Moderne ældre tager fri fra demente partnere

Demente og deres ægtefæller stiller stadig større krav til behandling og pasning. Pårørende ønsker liv nummer to, når partneren bliver syg

Udlandsrejser, job og børnebørn. Der er mange interesser i livet for de moderne ældre, som er vokset op med velfærdsstat og opdraget til at realisere sig selv.
Udlandsrejser, job og børnebørn. Der er mange interesser i livet for de moderne ældre, som er vokset op med velfærdsstat og opdraget til at realisere sig selv. . Foto: arkiv.

Udlandsrejser, job og børnebørn. Der er mange interesser i livet for de moderne ældre, som er vokset op med velfærdsstat og opdraget til at realisere sig selv. Blandt andet derfor siger stadig flere pårørende fra, når deres samlever rammes af demens og kræver konstant pleje. Det oplever demenskonsulenter og andre fagfolk i kommunerne landet over ifølge Videnscenter for Demens og Alzheimerforeningen.

– De pårørende i dag tilhører en generation, som har mere viden, højere indtjening og stiller større krav til samfundet. Det betyder, at de siger fra tidligere i sygdomsforløbet, end folk hidtil har gjort, siger kursusleder ved Videnscenter for Demens og formand for landets demenskoordinatorer, Ane Eckermann.

Hun mener, at de pårørende hidtil har påtaget sig en enorm byrde ved at passe partneren i eget hjem lige til det sidste.

– 68-generationen og formentlig dem, der kommer efter dem, stiller nogle andre krav. Hvis ens partner rammes af Alzheimers sygdom, mens man er i halvtredserne og stadig arbejder, er folk i dag mere tilbøjelige til at sige: Jeg vil leve mit eget liv og ikke kun leve gennem ham eller hende. Det hører jeg pårørende give meget stærkt udtryk for allerede tidligt i sygdomsforløbet. De ved jo godt, hvordan det vil ende, og nogle er parat til at flytte til en anden bolig, også mens partneren stadig kan fungere uden at få pleje hele døgnet. Man kan godt kalde det en form for paradigmeskifte, siger Ane Eckermann.

I Albertslund Kommune oplever personalet, der arbejder med demente og deres pårørende, at de yngre har en smule lettere ved at skabe sig en ny tilværelse, når partneren bliver dement.

De tager på ferie og forpligter sig ikke til at komme på plejehjemmet hver eneste dag. Anderledes er det for de ældste.

– De får en frygtelig skyldfølelse over at flytte partneren på plejehjem eller i det hele taget at give slip på partneren og lade andre overtage. De har ofte også meget vanskeligt ved at tillade sig tid til rejser og anden frihed, siger demenskonsulent ved Sundheds- og Socialforvaltningen, Bente Lauridsen.

Formand for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, forventer, at tendensen vil blive forstærket i takt med, at næste generation når den alder, hvor demens typisk indtræffer.

Samtidig viser en fremskrivning baseret på tal fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af demente i Danmark vil vokse med omkring en fjerdedel i de næste 10 år. Det stiller store krav til kommuner og sundhedsvæsen.

– De pårørende har indtil nu passet deres partner 24 timer i døgnet i den sidste tid. Vi kan ikke være sikre på, at fremtidens pårørende vil være lige så tålmodige. Derfor får vi blandt andet brug for nye boligtyper, som kan gøre overgangen mellem hjem og plejehjem mere glidende, siger han.

Ane Eckermann fra Videnscenter for Demens nævner boliger, hvor den demente kan få hjælp i det daglige og stadig bo for sig selv, som bud på en løsning:

– Det kan være hjælp til personlig pleje, eller at man kan gå ned og spise i en fælles restaurant og have et sted, hvor man kan aflevere sit vasketøj. Opgaver, som de pårørende har påtaget sig indtil nu.

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk

danmark side 2