Kvinder dominerer dating-tjenester blandt ældre

Blandt midaldrende er især kvinder aktive på nettets datingtjenester. Mænd bliver lidt enspænderagtige med alderen, siger kønsforsker

I aldersgruppen 55-64 år har fem procent af kvinderne benyttet sig af netdating, mens det samme kun gælder to procent af mændene i samme aldersgruppe.
I aldersgruppen 55-64 år har fem procent af kvinderne benyttet sig af netdating, mens det samme kun gælder to procent af mændene i samme aldersgruppe. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Som enlig kvinde midtvejs i livet kan det at søge efter en jævnaldrende mand virke som et spil med mange konkurrenter og få kandidater. Mens mændene er i overtal på digitale datingtjenester i de yngre årgange, vender tendensen, når brugerne er nået over 55 år. Det viser ikke tidligere offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

Blandt de modne singler er det pludselig kvinderne, der dominerer. I aldersgruppen 55-64 år har fem procent af kvinderne benyttet sig af netdating, mens det samme kun gælder to procent af mændene i samme aldersgruppe.

Sociolog Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet forsker i køn, og han peger på, hvordan kvinders og mænds adfærd ændrer sig, når de bliver ældre.

”Mænd kan godt gå hen og blive lidt enspænderagtige med alderen,” siger han og henviser til studier, der viser, at midaldrende mænd er mindre sociale og mindre udfarende end jævnaldrende kvinder.

”Blandt unge mænd bliver det at date ofte brugt til at leve et promiskuøst liv, men når de kommer op i alderen, har singlemænd færre relationer til andre mennesker. Derfor har de ikke den samme træning i at tale om deres behov for at møde en partner, som kvinder har.”

De seneste fem år har andelen af enlige mellem 45 og 60 år været nogenlunde konstant, viser tal fra Danmarks Statistik. Omkring 25 procent af kvinderne oplyser, at de bor alene, mens det samme gælder for 24 procent af de midaldrende mænd. Enlige kvinder er til gengæld mere tilbøjelige til at gå ud og møde andre enlige, selvom de måske er fraskilte og har børn fra et tidligere forhold. Det fortæller Gitte Ellegaard, der er indehaver af firmaet Minglr, som laver arrangementer for singler.

”Nogle gange lukker jeg simpelthen ned for salg af billetter til kvinder, så der ikke ender med at være 150 kvinder og 30 mænd, men i stedet en fin kønsfordeling,” siger hun.

Men bare det at dukke op til et arrangement for singler kan være skræmmende for mange mænd, mener Svend Aage Madsen, psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet.

”Især når de kommer op i alderen, har mænd en tendens til at føle sig bagud på point, hvis det handler om, at man skal mødes for at tale om følelsesmæssige ting. De føler sig udstillet som nogle, der har et problem, mens kvinder har nemmere ved at mødes i fællesskaber for singler og bare begynde at snakke,” siger han.

Hvis datingportalerne skal tiltrække flere mænd, må de smide lidt af det kvindelige præg, mener psykologen.

”Der er som regel sådan noget som en kornmark med valmuer på de hjemmesider, der beskæftiger sig med dating og singler. Vi er inde i et feminint univers, og alle de signaler, man sender, har en betydning for, hvem man tiltrækker,” siger han og tilføjer om de mænd, der melder sig til:

”Men de mænd, der rent faktisk møder op til single-arrangementer, må da være på den grønne gren. De har fundet en fed fidus der.”