens grundlag, men spørgsmålet er, hvordan idéerne om at forny ældreservicen og sundhedssektoren i praksis omsættes til virkelighed. Om man reelt alligevel ender med at få et a- og b-hold. Der er mange faldgruber forude. Både Moderaterne og regeringen insisterer på, at man vil have tid til at tænke sig om, og de første måneders store tilbagegang i meningsmålingerne fejes af bordet som stort set ligegyldige. Den rigtige måling kommer først ved folketingsvalget om godt tre år, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Det er sikkert en god idé at tænke sig om, taget i betragtning hvor mange gange reformer af det offentlige har vist sig ikke at fungere helt, som politikerne drømte om. Det er bare svært at få øje på, at sundhedsvæsenet eksempelvis nødvendigvis skulle blive meget bedre, fordi man afskaffer regionerne, som er en af Moderaternes kongstanker.
For partiet synes det endnu mere uklart, om projekt "Red velfærdsstaten" i sig selv er nok til at bære et borgerligt midterparti. Løkke har erkendt, at udkommet af hans bog "Befrielsens øjeblik" - SVM-regeringen - ikke rækker til at opretholde partiet i længden. Regeringssamarbejdet er undtagelsen i dansk politik, og på længere sigt vil Moderaterne alligevel som alle midterpartier blive konfronteret med, om de kan støtte en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Om deres lilla farve er tonet mest blå eller rød.
Derfor har man også travlt med at opbygge det rigtige parti, der måske med tiden kan udkonkurrere De Radikale som midterparti. Historien tilsiger, at der sjældent er et marked for selverklærede midterpartier på mere end 5-10 procent af vælgerne.
Kan Moderaterne blive det parti, eventuelt også uden Lars Løkke Rasmussen som frontfigur? Tvivlen nager.
Dette er en politisk analyse.