”Af alle de modstandsfolk, jeg kendte under krigen, er jeg den sidste, der er tilbage,” fortæller 95-årige Knud Christensen.
Men den tidligere sabotør, redaktør af det illegale blad ”Budstikken” og fange i kz-lejren Dachau tilføjer, at titlen på den serie radioudsendelser, Danmarks Radio for nylig sendte om ham, ikke skal tages alt for bogstaveligt. ”Den sidste modstandsmand” hed serien, men ifølge Knud Christensen er der ”givetvis andre gamle hønisser”, som er i live, og som var med til at yde modstand mod besættelsesmagten frem til den tyske kapitulation for 75 år siden.
Levende modstandsfolk er endnu iblandt os, men de tynder ud. Tre historikere vurderer samstemmende, at de personer, som deltog i klassisk modstandskamp, i dag kan tælles på én, to eller tre hænder.
Niels-Birger Danielsen, historiker, journalist og forfatter til firebindsværket ”Modstand”, oplyser, at han ikke personligt kender flere modstandsfolk, der er i live, men han kender til nogle stykker.
Ud over Knud Christensen fra Hirtshals er det blandt andre Helge Milo, Kokkedal, der i 1941 sammen med andre elever fra Aalborg Katedralskole var med til at oprette Churchill-klubben, en af Danmarks første sabotagegrupper og kendt fra filmen ”Drengene fra Sankt Petri”. Gustav Holmberg fra Odense var på Fyn med til at transportere våben og sprængstoffer, som blev kastet ned fra engelske fly.
Og Ebba Viola Hjortshøj Rasmussen var kurér i A/S-gruppen i Randers, som både saboterede jernbaner og fabrikker og likviderede stikkere.
Gruppen var opkaldt efter lederen Aksel Sørensen, Ebbas storebror, som døde sidste år i en alder af 97 år.
”Der er modstandsfolk tilbage, selvom det ikke er mange,” slår Niels-Birger Danielsen fast.
Historikeren Peter Birkelund, seniorforsker ved Rigsarkivet og forfatter til bogen ”Sabotør i Holger Danske”, oplyser, at alle hans kilder fra den berømte borgerlige modstandsgruppe er døde.
”Men sabotørerne var meget unge, så der kan godt være enkelte Holger Danske-medlemmer, der lever endnu,” siger han.
Antallet af endnu levende modstandsfolk afhænger dog af, hvor bredt man definerer modstand, og det præcise antal kan ikke gøres op, siger Henrik Lundbak, museumsinspektør ved Frihedsmuseet og ansvarlig for museets modstandsdatabase, som ud fra en meget bred definition omfatter over 85.000 navne. En betydelig del heraf er fundet på lister over militærgrupper, såkaldte ventegrupper, som ikke nødvendigvis foretog sig noget illegalt før den 4. maj 1945.
”Disse mennesker er nedladende blevet kaldt ’de sidste dages hellige’. Men dels ved vi ikke, om der bag nogle af navnene gemmer sig folk, der også udførte sabotage. Dels var det altså folk, som var klar til at blive sendt i krig, og det var ikke ufarligt,” siger Henrik Lundbak og tilføjer:
”Hvis man tænker snævert på de mennesker, som foretog sabotage og lignende, skal der nok være en lille håndfuld tilbage fra BOPA, en lille håndfuld fra Holger Danske og en lille håndfuld fra de jyske modtagegrupper,” siger han.
Senest Frihedsmuseet undersøgte, hvor mange af personerne i databasen, der lever, var i 2018, hvor antallet var cirka 1100 efter den meget brede definition. Men da der er tale om personer, som i alder er sidst i 90’erne, er ganske mange formentligt døde siden sidste opgørelse, vurderer Henrik Lundbak.
Et mere snævert kriterium for, om man regnes for modstandsmand eller -kvinde, er, om man er modtager af Danmarks hædersgave til mennesker, der under krigen ydede en særlig indsats. Ifølge Beskæftigelsesministeriet, som administrerer ordningen, blev der i marts udbetalt hædersgave til 832 personer. Heraf er 105 modstandsfolk, krigssejlere og fanger fra kz-lejre, hvoraf en del var børn i 1943-45. Derudover blev der givet hædersgave til 727 efterladte.
Niels-Birger Danielsen slår fast, at selvom det kun er nogle håndfulde af dem, der lever i dag, der modtager hædersgave og førte, hvad vi almindeligvis forstår ved modstandskamp, er der mange flere, som det giver mening at ære på 75-årsdagen for Befrielsen:
”I mine øjne fortjener alle at få betegnelsen modstandsfolk, som i stort eller småt gjorde noget, der af samarbejdsregeringen frem til 29. august 1943 eller af tyskerne i resten af besættelsestiden blev opfattet som illegale handlinger. Også hvis det kun var at give en sabotør logi for en nat eller levere en bil til et eller andet. Selvom det kan virke småt i den store krigshistorie, var det både forbudt og farligt, og det gav de mere aktive modstandsfolk et rum at operere i.”