Når man passerer Vejlefjordbroen i bil eller tog, kan man få et glimt af et ganske specielt boligkompleks. Fire lyse bygninger danner tilsammen en bølge, der spejler sig i fjorden og skiller sig væsentligt ud ved den sydjyske bys havn.
Den anderledes form på bygningen, hvis to første bølger stod færdige i 2009, og hvis femte og sidste ventes færdig i år, skal ikke bare ses som en sjov idé. Den er tværtimod et led i en større strategi, der begyndte, da Vejle i 1997 som den første kommune i landet fik en arkitekturpolitik. Ved at tænke på byens bygninger som mere end bare bygninger, skulle der skabes liv og vækst. Og det er ifølge direktøren for Teknik & Miljø i kommunen, Michael Sloth, lykkedes ganske fint.
”Vores oplevelse er, at hvis vi bygger noget stort og smukt, så smitter det af på omgivelserne som en snebold, der ruller. Arkitektur er for os en komponent, der har været med til at skabe vækst, kultur og byliv i Vejle, og analyser viser, at det også får huspriserne til at stige. Samtidig kan vi mærke, at Bølgen er blevet et vartegn, som næsten alle kender,” siger han.
I weekenden indvier Vejle endnu et muligt vartegn, som den anerkendte kunstner Olafur Eliasson står bag. ”Fjordenhus” hedder kontorbygningen, som i dagens avis får seks stjerner og bliver kaldt et kunstværk.
Vejle er dog ikke ene om at lave bygninger, der fremstår som ikoniske kunstværker. Rundt i landet er der de seneste år blevet bygget kontorbygninger og boligkomplekser i iøjnefaldende former og materialer som det såkaldte Isbjerg i Aarhus og Den Sorte Diamant i København.
Og selvom man kan argumentere for, at arkitektur altid har været kunst, så afspejler byggerierne en ny forståelse af dens potentiale, siger arkitekt og professor ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet Claus Bech Danielsen.
”Mange byer har ligesom Vejle fundet ud af, at de kan skabe sig et brand ved hjælp af arkitekturen. Derfor bliver nye bygninger i dag en del af en bymæssig strategi,” siger professoren, som vurderer, at tendensen kan spores 20 år tilbage, men først for alvor er slået igennem herhjemme i de senere år.
De iøjnefaldende byggerier passer ifølge Claus Bech Danielsen også godt til den nye generation af arkitekter, hvoraf arkitekten Bjarke Ingels er den mest kendte og blandt andet står bag 8-tallet i København.
”Det er en arkitekt-generation, som af nogle er blevet kaldt megafongenerationen, hvilket hentyder til, at man bruger markant og spektakulær arkitektur til at skabe synlighed. Det sker blandt andet i nye byområder, hvor beboerne ikke længere bruger vejnavnet til at forklare, hvor de bor, men siger, at de bor i ’Isbjerget’ eller ’Z Huset’. Brandet bliver dermed også en identitetsmarkør.”
Bagsiden af medaljen kan dog være, at det tager overhånd, siger professoren.
”Hvis hvert enkelt byggeprojekt bliver lavet med fokus på at skabe synlighed, kan det gå ud over bestræbelsen på at skabe et samlet bybillede. Der er ikke noget i vejen med, at en særlig bygning skiller sig ud, men hvis alle bygninger vil det, går effekten helt af. Så får vi et område med små isolerede øer, der konkurrerer om at råbe højest i stedet for at tale sammen,” siger han og nævner byggeriet i de nye bydele Aarhus Ø og Ørestaden som eksempel.
En anden fare er, at man fokuserer for meget på de nye ikonbygninger og glemmer at tænke det smukke og storslåede ind i andre byggerier herhjemme. Det siger Christoffer Harlang, der er arkitekt og professor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.
Ifølge ham er der de seneste 10-15 år sket en devaluering af arkitekter, hvis arbejde nu i højere grad ses som en service, der skal leveres billigt og hurtigt.
”Den devaluering har øget efterspørgslen på at få noget, der har karakter og et kunstnerisk og æstetisk udsagn. Nu ser vi et ønske om at få bygninger, som har en meget stærk identitet, og som i højere grad er steder, vi husker, end steder, vi bare bruger. Men når man vil have noget, der har ikoniske kvalitet, og noget aviserne skriver om, vælger mange at gå til en billedkunstner i stedet for en god arkitekt. For man har glemt, at arkitektur grundlæggende er en kunstart,” siger han og nævner kunstnere som Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, der har tegnet bygninger.
”Jeg siger ikke, at det er dårligt at hyre kunstnere, men hvis vi ikke også begynder at opprioritere æstetikken i arkitekternes mange opgaver herhjemme, så får vi en polariseret kvalitet herhjemme, hvor dem med penge får lavet flotte ikoniske bygninger, mens alle andre får noget mainstream.”