Prøv avisen

Modviljen mod dovenskab er universel

Det er ikke et bestemt samfundssystem eller opbygningen af velfærdsstaten i vores ende af verden i sidste halvdel af det 20. århundrede, der spiller den store rolle for, hvem vi synes, samfundet bør holde hånden under. Foto: .dk

Ifølge forsker fra Aarhus Universitet viser data fra 70 lande, at mennesker uanset samfundssystem og tidsalder ser ens på, hvem der fortjener fællesskabets hjælp

Når Dovne Robert Nielsen fik en hård medfart i offentligheden, efter at han i et tv-program forleden fortalte om sine 11 år næsten uafbrudt på overførselsindkomst, så skyldes det ikke en særlig dansk smålighed.

Ny dansk forskning peger på, at synet på, hvem der fortjener hjælp, er fuldstændig det samme på tværs af verdens lande og det har heller ikke ændret sig mærkbart op gennem historien.

LÆS OGSÅ: Dovenskab er ikke sjovt længere

Det er altså ikke et bestemt samfundssystem eller opbygningen af velfærdsstaten i vores ende af verden i sidste halvdel af det 20. århundrede, der spiller den store rolle for, hvem vi synes, samfundet bør holde hånden under.

Sådan lyder konklusionen fra Michael Bang Petersen, ph.d. og forsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han har netop fået offentliggjort en artikel i det videnskabelige amerikanske tidsskrift American Journal of Political Science, som konkluderer, at det ikke er kulturelt betinget, men et dybtliggende psykologisk instinkt i mennesket, der afgør, hvem vi opfatter som værdigt trængende medmennesker, og hvem der er dovne samfundsnassere.

Hvis en borger i samfundet oplever, at en anden borger er i nød, fordi den pågældende er svag og har været uheldig, er der stor forståelse for, at den pågældende får en offentlig ydelse eller anden hjælp. Hvis derimod borgeren skønner, at den pågældende bare ikke gider bestille noget selv, er der ingen forståelse.

Det ser ud, som om det er et grundlæggende træk i den menneskelige psyke, at vi vurderer andre ud fra, om vi ser dem som uheldige eller dovne, når vi tager stilling til, om de bør have hjælp. Desuden vurderer vi ud fra, om vi tror, de pågældende ville være villige til at hjælpe os, hvis det blev nødvendigt. Hvis personer ikke selv ønsker at bidrage til fællesskabet, mener vi heller ikke, de har krav på hjælp, siger Michael Bang Petersen.

LÆS OGSÅ: Thorning: Dovne Robert er provokerende

Han baserer sin konklusion på data fra undersøgelser i 70 lande, som har vidt forskellig samfundsopbygning. Traditionelt taler man om, at vi i Danmark har en udbygget velfærdsstat, hvor vi gennem høje skatter bidrager til den fælles kasse, som vi derefter kan trække på, når vi bliver syge, gamle eller arbejdsløse. I USA er der en større tradition for selvhjulpenhed, velgørenhed og forsikringsordninger. Men denne forskellige samfundsindretning ændrer altså ikke på, hvem vi synes har fortjent at blive hjulpet.

I gårsdagens Kristeligt Dagblad udtalte en række danske samfundsiagttagere ellers, at synet på de medborgere, der ikke gider arbejde, har ændret sig i løbet af de seneste årtier.

Da Jacob Haugaard og Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer var i vælten i 1970erne og 1980erne, kaldte det på flere smil, end det gjorde, da Dovne Robert Nielsen for nylig på tv udtalte sin modvilje mod at lade sig aktivere som pedel hos McDonalds.

Men Michael Bang Petersen mener ikke, der er sket nogen markant ændring i synet på dovenskab. Hverken siden Jacob Haugaards ungdom eller siden stenalderens jægersamfund, hvor man gerne delte maden med dem, der havde haft en uheldig jagt, men ikke med dem, der slet ikke gad jage.

Efter min bedste overbevisning er der ikke sket de store forandringer. Hvis folk så med større sympati på Jacob Haugaard dengang, end de gør på Robert Nielsen i dag, tror jeg, det hænger sammen med, at Jacob Haugaard fremførte sine budskaber med et smil på læben. Desuden tror jeg, at folk følte, han bidrog til fællesskabet. Hvis ikke med almindeligt lønarbejde, så med sin optræden og sin humor, siger Michael Bang Petersen.